Fra revolutionær socialist til reaktionær fremmedhader

Boknytt
Lars Hedegaard
Verden var så rød, mor, erindringer 1942-1980, 2010
Trykkefrihedsselskabets Bibliotek.

Fra revolutionær socialist til reaktionær fremmedhader

Hvordan ender en revolutionær socialist og dygtig marxistisk pædagog som intellektuel fortrop for Dansk Folkeparti? Lars Hedegaards selvbiografi besvarer ikke spørgsmålet, men den dokumenterer, at forvandlingen er total.

”Verden var så rød, mor” har Lars Hedegaard kaldt sine erindringer, men det havde været mere præcist at kalde den ”Ih, hvor var jeg rød, mor” eller ”Se min tanke, den er sort som kullet”.
For rød var han, og sort er han.

Gennem de sidste 10-15 år har Lars Hedegaard gjort sig kendt som anti-muslimsk korsfarer. Det er bl.a. sket som formand for Trykkefrihedsselskabet, som trods navnet kun forsvarer trykkefriheden, hvis de føler den truet af personer eller organisationer med muslimsk tilknytning.

Den revolutionære pædagog

Men sådan var Lars Hedegaard ikke altid. Fra midten af 60’erne og frem til begyndelsen af 80’erne var han rød, det meste af tiden som medlem af SAP og SAP’s forgængere eller tilknyttet den tilsvarende amerikanske trotskistiske organisation.

Som historielærer på Det Fri Gymnasium bidrog han til at gøre mange elever til revolutionære socialister. Endnu større indflydelse havde han med sin lærebogsserie Fundamental Historie, som blev stærkt udbredt i gymnasier, HF-kurser og brugt som oversigtsbøger for 70’ernes venstrefløj.

For os, der kendte Lars Hedegaard dengang og beundrede hans viden og pædagogiske kvaliteter, har det været en mærkværdig og ubehagelig oplevelse at følge hans brud med den solidaritet, der var fundamentet for vores fælles holdning og handlinger dengang.

Gennem-reaktionær

På sin vis bliver gåden endnu større, når man har læst bogen. Det viser sig nemlig, at Lars Hedegaard ikke bare har overtaget islam-forskrækkelsen fra højrefløjen, men hele pakken. Hvad enten det handler om holdningen til klima, kvinder, pædagogik, velfærd eller skat, afslører han sig som en gennemkonservativ sur gammel mand. Egentlig er det hverken Søren Espersen eller Helge Adam Møller, der falder i tankerne, men snarere ”pens. agronom Erling Brokkendorf, Tværvej 13, Vrissenbjerg” fra Politikens At Tænke Sig.

Fra højrefløjen har han også opsamlet en rablende paranoia, som da en historiker på et tidspunkt angriber Hedegaard i en kronik i Politiken, ”…gik jeg ud fra, at det var noget Heiberg var blevet sat til af Politikens redaktør Tøger Seidenfaden, som virkelig ikke kan lide mig.” Den slags bemærkninger er bogen fyldt.

I det hele taget holder han sig ikke tilbage for at angribe alt og alle for hvad som helst uden nogen form for dokumentation. Han er også helt sikkert på, at studenteroprøret blev iværksat af studerende fra overklassen med det formål at etablere nye standsmæssige privilegier inden for universitetsverdenen på et tidspunkt, hvor unge fra andre klasser strømmede ind på området. Det er ganske vist noget, han ikke opdagede, mens han selv var der, men nu ser han det hele tydeligt.

Den gådefulde kolbøtte

Har man som jeg havde set frem til en slags forklaring på den store politiske kolbøtte, bliver man skuffet.
Hvis jeg havde nærlæst forsiden, havde jeg været forberedt. Undertitlen, ”erindringer 1942-1980”, fortæller nemlig, at bogen aldrig når forbi den periode, hvor han stadig var tilknyttet venstrefløjen. Men jeg må indrømme, at jeg ikke havde fantasi til at forestille mig, at Lars Hedegaard opfattede sin personlige historie som så interessant, at det ikke kunne være i én bog.

Ikke desto mindre tematiserer Lars Hedegaard skiftet forskellige steder i bogen. Han fortryder ikke, og han hævder ikke, at han altid har ment det samme. På den anden side mener han stadig, at det er ham, der bruger marxismens metode og søger de materielle interesser bag gruppers og individers handlinger. Han er også overbevist om, at trotskismen i dag ikke har noget med den trotskisme, han var en del af – uden nogen forklaring i øvrigt.

Og så fremgår det, at hans oplevelser som redaktør af Information, da en journalist på bladet skrev en række artikler om Blekingegadebanden, fik stor betydning for hans holdningsmæssige udvikling. Hvorfor det gjorde ham til islamofob, klimabenægter, mandschauvinist, liberalist og tilhængere af den gode gamle skole, får vi dog ikke at vide. (Hedegaard og Blekingegadebanden behandles i en anden artikel i dette nummer).

Uinteressante anekdoter

Biografier og selvbiografier er ofte spændende læsning. Selv uden en forklaring på det politiske skift, kunne bogen sagtens være værd at læse. Men det er den ike.

Mest interessant er beskrivelsen af hans opvækst i et meget fattigt østjysk arbejderkvarter, men det er læst før. Hedegaards deltagelse i den politiske radikalisering fra begyndelsen af 60’erne og frem til midten af 70’erne bliver aldrig interessant, især fordi man fornemmer en underlig mangel på engagement. Det kan være hans måde at lægge afstand til det på. På den anden side er det en distance, som vi, der arbejdede sammen med ham, også kunne mærke dengang.

Helt og totalt uinteressant bliver det i de kapitler, hvor han beskriver den del af hans voksne liv, som foregik uden for det politiske miljø. Fuldkommen betydningsløse anekdoter kombineres med ekstremt følelsesdistancerede omtaler af forældre, kærester og børn.

For en som mig, der har kendt Lars Hedegaard, og som var en del af det samme politiske miljø, kan bogen have interesse. For andre tvivler jeg på, at den vil være pengene eller tiden værd.

Michael Voss

Ursprungligen från Socialistisk Information.

Intressant?
I media: SVD, Politiken1, 2, 3, 4, 5, 6, AB, KPN, Arbejderen, Information1, 2, Berlingske, JP,
Läs även andra bloggares åsikter om , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Advertisements