Folkelig opstand mod Tunesiens diktatur og europæisk imperialisme

Tunesien gennemgår i disse uger en sand folkelig opstand. Gnisten – en ung arbejdsløs mands selvafbrænding – illustrerer desperationen blandt ungdommen, der udgør en stor del af befolkningen, hvor arbejdsløsheden er ekstremt høj. Men den udviklede sig hurtigt til en massebevægelse, først blandt arbejdsløse. Dernæst arbejderne, som tvang selv den officielle fagbevægelse til at droppe støtten til regimet. Da vinterferien var slut tilsluttede gymnasieelever og studenter sig til.

Opstanden har vist sig at være usædvanlig standhaftig – på trods af brutal vold fra politi og militæret side.

Foreløbig har opstanden jaget diktatoren gennem 23 år ud af landet, men folket stiller sig ikke tilfreds med en koalitionsregering, proppet med repræsentanter for det gamle regime. Demonstrationerne fortsætter, og stillet sig over for regimets vold og kriminelle bander, der udnytter situationen, er der opstået tusinder af lokale ”folkelige forsvarskomiteer”.

Der er tale om en social opstand mod stigende fattigdom og social nød og for elementære demokratiske rettigheder. Opstanden skyldes, at den økonomiske krise er skyllet ind over landet, der i forvejen var præget af udbytning, korruption og regimets berigelse af sig selv og sine.

Den økonomiske og sociale krise i Tunesien er sammenbruddet for et styre, som er blevet hyldet af regeringerne i Europa og USA og af de internationale banker og finansinstitutioner som f.eks. IMF. Tunesien var den nyliberalistiske mønsterelev, som pænt privatiserede, udliciterede og skar ned på den offentlige sektor. Det tunesiske mirakel blev det kaldt.

For de multinationale koncerner blev Tunesien et arabisk slaraffenland. Hvert år forsvinder 1,1 – milliard dollars – 110 dollars pr. indbygger – ud af landet som følge af korruption, bestikkelse og skatteunddragelse ved hjælp af falsk prisfastsættelse mellem moder- og datterfirmaer. I det beløb er lovlige profitter ikke indregnet!

Så længe regimet gav frit spillerum for multinationale virksomheder og kunne posere som ”bolværk” mod islamisme, var regeringerne i de rige lande fuldkommen ligeglade med korruption og diktatur. F.eks. lykønskede EU-præsidenten ved et af de pseudovalg, han har vundet. Mere betydningsfuldt har ET støttet Tunesien gennem et naboskabsprogram, hvis officielle formål bl.a. er at demokratisere landet – uden nogen effekt overhovedet.

Derfor er opstanden mod regimet også et oprør med imperialismen.

Trods præsidentens flugt sidder det gamle regime stadig ved magten. Der arbejdes ihærdigt for at undgå reelle forandringer. Den aktuelle koalitionsregering er en del af dette.

Der er næppe nogen tvivl om, at de europæiske regeringer med den gamle kolonimagt Frankrig i spidsen også manøvrerer i kulisserne med dette formål Derfor fortsætter opstanden. Fra de mere politisk formulerede kræfter rejses krav om demokratiske valg og om en grundlovgivende forsamling, der kan etablerer rammerne for et helt nyt system.

Afgørende bliver det, at spirerne til folkelig organisering fastholdes, udvikler sig og bliver koordineret på landsplan. Uden en begyndende modmagt vil det gamle regime med politi og militær og udenlandske regeringer i ryggen få alt for let spil.

Med de magtfulde modstandere har den tunesiske opstand brug for international solidaritet. Lignende opstande i de andre nordafrikanske og arabiske lande er det, som for alvor kan hjælpe det tunesiske folk.
Men også fra resten af verden er der brug for støtte. Det kan f.eks. være protestdemonstrationer mod regimets vold og fængslinger.

Gennem EU har Danmark støttet regimet, og Danmark er en del af den rige kapitalistiske verden, hvis multinationale selskaber har drænet Tunesiens økonomi. F.eks. har A.P. Møller og F.L. Smidt milliardaktiviteter i landet.

Vi kan støtte det tunesiske folk ved at kræve, at de multinationale selskaber med base i Danmark lægger tallene frem for deres økonomiske udvekslinger med Tunesien og andre lande i Den Tredje Verden. Samtidig må vi kræve, at den danske regering lægger pres på regimet for at få det til at opfylde kravene om stop for fængslinger, demokratiske valg og en grundlovgivende forsamling.

SAP’s forretningsudvalg, 21. januar 2011

Intressant?
Läs mer: Fria1, 2, Internationalen1, 2, Jinge, Kildén & Åsman, B & P,
I media: Politiken1, 2, 3, VG1, 2, 3, HD1, 2, 3, 4, DN1, 2, SVD1, 2, AB1, 2, Information1, 2, 3,
Läs även andra bloggares åsikter om , , , , , , , , , , , , , , ,

Advertisements
  • Lars Jönsson

    Jag ser att du vågar dig på att skriva på danska – eller är det norska, som jag först trodde? Sällan ser man någon svensk våga sig på detta konststycke.
    Var har du lärt dig danska? Är du självlärd?
    Själv är jag som Malmöbo uppfödd med dansk television, och talar till nöds danska. Jag läser och förstår men skulle inte våga skriva danska.
    Jag gratulerar!

    • Jag har inte skrivit just detta själv. Men kan skriva korta saker på danska. Jag förstår danska (men det kan vara svårt med Köpenhamnsdialekt och sönderjysk) och läser danska utan problem. Min barndoms dialekt på den ö jag är uppvuxen (Rörö) är i stort sett samma dialekt som nordjysk. Nordjysk förstår jag alltså rakt av.

  • Pingback: Jinge.se » Mubarak och Internet()

  • Pingback: Vad händer när ett demokratiskt Egypten avvisar ”kampen mot terrorism”? « Röda Berget()