Økonomisk krise: En social og politisk polarisering

Francois Sabado fra det franske Nye Antikapitalistiske Parti, og medlem af ledelsen af Fjerde Internationale, diskuterer i dette interview den aktuelle økonomiske krise, arbejderbevægelsens modstand og udfordringerne for venstrefløjen.

Vi bringer her et første uddrag af interviewet, hvor Sabado sammenligner den nuværende krise med 1930’erne.

Spørgsmål: For nyligt insisterede den amerikanske marxistiske økonom Robert Brenner i et interview (interviewet er genoptrykt i International Viewpoint) på, at de politiske tiltag efter Anden Verdenskrig, som har forsøgt at inddæmme chokfølgerne fra kapitalistiske kriser – både den keynesianske politik i 1950´erne, 60´erne og 70´erne og de seneste, der baserede sig på låntagning og finansiel spekulation – at disse tiltag forhindrede krisens ”rensende effekt” på overskudskapaciteten af industriel produktion. Det vil sige at en ny vækst i profitabiliteten af investeringer i vareproducerende industri blev forhindret, samtidig med at profitraten blev trukket ned. Ifølge Brenner må kapitalistiske løsninger på den nuværende verdenskrise – det vil sige tiltag for at hæve profitraten – nødvendigvis involvere en sådan ”udrensning” af overskydende produktionskapacitet, med andre ord likvidere de mindst profitable industrier i meget stor skala, gennem massearbejdsløshed og et betydeligt fald i lønomkostningerne, dvs. direkte og indirekte lønninger. Dette ville være meget langt fra ”velfærdsstaten ”, men for at påføre arbejderklassen et sådant nederlag, vil kapitalen, i særdeleshed i Europa, være nødt til at satse på en autoritær statslig indgriben, som du også tidligere har været inde på. Er demokratiske landvindinger efter din opfattelse i fare?

Francois Sabado: Når det drejer sig om Robert Brenners vurderinger, er der et punkt som må understreges, hvis vi taler om et overskud i industriel produktionskapacitet, hvor befinder det sig så? Hvis vi taler om overskud i produktionskapaciteten i de imperialistiske centrer, så er hans tese vel underbygget, men man bør tage hensyn til et yderligere element, nemlig at der er sket en politisk forandring af historiske dimensioner: genindførelsen af kapitalisme i Rusland, i de central- og østeuropæiske lande og frem for alt i Kina. Hvis vi baserer vores vurdering på hele kloden, hvis vi tager højde for de så kaldte ”fremvoksende økonomier” – i Latinamerika eller Indien – med disse nye markeder, disse nye områder, der står åben for kapitalismen, kan vi så tale om overskudskapacitet?

Ydermere er det et af de spørgsmål, som Kina rejser: Vil den kapitalistiske dynamik i dette land være i stand til, om ikke at trække verdenskapitalismen ud af sin krise, så at inddæmme den, at begrænse den? Det, som er sikkert, og som vi allerede har set, er, at der ikke er nogen måde at isolere sig på. Krisen i de imperialistiske centre har medført et fald i væksten, i og med at de fremvoksende økonomier er afhængige af eksport til disse centre. Det gælder endda i Kina, men med visse begrænsninger, fordi Kina stadig har en forholdsvis høj vækstrate, og vi kan iagttage forsøgene på at opbygge et hjemmemarked der. Vil det være tilstrækkeligt til at genrejse økonomien eller i det mindste at begrænse krisen?

Men selvfølgelig indebærer den nuværende krise en massiv ødelæggelse af værdi. Vi kan se det i sektorer som bilindustrien, såvel som de sektorer der af afhængig af den, leverandørerne af industrielt udstyr, underleverandører osv. Vi kan også iagttage det i andre sektorer, ejendomsmarkedet, tjenesteydelser… der sker en massiv ødelæggelse af denne overskudskapacitet. Det finder sted, med alt hvad det indebærer af sociale angreb, for spørgsmålet er: Hvem skal betale krisen?

Der er arbejdsløshed; der er lønnedskæringer, i en række lande specielt i den offentlige sektor…. I denne situation er krisen så omfattende, at borgerskabet forsøger at begrænse den gennem en række økonomiske redningsplaner – tilskud til bankerne, åbning for arbejdsfordeling osv. – men hvis krisen uddybes, og det er en af de mest sandsynlige formodninger, kan det føre til langt voldsommere angreb og disse vil blive fulgt op af autoritære tiltag. Ydermere kan vi i en række lande se en vækst i autoritære, fremmedfjendske og reaktionære højrefløjsstrømninger, som bestemt går ind for at bruge barske metoder. En sådan konfrontationspolitik vil uundgåeligt blive fulgt op af autoritære foranstaltninger.

De forholdsregler som kapitalistiske institutioner gennemfører, tager sigte på at få arbejderne til at betale for krisen. Som du nævnte bliver lønningerne skåret ned i en række lande, specielt inden for den offentlige sektor. I Irland har regeringen besluttet at sænke de offentligt ansattes lønninger med 7 procent, den lettiske regering skar dem ned med 15 procent i januar, i Ungarn forudser tilpasningsplanen ophævelse af udbetalingen af den trettende månedsløn inden for statsadministrationen… Den nuværende formand for den Europæiske Centralbank, Jean Claude Trichet, opfordrede i begyndelsen af marts de europæiske regeringer ”til at forsætte på vejen med dristige budgetter, specielt når det drejer sig om lønningerne i den offentlige sektor”. Men selv om både den ungarske og lettiske regering faldt efter mobiliseringer mod disse planer, og vi i Irland så en meget stærk mobilisering – 120.000 demonstranter den 21. februar – så fortsætter man med at gennemføre planlagte angreb. Hvordan kan arbejdere forsvare sig?

Francois Sabado: En række af de tiltag, som er blevet gennemført, indebærer betragtelige angreb. Angreb på dette niveau har endnu ikke påvirket lande som Frankrig. Den sociale og politiske situation i Europa er temmelig ujævn.

Hvis vi sammenligner med krisen i 1929, så er der en sammenhæng mellem krisens brutalitet og voldsomheden af de sociale konfrontationer på den tid. Dengang så vi konfrontationer mellem revolution og kontrarevolution, mellem revolutionære bevægelser som var fremkaldt af chokbølgerne fra den russiske revolution og kontrarevolutionære bevægelser der hang sammen med fremvæksten af fascisme og nazisme. Den langsomme uddybning af den nuværende krise – i modsætning til 1929 er der ikke et altomfattende sammenbrud, krisen bliver inddæmmet med enorme sociale og økonomiske omkostninger – skaber langsommere bevægelser, både når det drejer sig om kapitalens angreb og den sociale modstand herimod.

Sammenlignet med 1930´erne, hvor vi havde disse skarpe skift og meget skarpe, meget koncentrerede konfrontationer, så foregår tingene i dag mere i ”slow motion”, med mindre hurtige rytmer. Det skaber en mere sammensat situation. Der kan i visse sektorer allerede optræde frygt og bekymring, men vi oplever ikke at arbejdergrupper er blevet demoraliserede, fordi de har lidt nederlag. I disse første måneder med økonomisk krise har vi ikke i noget land haft en situation, hvor arbejderklassen har lidt nederlag, tværtimod har vi snarere set social modstand, om end med stor ujævnhed.

Vi kan først og fremmest se en social og politisk polarisering i en række lande: På den ene side er der social modstand, folk der går ind i kampe, på den anden side er der en vækst i reaktionære, fremmedfjendske og racistiske strømninger. I Storbritannien med reaktionerne i visse strejker omkring temaet ”britiske jobs til britiske arbejdere”, i Italien med den meget specielle autoritære Berlusconi-regering, som blev støttet af fremvæksten af Liga Nord og af fremmedfjendske nationalistiske strømninger.. og i visse lande kan der forekomme en vækst i fascistiske eller halvfascistiske organisationer. Der er ikke en mekanisk sammenhæng mellem en økonomisk krise, klassekamp og radikalisering, tingene er mere komplicerede end som så.

Imidlertid har der i række lande været vigtige strejker, aktionsdage, der var eksplosionen blandt de græske unge i slutningen af 2008 og også store mobiliseringer – i begyndelsen af året i Portugal og i Italien, samt aktionsdagene i Frankrig, hvor de sidste tre var vigtige.. Jeg tror at den franske situation er temmelig usædvanlig, når det handler om radikaliteten, om den sociale styrke.

Den sociale styrke er en del af en overordnet situation, hvor arbejderklassen har en evne til modstand, hvor det sociale system fortsat udgør et vigtigt sikkerhedsnet, selv om det i betragteligt omfang er blevet afmonteret, og hvor en række af arbejderbevægelsens landvindinger, institutionelle og organisatoriske, fortsat eksisterer. Alt dette betyder, at der er elementer af modstand. Det afgørende spørgsmål er hvordan man gennem et nødprogram – der koncentrerer sig om forsvaret af job, forbud mod fyringer, forsvar af lønninger og af den offentlige sektor – kan forene millioner af arbejdere, de arbejdsløse og de unge, for at tvinge regeringerne til tilstrækkelige tilbagetog på disse spørgsmål, med andre ord at gennemtvinge en række nødforanstaltninger. Om dette er muligt forbliver et åbent spørgsmål, det vil vi se i de kommende måneder. Under alle omstændigheder er det et første skridt: at skabe samling om et nødprogram, som er socialt, demokratiske og økologisk, fordi disse spørgsmål alle er tæt forbundne, i en situation med krise.

Interviewet blev lavet af Jan Malewski i maj 2009. Hele interviewet kan læses på International Viewpoints hjemmeside. . artiklen ursprungligen från Socialistisk Information.

Intressant?
Borgarmedia om krisen: Politiken, SVD1, 2, DN, GP, Information1, 2,
Läs även andra bloggares åsikter om , , , , , , , ,

Advertisements