Modstand mod Sarkozys pensionsreform skaber en eksplosiv situation

Den politiske situation i Frankrig er domineret af mobiliseringer mod forslaget til pensionsereform. Reformen er en hjørnesten i Sarkozys nedskæringspolitik. Selv om den bliver præsenteret som en indlysende nødvendighed på grund af befolkningens aldersmæssige udvikling, så møder den voksende modstand i befolkningen.

Mobiliseringerne er vokset siden maj og de første aktionsdage i juni. I september og oktober har der været flere landsdækkende strejker og store demonstrationer med deltagelse af omkring 3 millioner hver gang.

For hver aktionsdag er der kommet flere deltagere fra den private sektor og flere unge – selv gymnasieeleverne er begyndt at gå på gaden og blokere deres skoler – og kravene er blevet stadig mere radikale.

Folkeligt nej til Sarkozys politik

Kampen mod forslaget til pensionsreform afspejler et massiv nej til hele Sarkozys politik. Det handler ikke kun om pensioner. En række grupper mobiliserer i højeste gear eller er i strejke omkring forskellige emner: posthuse, hospitaler, anastæsi-sygeplejerskwer, havnearbejdere…

Denne modstand har gjort regeringen mere og mere upopulær. Disse opsamlede problemer skaber en krise på højrefløjen.

I et forsøg på at genvinde kontrollen har Sarkozy understreget sin racistiske og lov-og-orden-politik, især i forhold til romaerne. Men i de seneste uger har regeringen også forsøgt at få folk til at glemme de sociale problemer ved at spille på frygten for terror. Men uden stor succes.

Utilfredsheden vokser, og situationen er ”eksplosiv”. Regeringen har ikke rokket sig trods demonstrationer og strejker, og siger, at intet vil blive ændret i lovforslaget. Krisen og den offentlige gæld er de dårlige undskyldninger, der skal retfærdiggøre reformen.

Sarkozy og hans regering står fast på deres reform. I kampen mod regeringen ved mange arbejdere, at for at vinde er det nødvendigt at vise beslutsomhed. I mange sektorer er det blevet tid for landsdækkende strejker. For eksempel i RATP (det offentlige transportsystem i Paris), SCNF (det franske jernbaneselskab), men også i den kemiske industri og maskinindustrien er det muligt, at strejker vil fortsætte efter tirsdag (den 12. oktober, som var den fjerde store aktionsdag med det største antal deltagere hidtil, red.) (se note).

Vi ved, at næste aktionsdag, den 12. oktober, bliver en succes. Og ideen om, at vi kan vinde, vinder nu frem.

En politisk bevægelse

Det er i øjeblikket en meget politisk bevægelse. Strejketallene er høje, men ikke ekceptionelle. Selvorganiseringen i bevægelsen er på nuværende tidspunkt meget lav. Stormøder inden for de forskellige sektorer har en meget lav deltagelse.

Det er en enheds-bevægelse. Der er en koordinationskomite mellem fagforeningerne (note 2), som aftaler datoer for mobiliseringerne, men som er presset af regeringens stædighed og af de meget radikale aktivistgrupper.

Bevægelsen er karakteriseret af en massiv afvisning af reformen, en mistro mod magten, imod Sarkozy, men vi ved ikke, hvordan denne konfrontation vil slutte. Alt er muligt.

Politiske uenigheder

Det Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) deltager sammen med hele den franske venstrefløj, også det Socialistiske Parti (de franske socialdemokrater, red), men uden fagforbundet Force Ouvriere, i en enhedskampagne mod pensionsreformen.

Grundlaget for enhedskampagnen, som er startet af Attac og Kopernikus-Fonden, er kravet om alles ret til pension ved 60 år, og en tilbagetrækning af loven.

Selv om alle på venstrefløjen er enige i disse to krav, er der adskillige uenigheder.

Uenighederne om kravene er især med Socialistpartiet. De er enige i kravet om 60 års pensionsalder, men de forsvarer ideen om, at man skal arbejde længere for at få fuld pension. Og derfor stemte de med højrefløjen for en højere pensionsalder for at opnå ret til fuld pension.

Der er også uenigheder om strategien for at vinde over regeringen og få loven af bordet. Der er uenighed med Socialstpartiet, men også med Kommunistpartiet og Venstrepartiet. Socialstpartiet beder os vente til det næste præsidentvalg i 2012, og de andre partier kræver en folkeafstemning, og leder således klassekampen ind i institutionelle rammer. De afviser alle den sociale konfrontation, som er nødvedig for at vinde.

NPA’s profil

Siden starten af mobiiseringerne har NPA arbejdet i to retninger:

For det første at være helt og aldeles med i enhedskampagnen og forsvare en pensionsalder på 60 år med fuld pension. Vi kræver også, at loven blver trukket tilbage. Olivier (Besancenot, NPA’s præsidentkandidat, red) er den partileder, som har deltaget på flest enhedsmøder rundt omkring i landet.

For os er hovedkravet en omfordeling af rigdommene og fordeling af arbejdet. Vores profil er klar, siden maj har vi arbejdet for en omfattende social og politisk konfrontation.

På baggrund af regeringens lave popularitet, er et af vores krav at få fyret arbejdsminister Woerth og præsident Sarkozy.

Sandra Demarcq

Sandra Demarcq er medlem af forretningsudvalget i det Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) og medlem af Fjerde Internationales ledelse. Artiklen er oversat og redigeret fra webmagasinet International Viewpoint af Åge Skovrind och publicerat i Socialistisk Information.

Intressant?
Bloggat: Kildén & Åsman1, 2,
Läs mer: Le Monde,
Läs även andra bloggares åsikter om , , , , , , , , , , , , , , ,

Noter:
[1] Strejkeretten er indskrevet i den franske grundlov. Fagforeninger skal afgive en advarsel om strejke (préavis) for at strejken er lovlig. I de nævnte sektorer er der afgivet advarsler om tidsubestemt strejke, dvs. at arbejderne hver dag skal stemme om at fortsætte strejken.

[2] Den faglige koordinering “intersyndical” består af fem landsorganisationer, hvoraf to normalt placeres på højrefløjen: CGT, CFDT, FO, CGC and CFTC. Dertil kommer den radikale fagforening SUD Solidaires, som især står stærkt blandt post- transport- og sundhedsarbejdere, FSU (lærere) og UNSA (offentligt ansatte).

Advertisements