Tyskland: Vilken väg för vänstern?

Tyskland: Hvilken vej for venstrefløjen?

Intet ser ud til for alvor at udfordre fagforeningernes klassesamarbejde og magtens pendul mellem de traditionelle partier i regeringskontorerne.

Kansler Angela Merkels arrogance afspejler selvsikkerheden hos den dominerende elite i Tyskland. Bundeswehr, den tyske imperialismes hær, er klar til at rykke ud overalt på kloden. På ti år er årsindkomsten hos de rigeste steget med 50 procent. Og til trods for visse skandaler er modstanden begrænset (a-kraftmodstanden, bevægelsen mod den ny jernbanestation i Stuttgart, aktioner mod nynazister, ”Blockupy” i Frankfurt).

Den 12. juli blev den tidligere formand for CDU i Baden-Württemberg anklaget for en ulovlig konkurrenceaftale i forbindelse med salget af det regionale elektricitetsselskab til den franske industrigruppe EDF. Fem måneder tidligere var Tysklands præsident Christian Wulff tvunget til at træde tilbage efter en finansskandale: Manden, som var valgt blandt medlemmerne af Bundestag til dette ærefulde ansvar, og som bliver snart stillet for en domstol, gjorde derefter krav på sin livspension på 199.000 euro, for at have siddet i embedet i 20 måneder, mens pensionsalderen blev hævet til 67 år, og millioner af mennesker lever på Harz IV (kontanthjælp) eller miserable lønninger.

Dette er blot to eksempler blandt flere på, hvorfor en diffus stemning af foragt og utilfredshed, og ligefrem vrede, er ganske udbredt i forhold til “politikerne”. Det er baggrunden for et muligt nederlag til koalitionen mellem CDU/CSU og det liberale FDP ved valget i september 2013, og et comeback til en regering bestående af det socialliberale SPD og deres støtteparti De Grønne.

Konflikt, nederlag, indrømmelser
Den 17-19. maj var Frankfurt, hovedsædet for den Europæiske Centralbank, centrum for tre dage med besættelser og forskellige blokader, som formåede at lukke området med alle bankerne, mens 5.000 betjente var i action med det angivelige formal at sikre sikkerheden for bygninger og personer. Demonstrationen lørdag samlede omkring 25.000 personer fra Tyskland, Italien og Frankrig (og Danmark, se artikel, red). Der var en god mobilisering fra Attac Tyskland, en dynamisk organisation, og omkring 20 grupper fra det post-autonome netværk “Interventionistisk Venstre”, som trods sine politiske uenigheder (blandt andet i forhold til Die Linke) er anerkendt for sin evne til at mobilisere, som for eksempel til G8-topmødet i Heiligendamm i 2007 eller til aktioner mod transport af atomaffald.

En demonstration af denne størrelse midt i en weekend kan ikke ignoreres. Men virkeligheden er, at styrkeforholdet mellem klasserne kommer til udtryk i den endelige konkurs for apotekerkæden Schlecker, som blev annonceret fire dage senere af kreditorerne. Det kommer til udtryk ved lukningen af de 2.800 tilbageværende butikker og afskedigelse af 14.000 ansatte (overvejende kvinder). i flere måneder har dødskrampen stået på, hvor det politiske system, især kansleren, har afvist at gribe ind, mens fagforbundet Ver.di har passet omhyggeligt på med ikke at skræmme potentielle købere. Ved at afvise en mobilisering af de ansatte til at udfordre det private ejerskab i en eller anden form (ekspropriering, arbejderkooperativ med offentlig støtte osv.) skabte fagforeningen betingelserne for et alvorligt nederlag.

Virkeligheden kommer også til udtryk i den sandsynlige lukning i 2016 af Opel i Bochum (med lukning af produktionen af Zafira-modellen), om ikke før. Der er tale om en fabrik med 3.300 ansatte, som General Motors har besluttet at lukke, på linje med andre i Europa, for at sikre sine profitter. Fabrikken har store kamptraditioner, men de nuværende ledere af bedriftsrådet (fællesklubben, red) og af IG Metall har for øjeblikket valgt at fokusere på virksomhedens kvaliteter, dens potentiale for at udvikle en ny model, dens højre produktionskapacitet og omkostningerne ved en lukning (en milliard euro).

Imidlertid giver den tyske kapitals gunstige placering i den international økonomi mulighed for at give indrømmelser til arbejderne. Fagforeningerne har netop fået lønforhøjelser, som selv finansminister Schäuble har anbefalet (aftalen underskrevet i maj for ansatte i kemiindustrien forudser en lønstigning på 4,5 procent i den næste 19 måneder, inklusiv forbedret mulighed for lokale lønforhandlinger), arbejdsløsheden falder, og bevægelsen af arbejdsløse er forsvundet fra scenen. Det magtfulde fagbureaukrati har ikke klaget over Merkel, men stillet sig tilfreds med de store traditionelle manøvrer under de årlige forhandlinger og har opnået ”præsentable” resultater.

Krisen i Die Linke
De Grønne opstod og udviklede sig parlamentarisk under mobiliseringerne mod atomkraft og oprustning i 1980’erne (før de i rekordtempo blev integreret). Die Linke opfangede vreden og oprøret mod de brutale nedskæringer i Agenda 2010-planen, som blev iværksat af regeringskoalitionen mellem Socialdemokrater og Grønne. Protesterne kom til udtryk i ”mandags-demonstrationerne” i 2003-04. I 2009 vandt Die Linke 76 mandater i Bundestag (ud af 622), og i 2010 5,6 procent og 11 mandater i Nordrhein-Westfalen, den største delstat. Der så ud til at være en proces i gang, hvor partiet slog rødder og vandt fodfæste i de vesttyske delstater. Denne udvikling synes imidlertid nu at være forbi.

De to seneste valgnederlag har understreget dette (se artiklen Afgørende valg i Nordrhein-Westfalen) . De gode udsigter for SPD/De Grønne og fremkomsten af Piratpartiet, som afspejler en tåget utilfredshed (hvor man både støtter gratis offentlig transport og budgetbesparelser) har afstedkommet en krise, som kom til fuldt udtryk på landsmødet i Göttingen den 2-3. juni 2012, fem år efter partiets dannelse.

Med meningsmålingerne, der kun giver Die Linke lidt over halvdelen af de 11,9 procent i sidste parlamentsvalg i 2009 (spærregrænsen er 5 procent), blev debatten uhørt aggressive. Debatten fokuserede på nødvendigheden af at forny det dobbelte lederskab, med et mål om at vælge en mand og en kvinde, en fra øst og en fra vest. Oskar Lafontaine var klar til at komme tilbage, to år efter hans afgang af helbredsmæssige årsager, hvis der ikke var nogen modkandidat. Men ”baronerne fra øst” holdt fast på Dietmar Bartsch som kandidat – en apparatets mand, parlamentsmedlem og ”pragmatisk” tilhænger af regeringsaftale med SPD.

Det førte til en konflikt mellem de to personer, som symboliserede Die Linkes succes – Oskar Lafontaine, tidligere præsident i Saarland, formand for SPD fra 1990 til 1995, kortvarigt finansminister under Schröder, hvorefter han meldte sig ud af SPD i 2005 – og Gregor Güsi, formand for PDS ved dets dannelse i 1990 (Partei des Demokratischen Sozialismus, efterfølger for statspartiet SED i DDR, og formand for parlamentsgruppen i Bundestag. Sidstnævnte udfordrede åbent repræsentanterne fra vest: ”Jeg kan ikke acceptere al denne arrogance i forhold til folk fra øst. Det minder mig om Vestens arrogance i forhold til Øst under genforeningen. Hvorfor kan vi ikke anerkende, at vi er et stort parti i Øst og kun et lille parti i Vest?” Klaus Ernst, afgående medlem af formandskabet, talte om ”tegn på opløsning”, mens flere kommentatorer fremmanede risikoen for en splittelse.

Mens Katja Kipping, fra Dresden (fra “Friheds”-fraktionen, en del af ”pragmatikerne”, blev valgt, stillede modstanderne af Barsch til sidst en uventet kandidat, som vandt med 297 mod 251, nemlig Bernd Riexinger (56), ukendt i offentligheden, men en respekteret personlighed på den faglige venstrefløj, formand for Ver.di i Stuttgart og for partiet i Baden-Württemberg, og også engageret i bevægelsen Stuttgart 21 (som er imod mega-stationen).

En krise om partiets linje
“Pragmatikerne” var altså i sidste ende ikke i stand til at profitere så meget af situationen, som de havde håbet. Partiets linje er stadig åben. Men vi må ikke undervurdere den kendsgerning, at takket være de gældende regler er de østtyske medlemmer i øjeblikket stadig underrepræsenteret. Den reelle vægt fra de forskellige tilhængere af tilpasning som for eksempel Forum for Demokratisk Socialisme (FDS), de valgte byrødder, borgmestrene, ”fraktionerne (en gruppe af valgte tillidsfolk, som nyder særlige rettigheder) i kommunerne, amterne (kreise), delstaterne, deres valgte kolleger (på alle niveauer), apparatet af ansatte, – alle har de fået en større vægt siden valgnederlaget i Nordrhein-Westfalen.

Dette skifte er ydermere blevet fulgt op af venstrefløjens nederlag på den delstatskongressen i slutningen af juni. I den vedtagne resolution er de passager, som trak en klar skillelinje i forhold til de institutionelle partier og referencerne til anti-kapitalisme blevet fjernet, ligesom den eksplicitte kritik af ledelsen af fagbevægelsen. Det bliver også slået fast, at SPD og De Grønne kunne være koalitionspartnere. Men samtidig er der, hverken på forbundsniveau eller i de fleste delstater, nogen plads for en regeringsalliance med SPD, som ikke har noget behov for at besvære sig selv med en partner, der stadig præsenteres som “ekstremistisk”. Og slet ikke, når SPD ikke behøver Die Linkes mandater til et flertal.

En ny start?
Uden nogen væsentlig bevægelse af protester fra neden, uden erfaringer med selvorganisering, som undslipper apparaternes kontrol, uden mere skærpet klassekamp, vil der ikke komme nogen væsentlig ændring af styrkeforholdet. Selv om Die Linke havde viljen til det, så har partiet ikke kapaciteten til at tage initiativ til bevægelser af denne type (og desværre er de politiske strømninger til venstre i endnu mindre grad). Venstrestrømningerne i partiet, især Antikapitalistisk Venstrefløj (AKL) forsøger at overtale partiet til at prioritere denne målsætning. De henviser til det nye program, som eksplicit snakker om Die Linkes ønske om at afskaffe kapitalismen.

Spørgsmålet om den konkrete forbindelse mellem det strategiske perspektiv og hverdagens modstandskampe (for eksempel ”retten til byen” i modsætning til de ekstreme huslejer og mangel på boliger, modstanden mod budgetrammer og deres konsekvenser for den offentlige service osv.) er fortsat et nøglepunkt. Vi kommer til at se det igen i diskussionerne i forbindelse med forberedelsen af valget til Bundestag i 2013.

Behovet for at omstille et parti, hvis basisstrukturer for ofte kun er aktive i forbindelse med valgkampe, til en organisation, hvis medlemmer er forankret på deres arbejdspladser, uddannelsessteder og boligkvarterer, og som beviser sin nytte uafhængigt af valgmæssige bekymringer. Ud fra dette synspunkt må man anerkende, at der også er ting at lære fra strukturerne i øst med hensyn til traditioner og forankring. Die Linke må vise i dette valgår, at det kan være et nyttigt parti, som hjælper med at organisere modstand.

Tyske revolutionære har truffet nogle meget svære valg i forhold til organisations-opbygning. De fleste er i Die Linke, stort set uden illusioner. Et mindretal af smågrupper har valgt den utaknemmelige vej med langsom forankring på arbejdspladser og i sociale bevægelser, med risiko for at deres egen overlevelse bliver hovedprioriteten.

Det er en udbredt opfattelse, at der på vejen til at overvinde den nuværende situation kan opstå mange overraskelser. Med dette udgangspunkt er det nødvendigt at udnytte alle muligheder for dialog, konfrontation, refleksion og fælles aktiviteter. Målet er, uafhængigt af de aktuelle valg, at skabe en anti-kapitalistisk pol, som har tyngde og er synlig, og som er til stede såvel inden for som uden for Die Linke.

Pierre Vandevoorde er medlem af Internationalt Udvalg i det Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) i Frankrig og af Fjerde Internationale. I Socialistisk Information, oversat fra International Viewpoint af Karina Skov.

Svensson/Socialistisk Information

Intressant?
Läs även andra bloggares åsikter om , , , , , , , , , , , , ,

Advertisements