Vad är ekosocialism?

Hvad er økosocialisme?

Hvorfor kan kapitalismen ikke klare klimakrisen, og hvilke løsninger kan, ud fra en økosocialistisk forståelse, modvirke de hastigt voksende miljømæssige ødelæggelser, som kloden står overfor?

Hvorfor ”økosocialisme”?

Jeg definerer mig selv som økosocialist, og jeg er også medlem af EIN – Internationalt Økosocialistisk Netværk. Men hvad betyder ”økosocialisme”?

Ordet ”socialisme” bliver af de fleste nu om dage beklageligvis identificeret med den samme historie om udplyndring af ressourcer og produktivisme, som den kapitalistiske økonomi er en del af. Det er det direkte resultat af historien i de såkaldt virkeliggjorte socialistiske samfund, hvor miljømæssig ødelæggelse foregik på den samme måde og i samme grad – i visse tilfælde endnu værre – som i den kapitalistiske del af verden. Så vi bliver nødt til at gøre det klart, at i visionen om det socialistiske samfund, som vi ønsker at opbygge, må vi nødvendigvis og eksplicit medtage den økologiske dimension. Det vil sige, at samfundet på samme tid praktiserer social retfærdighed og klimamæssig bæredygtighed. Det kalder jeg for økosocialisme.

Kapitalisme eller industrialisme?

Det er et uomtvisteligt faktum, at de såkaldt virkeliggjorte socialistiske samfund skabte økologiske katastrofer i samme omfang som de kapitalistiske. Det har ledt nogle mennesker til den konklusion, at det hverken var kapitalismen eller ”den virkeliggjorte socialisme”, som var ansvarlig for disse katastrofer, men at ansvaret ligger i selve ”industrialiseringen” eller i det såkaldte industrisamfund. Disse mennesker identificerer Marx’ teori med ideen om ubegrænset vækst og industrialisering.

Derfor vil jeg stille fire spørgsmål:

  • Er årsagen til den nuværende klimasituation kapitalisme eller industrialisme?
  • Er der løsninger indenfor rammerne af den kapitalistiske økonomi?
  • Er disse løsninger mulige og effektive?
  • Hvilke alternativer eksisterer der?

Klassesamfund

Den centrale pointe i forhold til det første spørgsmål er, at man ikke kan betragte udviklingen af forskellige produktionsformer, i dette tilfælde det udviklede industrisamfund, det vil sige den økonomiske og teknologiske udvikling, uafhængigt af den politiske form, i hvilken denne udvikling fandt sted. Både den økonomiske og tekniske udvikling og den politiske ramme udvikler sig i en dialektisk enhed, hvor de gensidigt påvirker hinanden.

Det industrisamfund, som vi lever i, opstod ikke historisk adskilt fra de politisk og sociokulturelle rammer. Eller for at sige det mere simpelt: Det var ikke et historisk tilfælde, at industrisamfundet opstod som et kapitalistisk samfund. Det er produktet eller resultatet af tidligere, før-industrielle samfund, der – som vi ved – alle har været klassesamfund. Industrisamfundet, som vi kender det, har aldrig eksisteret som en abstrakt størrelse, men opstod i sin konkrete form som et kapitalistisk industrisamfund.

Men det rejser så spørgsmålet, hvilken type samfund den ”virkeliggjorte socialistisme” repræsenterede. Nogle analytikere kalder bare disse samfund for ‘statskapitalistiske’ og kommer således uden om det analytiske problem. Jeg deler ikke denne holdning. Men det er ubestrideligt, at disse samfund også blev opbygget som industrisamfund med alle de tilhørende økologiske konsekvenser. Eksemplerne fra Aralhavet, fra Chernobyl, fra Nowaja Semlja og andre steder viser os resultatet af denne politik.

Østblokkens sammenbrud viste os, at dette forsøg på at kopiere de industrialiserede kapitalistiske samfund i en anderledes politisk ramme ikke var en succes. Mens eksemplet fra Kina, der i dag er verdens største producent af drivhusgasser, viser at genindførelsen af den kapitalistiske produktionsmåde er en økonomisk succes – men en klimamæssig katastrofe.

Så for at konkludere på mit første spørgsmål: Det var kapitalismen, som ”fandt” industrisamfundets form, ikke Sovjetunionen eller Kina. De forsøgte at kopiere denne form, fordi de fuldstændigt ignorerede Karl Marx’ læresætning om, at de produktive kræfter på et vist tidspunkt bliver til destruktive kræfter, hvis der ikke først er sket et systemskifte. Derfor er det kapitalismen og den indre kapitalistiske logik, der dræber miljøet – ikke et abstrakt ”industrisamfund’”.

Løsninger på systemets betingelser?

Det andet spørgsmål er, om der er nogen løsninger på klimaproblemet inden for den kapitalistiske økonomi.

System-konforme løsninger har en særlig tiltrækning på mange mennesker. De er ikke lige så farlige som forestillingen om et fuldstændigt og radikalt systemskifte. Derfor er politiske kræfter som de borgerlige grønne partier eller Socialdemokratiet så attraktive. Det er reformismens diskrete charme…

Blandt disse systembevarende fortalere er forskellige tendenser. Vi har dem, der taler for markedsbaserede løsninger, der er de grønne fornyere, og teknologi-narkomanerne. Lad os se nærmere på hver af dem.

Den markedsbaserede tilgang

Den eneste vej til at angribe klimaforandringerne, som fortalerne for en fri markedsøkonomi kan forestille sig, er selvfølgelig, at markedet skal løse problemet. Det vil sige at sætte pris på udledningen af drivhusgasser og at handle med forureningstilladelser (CO2-kvoter). Det betyder ganske enkelt at handle med retten til at slå ihjel, fordi vi ved, at klimaforandringer dræber… Argumentet fra disse folk er, at handelen med CO2-kvoter skaber et incitament til at nedsætte udledningerne.

Men det første problem er, at prisen på tilladelser ikke dækker den faktiske pris på de skader, som klimaforandringerne medfører. I så fald ville ingen kunne betale dem.

Mere vigtigt er det andet punkt: Selv de, der har opfundet modellen, siger, at handel med tilladelser ikke er tilstrækkeligt for at opnå den nødvendige reduktion af udledninger, især ikke på kort sigt.

Det tredje punkt er, at vi kan se det, som i et kapitalistisk samfund er logisk og uundgåeligt. Gennem denne mekanisme bliver selve klimaet gjort til en vare, som kan handles på det fri marked. Denne tilgang, hvor det bliver hver enkelts problem at klare problemet, er en uløselig modsætning, fordi selve problemet er et kollektivt problem, som vedrører hele det globale samfund.

For det fjerde er det åbenlyst, at alle disse markedsløsninger indtil nu ikke har formået at stoppe den fortsatte stigning i udledningerne. De åbnede kun op for et nyt og profitabelt marked for finanskapitalen – markedet for CO2-kvoter.

Den ”grønne” løsning

Her finder vi forskellige borgerlige grønne økologer og partier, især det store grønne parti i Tyskland. De kalder det ”green new deal”. Det imponerende navn må ikke få os til at tage fejl. Det handler også om et forsøg på at bekæmpe klimaforandringerne med klassiske kapitalistiske metoder. De vil gerne kanalisere en del af investeringerne over i grønne teknologier, og på denne måde delvist regulere markedet.

Lad os huske, at begrebet ”new deal” kommer fra Roosevelts økonomiske reformprogram efter krisen i 1929. Og den var nærmest en komplet fiasko. Den amerikanske økonomi rejste sig ikke på grund af New Deal, men på grund af Anden Verdenskrig. Statistikken bekræfter dette.

Og med hensyn til at lede investeringer over i grønne teknologier, så viger disse folk uden om det centrale problem: Det er ikke en løsning at fortsætte med kapitalistisk produktion og distribution og fortsat vækst baseret på sol- og vindenergi, fordi det centrale problem er ikke kun brugen af fossile brændstoffer, men overudnyttelsen af de samlede naturressourcer og den konstante fortsatte vækst.

Den ”teknologiske” løsning

Jeg kalder den tredje tilgang for den teknologiske. Det handler om projekter som for eksempel den såkaldte CCS-teknologi, altså at gemme CO2 under jorden, eller initiativer som enorme vindmølleparker eller (solenergiprojektet, o.a.) Desertec Project i Nordafrika, og – ikke at forglemme – atomkraft.

Disse såkaldte løsninger forsøger på den ene side bare at udsætte problemet til en gang i fremtiden i stedet for at løse det, og for det andet fokuserer de på monsterteknologier. Sidstnævnte har fået en fremtrædende politiske rolle. Energipolitik er magtpolitik, som vi har lært siden de forskellige krige om ”vores” olie i Irak, Kuwait og andre steder. Så projekter som Desertec er fortsættelsen af energipolitisk imperialisme under nye vilkår.

Hvorfor virker disse strategier ikke?

Løsninger, som holder sig inden for den kapitalistiske produktionsmåde, virker ikke, fordi denne produktionsmåde i sin indre logik hverken tillader den nødvendige reduktion af drivhusgasser eller de nødvendige bæredygtige initiativer.

Jeg vil vise noget om denne logik med transportområdet som eksempel. Den industrielle kapitalismes historie er også en historie om en hastigt voksende udvikling. Og dette har en objektiv forklaring. Kapitalismen lider hele tiden under den såkaldte lov om profitratens tendens til at falde. Alle kapitalister forsøger at kompensere for dette på forskellig måde. En af disse er at sætte lønningerne ned. Men en anden er at nedsætte kapitalens omslagstid. Jo hurtigere produkterne når frem til forbrugeren, jo hurtigere får kapitalisterne deres investerede kapital tilbage, som ellers ligger ”død” i den mellemliggende periode. Og konkurrencen mellem de forskellige kapitaler tvinger dem til at blive endnu hurtigere. Og dette kræver hurtigere og hurtigere transport. Men energiforbruget stiger eksponentielt med stigningen i hastighed. Overalt i verden kan vi se, hvilke ødelæggelser kapitalen forårsager i på grund af dette objektive behov for at forøge transporthastigheden: nye motorveje, højhastighedstog, lufthavne, skibsfragt osv.

Og endnu en punkt: Kapitalismen arbejder ud fra princippet om profit på kort og mellemlangt sigt. Klimaforandringer er en ekstrem langsom proces. Det, som vi gør i dag, vil have konsekvenser om 30 eller 50 år. Kapitalens interesse i kortsigtede profitter står i uløselig modsætning til nødvendigheden af en langsigtet, verdensomspændende kollektiv miljøpolitik.

Det sidste punkt er kapitalens krav om konstant vækst. Profitterne skal under alle omstændigheder investeres igen og det skaber det, som vi ikke har brug for: mere vækst.

Hvilken løsning?

At vi må handle, og at vi må handle hurtigt, er åbenlyst. Men hvad er løsningen?

En fuldstændig, udviklet model for et fremtidssamfund, er der kun slags mennesker, som kan levere: science fiction forfattere og sekterikere. Derimod er det muligt at udstikke de generelle principper, som et samfund skal fungere ud fra – det er det, jeg kalder et økosocialistisk samfund. Og vi kan definere de vigtigste skridt, som er nødvendige for at nå dette mål.

Overordnet har vi brug for:

  • Bæredygtighed
  • Deceleration (nedsat hastighed)
  • Fælles kollektiv ejendom
  • Decentralisering
  • Regionalisering af produktion og distribution

Dette indebærer en radikal ændring fra en kapitalistisk til en ikke-kapitalistisk produktions- og distributionsmåde.

Blandt marxister har diskussionen indtil nu mest drejet sig om spørgsmålet om social lighed. I dag må vi diskutere dette spørgsmål i en udvidet betydning, hvor vi også har den økologiske dimension med.

Med hensyn til produktion og distribution af varer, energiforbrug, og i alle relationer med det naturlige miljø, så må vi altid starte med at spørge, hvilke konsekvenser de pågældende aktiviteter har for miljøet. Og det er kun et spørgsmål om at kigge på omkostningerne – som i de utallige og resultatløse klimakonferencer. Denne tilgang skaber bare en endnu en industri: miljøindustrien…

Derfor må vi først have social lighed, og dette kan ikke opnås uden at afskaffe den private ejendomsret.

For det andet skal have demokratisk kontrol over produktion og distribution, og dette må en bred og åben debat om de reelle behov.

Til dette har vi behov for god tid og god uddannelse. Vi kan få begge ting, hvis vi fjerner årsagerne til den konstante acceleration, hvis vi fordeler arbejdet til alle og nedsætter arbejdstiden ved at fjerne al unødvendigt arbejde og unødvendig produktion.

Vi skal huske, at Karl Marx skrev i tredje bind af Kapitalen: »Frihedens rige begynder i virkeligheden først der, hvor det arbejde, der er bestemt af nød og ydre hensigtsmæssighed, ophører; frihedens rige ligger altså ifølge sagens natur hinsides den egentlige, materielle produktions sfære.«

Livets mening er ikke, som kapitalismen forsøger at få os til at tro, at eje flere og flere mere eller mindre ubrugelige varer, men at være i stand til, at have tid til, at dyrke de virkelige behov, og disse er de immaterielle: dovenskab, social og personlig kommunikation, kunst og i første række – kærlighed.

Klaus Engert er medlem af Fjerde Internationale i Tyskland og har skrevet bogen ” Ökosozialismus – das geht! (2010). Han holdt dette oplæg på den internationale ungdomslejr i Besalu, Spanien, i 2012. Oversat af Peter Nielsen og Karina Skov.

Från Socialistisk Information

Intressant?
Läs även andra bloggares åsikter om , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

About these ads