Alternativ till gangstergängen

Andre fællesskaber end bandernes

Bandernes aktiviteter fylder i medierne, ligesom de sætter deres præg i de boligkvarterer, hvor de bor. Især bandernes etnicitet fokuseres der på, trods der vel her er en vis ”ligestilling” mellem etniske danske og etniske mindretal.

At unge beskæftiger sig med bander kan meget vel skyldes at de søger fællesskaber, når de føler sig udelukket fra andre fællesskaber.

For nogle unge mænd fra etniske mindretal er det danske samfund lukket land. Selvforskyldt eller ej. De bliver eller føler sig stigmatiseret. De har høj arbejdsløshed, dårligt grundskoleforløb, højt frafald på erhvervsskolerne, mangler praktiskpladser. De ser deres medsøstre have en anderledes succes i skolerne, i uddannelsessystemet og på arbejdspladser.

Det skal også nævnes, at en faktor i bandedannelser er fraværet hos drengene af en faderskikkelse. Dels er forklaringen, at han ikke fysisk er til stede i familien. Dels kan han være så traumatiseret på grund af krig, tortur og flugt, at hans betydning for sønnen eller sønnerne er begrænset. En ny undersøgelse af bander med etniske dansk majoritet viser, at for flertallet var deres fædre til stede under deres opvækst. For de flestes vedkommende var de vokset op hos en enlig mor.

I banderne kan drengene, de unge mænd, opnå en status, et gruppefællesskab. Utilpassetheden kan også i ekstreme tilfælde føre unge etniske mænd til at søge mod terrorgrupper.

Islamistiske bander?

I enkelte medier har Hizb ut-Tahrirs udtalelse om, at den vestlige kultur er skyld i bandekonflikten, vakt forargelse. Med risiko for at blive anklaget for sympatier med denne organisation må man dog give den ret i en vis forstand. Bandernes aktivitet har intet med islam, som organisationen dyrker fuldt ud, at gøre. Endvidere er dens aktiviteter faktisk med til at få unge muslimer væk fra kriminalitet. Det samme gælder en anden islamistisk gruppering, salafisterne.

At unge tilslutter sig disse organisationer har nok mere med behov for fællesskaber at gøre. Fællesskaber, nogle af de unge ikke møder i det danske samfund. At kriminelle bander og islamistiske grupper i den borgerlige offentlighed fremtræder som identiske kan ikke overraske. Virkeligheden synes en anden. Det er nødvendigt at skelne for at kunne finde løsninger.

Begge – banderne og de islamistiske grupper – har det til fælles, at de regerer på samfundets og systemets manglende evne og lyst til at lave en reel integration, at give de unge med etnisk mindretalsbaggrund et omfattende medborgerskab til dette samfund. Men de to gruppers funktion er helt forskellige. Banderne beskæftiger sig med kriminalitet som salg af stoffer i skarp konkurrence med andre bander, som Hell Angels og Bandidos. De islamistiske gruppers funktion og mål er at udbrede islam i deres særlige fortolkning og udgaver til unge.

Fra ”ghettoer”

Dertil kommer, at unge bandemedlemmer så godt som alle bor eller rekrutteres fra de såkaldte ghettoer, der i forvejen er stigmatiseret. I bogen ”Fællesskab” bruger den polsk fødte sociolog, Zygmunt Bauman, et kapitel på ”Ghettoen”. Han skriver blandt andet:

”Ghettoiseringen forløber parallelt med og kompletterer kriminaliseringen af fattigdommen. Der foregår en stadig populationsudveksling mellem ghettoerne og fængslerne, der hver især fungerer som en stor og voksende input-kilde for den anden. Ghetto og fængsler er to varianter af den strategi, der går ud på at ”lænke de uønskede til stedet”, en indespærringens og immobiliseringens strategi. I en verden, hvor mobilitet og ubegrænset bevægelsesfrihed er blevet vigtige faktorer i den sociale stratifikation, er dette (både fysisk og symbolsk) et våben, der kan udvirke den endegyldige eksklusion og degradering og samle ”de lavere klasser” og de fattige i en ”underklasse” – en kategori, der er blevet udstødt af enhver klasse eller ethvert andet socialt system af funktionel betydning og nytte, og som fra begyndelsen er defineret med henvisning til dens kriminelle tilbøjeligheder”

Og Zygmunt Bauman fortsætter:

”Når fængslet og ghettoen først er blevet de eneste alternativer til livet på et risikobetonet og dereguleret arbejdsmarked, vil en ydmyg accept af ”kasino-økonomien” med dens nådesløse overlevelsesspil fremstå som en udholdelig, ja, måske ligefrem ønskværdig mulighed”.

Alternative fællesskaber

I dette fællesskab – banderne – kan man få anerkendelse, respekt, funktioner, status, hurtigt tjente penge, osv., som en del unge af anden etnisk herkomst end dansk ikke kan opnå i samfundet. Mod at yde en indsats i banderne, i bandernes hierarki, på den kriminelle front kan en status og funktion opnås, altså i et negativt afhængighedsforhold. Og det er meget svært at komme ud af igen. Den interne disciplin er hård, og hvad er den unges alternativ?

Imidlertid er det her, løsningerne skal findes. I at skabe rammerne for sådanne alternativer, samt en række andre tiltag, som ”at indskrænke stofmarkedet” ved dels at lovliggøre hash under kontrollerede former og dermed fratage store dele af bandernes marked, dels ved at forbedre støtten til folk, så de ikke har dette misbrugsbehov i så udpræget omfang.

I bander får de den identitet, de mangler, når de føler sig ekskluderet af det danske samfund. Men hvordan kan unge få succes, føle sig som en del af andre fællesskaber? Det andet fællesskab er samfundet som sådan! Og nøgleordet her er at forebygge, hindre at flere bliver aktive i bander. Og de, der allerede er i bander, må via socialt arbejde og mange andre tiltag ind i andre positive fællesskaber.

Indsatserne må ikke mindst være omkring uddannelse og job. Og når de unge er kommet ind på uddannelsesstederne handler det også om fastholdelse, da frafaldet er stort. Lektiehjælp er en vigtig støtte, der må tilbydes, ligesom det hjælper at have en mentor, gerne fra eget miljø. Den unge må mødes med anerkendelse, imødekommenhed, for at opnå selvværd, selvfølelse og selvtillid. Overfor et destruktivt fællesskab må der dannes mere konstruktive fællesskaber. Og jo tidligere indsatsen sker, jo bedre. Og det er aldrig for sent at skabe noget andet.

Manglen på praktikpladser, den nye kontanthjælpsreform, SU-reform, øget arbejdsløshed med videre viser, at disse områder – som mange andre – er en del af kampen mod kriminalitet og de bander, der står bag. Derfor er denne kamp, dette område, også et anliggende for fagforeninger, for venstrefløjen, for frivillige og professionelle i den offentlige sektor, der i dette lys heller ikke har brug for nedskæringer.

Svend Vestergaard Jensen

Ursprungligen publicerat i Socialistisk Information

Intressant?
Media: Skanskan1, 2, NSK1, 2, SR,
Läs även andra bloggares åsikter om , , , , , , , , , , , , , ,

About these ads