Tunesien og Egypten: Revolutionær udvikling i verdensskala

Fjerde Internationales ”Internationale Komité” (en slags hovedbestyrelse for Fjerde Internationale) har på sit årlige møde enstemmigt vedtaget nedenstående udtalelse om de nordafrikanske revolutioner.

1. Det egyptiske folks usædvanlige sejr over Mubarak udvider den historiske rækkevidde af den tunesiske revolution, der væltede Ben Alis regime. I løbet af nogle få dage bredte chokbølgerne fra disse folkelige sejre sig ikke blot til hele den arabiske region, men også ud over regionens grænser.

Den arabiske revolution har påvirket klassekampen over hele verden.
Demonstrationer, strejker, folkemøder, selvforsvarskomitéer, mobiliseringer, igangsat af fagforeninger, gymnasieelever og demokratiske forsamlinger stødte med ufortrøden beslutsomhed sammen med de statslige myndigheder, især politiet. Millioner af tunesere og egyptere blev aktive i kampen for at vælte diktatorerne. Og de fortsatte med mobiliseringerne for at beholde kontrollen over deres revolutioner.

2. Det, vi er vidner til, er den permanente revolutions proces, som kombinerer sociale, demokratiske og den nationale selvstændigheds dimensioner og som spreder sig internationalt. Virkningen af den internationale økonomiske krise, kombineret med den brutale undertrykkelse og diktaturernes skamløse korruption, forenede de mest underprivilegerede folkelige lag, den organiserede arbejderklasse og middelklassen, unge som gamle, kvinder og mænd. De tunesiske og egyptiske masser kunne ikke længere acceptere de økonomiske systemer, som marginaliserede dem. Ligesom i mange af nabolandene, førte integrationen i det globaliserede, kapitalistiske system til en økonomisk vækst, der ikke skabte beskæftigelse, men i stedet en hidtil uset koncentration af rigdom, en ujævn udvikling af landet og en udbredt nedgang i leve- og arbejdsvilkårene.

Én af de væsentligste årsager til disse revolutioner har været de senere års eksplosive vækst i fødevarepriserne. Den hurtige forandring af klimaet har ført til den nuværende fødevarekrise over hele verden – især i lande som Tunesien. Den økonomiske liberalisering, påtvunget af IMF, WTO og EU, har ført til et forøget omfang af løsarbejde, drastiske nedskæringer i den offentlige sektor og massearbejdsløshed, som især rammer nyuddannede unge med en videregående uddannelse. Dertil kommer lukningen af EU’s grænser, der begrænser mulighederne for at emigrere. Og med indskrænkningen af arbejdsmarkedet i Golfstaterne, er enhver udsigt til at undslippe fattigdommen forsvundet.

Samtidig er friheds- og demokratiske rettigheder blevet kvalt og undertrykt af politistater, som har indført udbredt social kontrol. Det faktum, at ”oppositions”-partiernes parlamentariske repræsentanter kun blev tolereret af de tunesiske og egyptiske diktaturer som fantomer, mens folkelige organisationer enten blev reduceret til hule skaller eller forhindret i at fungere – førte til en uløselig konflikt forårsaget af modsatrettede kræfter. Dette skabte en situation, hvor der mellem diktaturerne og befolkningerne kun eksisterede en autokratisk leder og et fanatisk og voldsomt undertrykkende statsapparat. – Og de klaner, der var ved magten havde en gangsterlignende adfærd, som fuldendte billedet af dem som illegitime.

Endelig var det karakteristisk for disse to regimer, at de samarbejdede med den zionistiske israelske stat. Dette ophidsede yderligere de to landes befolkninger, som identificerer sig med det palæstinensiske folks lidelser.

Alle disse uretfærdigheder har ført til at strejker og sociale uroligheder er mangedoblet i de senere år. Dette har afstedkommet en opsamling af erfaringer, som imidlertid ikke førte til en nedbrydning af den mur af frygt, som sad i størstedelen af befolkningerne. Denne mur blev nedbrudt i løbet af nogle få uger. Og på trods af voldsomt mange ofre fortsatte det egyptiske folk – med det tunesiske folks kamp som eksempel – en ufortrøden kamp, indtil diktatorerne Ben Ali og Mubarak var faldet.

3. Med disse sejre viser folkene i den arabiske region deres umådelige værdighed. De har brudt igennem på den politiske scene med klassekamp og demokrati på dagsordenen. De er ikke længere indespærret i det dødelige alternativ mellem (eller kombinationen af) diktatur og islamisme, som de arabiske folk har været fanget i igennem 30 år.

De folkelige klasser – først og fremmest regionens arbejderklasse – har fået midler til at hævde alle demokratiske friheder, kvinderne til at forsvare deres rettigheder og deres ligeberettigelse i forhold til mændene.

Arbejderne har fået midler til at slå tilbage mod nyliberalismens planer om superudbytning – på et meget højere plan. De har fundet vejen til grundlæggende at undergrave de midler, som både den amerikanske og europæiske imperialisme har for at kontrollere regionen, klarest udtrykt ved den israelske stats eksistens.

Den israelske stat med alle de politiske retninger, der er repræsenteret i den, forfulgte blot sine egne interesser, da den til det allersidste forlangte vestlig støtte til diktaturerne.

Revolutionerne i den arabiske region viser, hvilket potentiale massernes kamp for social frigørelse og mod uretfærdighed indeholder. Kvindernes aktive rolle i mobiliseringerne er et tegn, der ikke er til at tage fejl af. Kvindernes aktive rolle gør det muligt at bekæmpe de racistiske og islamofobiske påstande om det såkaldte ”sammenstød mellem civilisationerne”. Påstande, der skal få os til at tro, at mobiliseringer af arabisk-muslimske befolkninger baner vejen for fundamentalisme.

Dynamikken i denne kamp vil have virkning over hele verden. Den har allerede på kort tid sat sine spor i udviklingen i Jordan, Yemen, Bahrain, Syrien, Libyen, Algeriet, Marokko og Mauretanien. Det er ikke muligt at forudsige den nøjagtige rytme og i hvilken rækkefølge, regimerne vil falde.

Hvert tilfælde har sine egne karakteristika. Specielt i Libyen, hvor regimet har angrebet befolkningen med jagerfly og kamphelikoptere og allerede har slået 500 mennesker ihjel, udvikler situationen sig hurtigt.
Libyen kræver vor fulde solidaritet.

Disse revolutioner skaber nye og mere gunstige forhold for palæstinensernes kamp; en kamp, som Fjerde Internationale støtter og ønsker at forstærke.

Den egyptiske revolution sætter helt konkret det endelige opgør med den forbrydelse mod menneskeheden, som blokaden af Gaza er, på dagsordenen.

Stillet overfor dette kan den zionistiske stats reaktion blive skånselsløs og brutal. Det er nødvendigt at forstærke mobiliseringerne for at forhindre dette.

Dynamikken i de arabiske revolutioner opmuntrer også kampen mod diktaturet i Iran, og selv så langt væk som diktaturet i Kina. Her tager oppositionen også udgangspunkt i de metoder til at koordinere kampen, som blev brugt i Tunesien, f.eks. brugen af de sociale netværk på nettet. Det vil uundgåeligt fremme mobiliseringerne i de arabiske emigrantmiljøer, som er superudbyttede og undertrykte i de udviklede kapitalistiske lande. Mere end nogensinde før er det nødvendigt at stå skulder ved skulder med disse grupper.

Men denne udvikling kan få stadig større globale konsekvenser i de selvsamme imperialistiske lande. Arbejderne og de unge protesterer stadig oftere mod asociale nedskæringer med stadig forøget styrke uden at vinde afgørende kampe.

Befolkningerne i de arabiske lande viser, at en revolution fra folkets dyb er mulig i det 21. århundrede. At folket kan styrte et tilsyneladende urørligt politisk regime og vinde sejre, som forekom uopnåelige så sent som dagen før!

4. Resultaterne af disse processer er helt sikkert skrøbelige, både i Tunesien og Egypten, men de er afgørende for, hvad der følger fremover.

Med afsæt i dels erfaringer fra den aktuelle folkelige rejsning, dels den radikale venstrefløjs mangeårige arbejde i fagforeningerne, har selvorganiseringen udviklet sig massivt, når det var nødvendigt for demonstranter og indbyggerne i de folkelige kvarterer at beskytte sig mod overgreb fra politiet og regimernes såkaldte militser. I tunesien fra Sidi Bouzid til den populære fjerdedele af de store byer og Kasbah i Tunis, og i Egypten fra Tahrir-pladsen i Kairo til de populære distrikter i Suez, Mansourah eller Alexandria. Scener, som ville have været utænkelige et par dage før: Muslimer og koptere, der gensidigt beskytter hinandens bønner; fabriksarbejdere og unge netsurfere, kvinder og gejstlige, forfattere og taxachauffører stod side om side, da de blev angrebet af Mubaraks håndlangere.

Det lykkedes folket at destabilisere hæren, ved systematisk at fraternisere med soldaterne.

Diktatorerne flygtede, lederne i de partier, der var ved magten, blev tvunget ud under pres fra mobiliseringerne, og den folkelige mobilisering fortsætter. I Tunesien er de mest korrupte ledere af RCD blevet retsforfulgt, deres formuer og besiddelser er blevet konfiskeret, og partiets bygninger er blevet overtaget af befolkningen. De fleste politiske fanger er blevet frigivet. Selv om de ikke er blevet afviklet, er politimyndighederne i de to lande i kaos. Ministeriernes ansatte er begyndt at udøve kontrol med deres ledere, f.eks. medarbejderne i det tunesiske udenrigsministerium, der gennemtvang udenrigsministerens tilbagetræden, da denne havde rost den franske udenrigsminister Alliot-Marie.

Mange tunesiske guvernører, borgmestre og embedsmænd har måttet træde tilbage. De tunesiske masser kræver endog den nyankomne franske ambassadørs afgang på baggrund af hans antagonistiske udtalelser!

Mange midlertidigt ansatte i det offentlige har fået faste stillinger, og de mest korrupte virksomhedsledere i Tunesien har fået deres kapital nationaliseret. I Egypten er disse processer også undervejs. Offentligt ansatte har fået lønforhøjelser på 15%, og mange arbejdere er gået i strejke på trods af trusler fra det nye regime.

5. Selvfølgelig har den herskende klasse ikke været passiv, og den vil blive endnu mere aktiv, efterhånden som den oplever den revolutionære proces. I Tunesien skulle hærens ”neutralitet” og præsident Ben Alis afgang opvejes af, at hans premierminister, Ghannouchi, og mange ledere af hans parti ,RCD, forblev ved magten, hvilket skulle legitimeres ved regeringsdeltagelse af adskillige oppositionspartier og den største fagforening, UGTT. Afvisningen af dette og folkelige mobiliseringer medførte en regering, hvor kun premierministeren tilhører RCD-ledelsen. Men det nye regime har den franske imperialismes ledere som sine rådgivere, og den sætter al sin energi ind på – sammen med de tunesiske kapitalister og hæren – at overbevise arbejderne om, at de skal genoptage arbejdet ”som før”. Oprøret skulle lukkes som en parentes, alene med løftet om et valg om 6 måneder.
I Egypten er det hæren, der direkte står som garanten for ”forandringen” – med den skræmmende Suleiman som indenrigsminister, en notorisk torturbøddel, en ven af Israel og offentligt kendt som agent for CIA. Også her bliver befolkningen opfordret til at opføre sig fornuftigt, så der bliver mulighed for genoptagelse af turisme og udenlandske investeringer, med løfter om valg om et par måneder … og med trusler om en genoptagelse af undertrykkelsen.
Sarkozy og Berlusconi-regeringerne, som ikke så oprøret komme, og som gjorde tingene værre med deres støtte til Ben Ali til den bitre ende, er nu i spidsen for Den Europæiske Union i gang med at anmode om genoptagelse af forretningslivet og genindførelse af den politimæssige blokade af immigranter. Obama-administrationen er langt mere fleksibel: Selv om de hverken havde forudset eller styrede bevægelsen i Egypten, foregiver den nu at være i tæt alliance med den. Men USA’s tætte forbindelser med den egyptiske hærkommando hviler tvært imod som en permanent trussel mod den egyptiske revolutionære proces, bl.a. med kravet om at holde den palæstinensiske grænse i Gaza lukket.
Frem for alt kræver de internationale institutioner garantier vedrørende trafikken i Suez kanalen og respekt for de grundlæggende elementer i den moderne kapitalisme: betaling af den nationale gæld, selv om den er uretfærdig, total åbning af grænserne for udenlandsk kapital og varer, fortsat deregulering.

6. I denne proces må hele systemet afskaffes – med henblik på at indføre alle demokratiske rettigheder og friheder: retten til ytringsfrihed, retten til at strejke, retten til at demonstrere, pluralisme, dvs. fri ret til at danne organisationer, fagforeninger og partier, afvikling af præsident-institutionen og dannelse af en revolutionær provisorisk regering. Øjeblikkelig igangsættelse af en proces med frie valg til en konstituerende forsamling er nødvendig.

For at denne proces ikke skal blive standset af et nyt oligarki, må den være baseret på organisering af de folkelige komiteer, koordineringer og råd, der er opstået i befolkningen. I denne proces vil antikapitalister forsvare de centrale krav i et program, der bryder med imperialismen og den kapitalistiske logik: som tilfredsstiller de vitale behov i de arbejdende klasser – brød, løn, beskæftigelse, omorganisering af økonomien ud fra de grundlæggende sociale behov, gode og gratis offentlige institutioner (skoler, sundhed), kvinders rettigheder, forbedret arbejdsløshedsunderstøttelse, sygedagpenge og pension, en radikal jordreform, samfundsovertagelse af bankerne og centrale økonomiske sektorer, afskrivning af gælden, suverænitet for nationer og folkeslag.

Et sådant regeringsprogram, der ville være til gavn for arbejderne og befolkningen er foreslået i Tunesien af Ligue de la Gauche Ouvrière. Denne organisation er en del af 14.januar-Fronten, som samler de venstreorienterede kræfter, der bekæmper Ghannouchi-regeringen og kæmper for alle demokratiske frihedsrettigheder, for en grundlovgivende forsamling og for de grundlæggende sociale krav.
Dette program bliver også fremført i Egypten i den omgruppering af revolutionære, der er i gang.

7. De tunesiske og egyptiske folk, og alle de arabiske folk, har brug for vor fortsatte solidaritet i deres kamp for frihed. Og de har endnu mere brug for, at vi mobiliserer for at imperialismens greb om deres lande løsnes: eftergivelse af den udlandsgæld, som de gamle regimer har skabt, beslaglæggelse og tilbagelevering af diktatorernes ejendomme og formuer, beskyttelse af folkenes nationale selvstændighed mod den internationale kapitalismes pres,aflysning af alle de internationale aftaler angående militært samarbejde, sikkerheds- og flygtningepolitik, som de tidligere regimer har indgået.

Revolutionære over hele kloden har også den helt afgørende opgave at skabe alle mulige former for samarbejde med fagforeninger, folkelige organiseringer og antikapitalistiske organisationer i disse lande, for at hjælpe den fremadskridende revolutionære proces til konsolidering og for at støtte den folkelige selvorganisering.

Den arabiske revolution, der er undervejs, er vores kamp!

Vi støtter allerede følgende initiativer:
– Appellen fra samlingen af sociale bevægelser, der mødtes til World Social Forum i Dakar, om en verdensomspændende solidaritetsdag med revolutionen i den arabiske region den 20. marts (årsdag for invasionen i Irak 2003).
– Konferencen for revolutionære organisationer i den arabiske region indkaldt i Tunis LGO den 25.-27. marts.
– Den antikapitalistiske middelhavs-konference indkaldt af NPA, som foregår i Marseilles den 7.-8. maj.

Fjerde Internationales ’Internationale Komité’, Amsterdam, den 22. februar 2011

Läs också: Support the Libyan Revolution! Ghaddafi Out!

Intressant?
Media: SVD1, 2, DN1, 2, 3, GP, VG, AB1, 2,
Läs även andra bloggares åsikter om , , , , , , , ,

Advertisements