Island – en politisk bakgrund

Del 1 av 2 i serien Isländsk politik

Isländsk politik

IslandDet finns ett stort antal inlägg om fiske på denna blogg. Däribland många om isländska fiskeriföretag. Island är ekonomiskt beroende av fiske. Men ön är mycket mer. I öriket har man faktiskt gjort en slags revolution. Störtat regeringen, förstatligat bankerna, vägrat betala illegitima skulder osv. Samtidigt är Island det nordiska land om vilket vi i Sverige vet minst. Det går inte att förstå språket även om jag hjälpligt kan läsa isländska numera, och landet är litet och avlägset. Av dessa anledningar kommer det att publiceras ett antal inlägg om politiken på Island på denna blogg. Detta är det första och det är skrivet på danska av en dansk kamrat med isländskt ursprung samt tidigare publicerat i Socialistisk Information.

Anders Svensson

Island – en politisk bakgrund

I slutningen af 1800-tallet var det helt overvejende politiske spørgsmål i Island forholdet til Danmark, Islands stilling indenfor det danske rigsfællesskab. Mange ønskede større uafhængighed for det islandske folk, men mente, at et ønske om politisk uafhængighed var illusorisk, så længe landets næringsliv var underudviklet. At ministeren for Island var bosat i landet ville dog være et fremskridt, så kunne denne minister følge med i de forskellige behov og muligheder. Dette skete i 1904, kort efter at Danmark fik parlamentarisme. Den nye danske regering efterkom de mest yderliggående islændinges ønske, og den udøvende magt blev henlæggelsen til Island, valgt og afsat af det islandske folketing. Det førte til hurtige fremskridt, for eksempel oprettelsen af et telefonnet, som kraftigt stimulerede økonomisk vækst og samlede landet. Således fik Island parlamentarisme på samme tid som Danmark, autonomi i 1918 og selvstændighed i 1944.

Nu udviklede den islandske politik sig til klassepartier, især under Første Verdenskrig, da Island effektivt var adskilt fra Danmark, og fik direkte adgang til sydeuropæiske markeder for sin klipfisk. De første klassepartier blev stiftet i 1916, Socialdemokratiet, og derefter Fremstødspartiet – et centerparti, begge stiftet af samme mand, Jónas frá Hriflu, som blev en slags islandsk Mussolini i mellemkrigsårene, dog uden fascistiske tropper. Fremstødspartiet byggede på bønder og coop-bevægelsen. De konservative samledes i 1922.

I 1930 blev Socialdemokratiet splittet ved dannelsen af Islands Kommunistiske Parti, på ordre fra Moskva, og efter at de islandske kommunister var blevet isoleret indenfor det islandske socialdemokrati – blandt andet på ordre fra det danske socialdemokrati, som ydede afgørende finansiel støtte til det islandske søsterparti.

Det islandske kommunistparti havde sin venstresekteriske periode i første halvdel af 1930’erne og var lille, men fra 1935 fulgte det stalinismens internationale drejning til revisionisme igennem folkefrontpolitikken. Det blev således nedlagt i 1938 for at danne et nyt socialistisk enhedsparti sammen med venstrefløjen af socialdemokratier. Under krigen led det nye parti først under isolation pga. Finlandskrigen, men ledede derefter ulovlige strejker mod den engelske besættelsesmagt, erobrede fagbevægelsen, og støttede løsrivelsen fra Danmark i 1944. Socialdemokraternes ledelse var alene imod denne beslutning, som 97,9 procent af islændingene stemte for. Det kan være en af forklaringerne på socialdemokratiets nedtur til at blive et ubetydeligt parti, mens stalinisterne fik over 20 procent af stemmerne. Sovjetunionens internationale fremgang kan også have bidraget.

Siden da har Islands politiske system været stort set uforandret, trods talrige forsøg på at danne midterpartier. De er alle strandet på den enkle kendsgerning at der næsten ingen forskel er på socialdemokraterne og stalinister, som er fremtrådt under forskellige revisionistiske partidannelser, men stort set har været som det danske SF. I slutningen af 1960’erne udviklede den stalinistiske ungdomsorganisation sig mod venstre under indtryk af ungdomsoprøret. Organisationen blev først anarkistisk, så maoistisk og til slut trotskistisk. Forskellige maoistiske organisationer opstod i 1970’erne, men alle disse organisationer døde i løbet af 1980’erne, simpelthen pga. manglende resultater af årelang kamp.

Mange taler derfor om ”Fjórflokkurinn” – Firebanden*, som om de forskellige partier førte samme politik. Men det er indlysende forkert. De største politiske spørgsmål i dagens Island deler partierne: Skal man søge medlemsskab af EU, skal fiskerikvotesystemet bevares eller genforhandles, skal Island have en ny grundlov, og skulle den islandske statskasse være garant for de krakkede islandske bankers internationale gæld?. Det sidste blev forkastet ved EF’s domstol, men man skal være meget religiøst indstillet overfor politik for at sige nej til de andre punkter.

* De fire partier er:
• Selvstændighedspartiet (højre-liberalt)
• Fremskridtspartiet (centrum)
• Samfylkingin/Folkefronten) (socialdemokratisk)
• De Venstregrønne (venstrefløj)

Örn Olafsson

Intressant?
Läs även andra bloggares åsikter om , , , , , , , , , , , , , , , ,

Series NavigationNytt revolutionärt parti på Island >>
About these ads