Omstrukturering, revision eller sletning af gælden?

Den græske venstrefløj kæmper med næb og kløer imod de brutale nedskæringer, som regeringen og de udenlandske kreditorer forsøger at gennemføre. Men samtidig foregår der en intens debat på venstrefløjen om, hvad alternativet er.

Organisationen OKDE-Spartakos har for nylig vedtaget nedenstående udtalelse, som går kraftigt i rette med fortalerne for en gældsrevision. OKDE er den græske sektion af Fjerde Internationale og indgår i alliancen Antarsya.

Siden starten på den græske gældskrise har venstrefløjen og arbejderbevægelsen fremsat tre forskellige krav: enten at omstrukturere gælden (for at nedskrive den), at gennemføre en revision eller helt at afskrive gælden. Det handler ikke bare om forskellige paroler, men indebærer også forskellige strategier. OKDE har, på linje med ANTARSYA, støttet den sidstnævnte model.

Det første krav er blevet foreslået af Synaspismos (og dermed af flertallet i SYRIZA) og, i en mere konservativ udgave, af Fotis Kouvelis’ Demokratiske Venstre. Ideen har været at forhandle med kreditorerne for at afskrive en del af gælden, så den igen bliver tålelig. Ikke desto mindre er det det, som sker netop nu, på regeringens og EU’s initiativ, eftersom det er åbenlyst, at hele gælden aldrig vil kunne tilbagebetales. Kreditorerne foretrækker derfor at miste en del af deres profit, hellere end at miste det hele, samtidig med at de bliver kompenseret med nye, mere gunstige betingelser (lave lønninger, afregulering af arbejdsmarkedet osv.) I forhold til fremtidige investeringer. Denne type forhandling er et direkte borgerligt projekt, og det er den eneste “omstruktureringsproces” i den virkelige verden. Og derfor har kravet omomstrukturering af gælden snart mistet sin troværdighed som et element af et svar fra arbejderbefolkningen, og det har efterladt de partier på venstrefløjen, som gik ind for det, i forlegenhed.

Der er brug for mere diskussion om kravet om en revisionskommission, som kan efterse gældsaftalerne og bevise, at nogle af dem er illegitime. Det grundlæggende formål med denne kommission skulle være at afsløre for masserne, at den gæld, som de er udset til at betale, ikke er refærdig eller legitim. På denne baggrund lancerede nogle græske økonomer for halvandet år siden, samme n med politikere fra venstrefløjen og tidligere PASOK-medlemmer (som fx MF’eren Sofia Sakorafa) en appel om en Revisionskommission (ELE). Dette forslag er i dag langt mindre rettidigt end før, og det ser ikke ud til, at der er gjort noget særligt for at danne en sådan komite. Det er dog stadig vigtigt at se nærmere på den grundlæggende ide bag forslaget.

Forslaget om en revisionskommission vil kunne kombineres med kravet om at slette gælden eller ej, men de to krav er ikke lige væsentlige. I vores tilfælde stod dette spørgsmål åbent i den oprindelige appel om ELE. Imidlertid har dette ikke været det eneste problem med dette initiativ. Det store spørgsmål er, hvilet synspunkt man starter fra: at tjekke, om gælden er legitim i henhold til nationale og international lovgivning, og hvis ja, så slette en del af den? Eller, modsat, at nægte at arbejderklassen betaler gælden, uanset om den er legitim eller ej?

Der er fem væsentlige grunde til at gå imod den Græske Revisionskommission (ELE), hvis man anlægger et klar antikapitalistisk svar på krisen og i stedet går ind for af slette gælden:

1. Den offentlige gæld i Grækenland har ikke samme karakter som gælden i den tredje verden. Økonomisk er den ikke påtvunget af udenlandske imperialistiske lande, som plyndrer landet og tjener på et ulige bytte i kraft af en forskellige produktivitetsgrad, selv om et ulige bytte ganske vist vist spiller en vis rolle. Gælden er et resultat af en udviklingsstrategi, som frivilligt er valgt af den græske kapitalistklasse, som også er imperialistisk. Denne ekstra-aggressive strategi, som omfattede en overdreven offentlig låntagning og økonomisk indtrængen i Østeuropa med hjælp fra euro-valutaen, er slået fejl og bliver nu straffet i den inter-imperialistiske konkurrence i forhold til, hvem der skal lide under krisens byrder. Desuden bliver det stadig mere åbenlyst, at gældskrisen i Grækenland ikke skyldes en særlig national særegenhed, men at den den er en del af international strukturel kapitalistisk krise, i sidste ende en overakkumulationskrise, som i første række (men ikke udelukkende) rammer de svage led som for eksempel Grækenland. Teknisk set er der stort set ingen kontrakter,m som en kommission kan eftertjekke, fordi den offentlige låntagning, i modsætning til hvad der normalt sker i den tredje verden, er sket gennem udstedelse af statsobligationer, og ikke lån (i det mindste indtil memorandumet). Så hvis der er noget at afsløre med hensyn til gælden, er det ikke skandaler, men derimod gældens grundlæggende struktur som en mekanisme, der forstærker den klassemæssige udbytning. Denne opgave vil imidlertid grundlæggende ikke blive løst ved et gælds-eftersyn, men derimod gennem marxistisk politisk analyse, politisk arbejde og, selvfølgelig, gennem kamp.

2. Det er ikke et reelt problem at overbevise arbejdere og undertrykte i Grækenland om, at gælden er uretfærdig. De fleste er allerede overbevist om dette, og venstrefløjens uvilje mod at tale om sletning af gælden for ikke at ”skræmme” masserne har vist sig at være uforholdsmæssigt konservativ, hvis den ikke simpelthen har været hyklerisk. Det er slående, at kravet et umiddelbart stop for tilbagebetaling af gælden og kampen for at få den slettet (undtagen den del, som ejes af pensionsfonde) har været et af de første, der blev stemt om i det store folkemøde på Syntagma-pladsen under ”indignados”-bevægelsen, selv om det på daværende tidspunkt kun blev fremført af den ”yderste” venstrefløj (mest tydeligt af ANTARSYA).

Ifølge de seneste meningsmålinger støtter over en tredjedel af den såkaldte offentlige mening en sletning af den offentlige gæld – en andel som åbenlyst er højere, hvis man kun spørger arbejderklassen. Dette er en meget væsentlig andel, i betragtning af den brutale propaganda fra de græske regeringer og massemedierne om, at en statsbankerot vil indebære en total katastrofe for os alle. Det er også slående, at Kommunistpartiet, efter at have afvist kravet i over et år, nu har skriftet holdning og taget det til sig, uden af den grund af skræmme masserne eller miste popularitet. Det virkelige problem er ikke at forklare masserne, at de ikke skal betale gælden (det ved de allerede), men at vise, hvordan de konkret kan undgå at betale den, hvordan de kan gennemtvinge en sletning, og hvordan de kan forsvare sig selv mod det nationale og internationale borgerskabs hævntogt, i tilfælde af, at det lykkes at gennemføre det.

Selvfølgelig forholder det sig helt anderledes med hensyn til en international solidaritets-kampagne. I vores tilfælde bliver det virkelig afgørende at vise, hvordan gælden udbytter og ødelægger de græske arbejdere, for at overbevise folk, som ikke umiddelbart er påvirket. Pointen er ikke at skælde ud på aktivister i udlandet, som skriver under på kravet om en Revisionskommission – fra deres synspunkt kan det være et symbol på solidaritet. Men ikke desto mindre vil et krav om gældsrevision være et klart skridt baglæns.

3. Situationen i Grækenland er helt forskellig fra Ecuador, som man gerne henviser til som et succesfuldt eksempel på en gældsrevision. I Ecuador var det den progressive regering selv, som tog initiativ til at nedsætte en revisionskommission og kontrollere kontrakterne vedrørende offentlig låntagning – i dette tilfælde var der faktisk sådanne kontrakter. Regeringen i Ecuador var et resultat af massebevægelser og arbejderkampe, selv om den på samme tid afslørede sine svagheder. Omvendt er såvel den nuværende ”nationale enhedsregering” som den tidligere PASOK-regering i Grækenland de centrale aktører i den brutale krig, som borgerskabet har erklæret mod arbejderbefolkningen. De handler på vegne af kapitalen uden nogen hensigt om at acceptere selv det mindste klassekompromis. Og det er velkendt, at både den græske stat og de græske kapitalister er fast besluttede på at garantere kreditorerne, at de ikke vil miste deres penge.

En sletning af gælden ville være en trussel ikke alene mod hele deres udviklingsstrategi , men også mod deres egne umiddelbare interesser, eftersom mange af dem selv er kreditorer (over en tredjedel af gælden ejes af græske banker). Så det er absurd at bede en regering af denne type om tilladelse til, eller om at få de ”nødvendige redskaber” til, at tjekke kontrakterne – som det udtrykkes i det oprindelige krav om en Revisionskommission. Et krav af denne type lægger op til, at vi har et fælles problem med regeringen, noget i stil med en ”national sag” eller en national kamp mod den udenlandske ”udplyndring” af vores land.

Tværtimod er vores vigtigste opgave lige nu at vise over for de oprørske masser, at ”vores” regering ikke bare skal kritiseres for at være for underdanig over for de udenlandske banker, men at den er en aktiv nøglefaktor i det angreb, vi er udsat for, og at den skal væltes. Dertil kommer, at det beløb, som Correas regering i Ecuador nægtede at betale med henvisning til illegitim gæld, udgør mindre end 5 procent af den nuværende græske offentlige gæld. Det internationale finanssystem kunne tolerere tabet i Ecuador, men det er ikke tilfældet i Grækenland.

Hvis Ecuador ikke er det rigtige eksempel til en sammenligning med Grækenland, så gælder det endnu mere et andet eksempel, som nogle gange bliver nævnt af ELE-økonomer: Rusland i 1998. Det er næppe nødvendigt at forklare, at i dette tilfælde var sletningen af den offentlige gæld et 100 procent borgerligt projekt, som handlede om en inter-imperialistisk konkurrence og ikke om folkets krav eller den russiske arbejderklasses interesser.

4. ELE er tænkt som en rent videnskabelig og teknokratisk komite med støtte fra kendte ”personligheder”. Det er ikke en kampagne eller en front, og den inkluderer ikke fagforeninger, politiske eller sociale organisationer (”den skal være uafhængig af politiske partier”, som der står i appellen). En første indvendig kunne være, at her er simpelthen tale om et bureaukratisk projekt, eftersom det ikke står klart, hvordan denne ekspert-komite vil kunne kontrolleres af massebevægelsen. Det er imidlertid ikke det eneste problem. Den politiske ramme for ELE, sådan som det er formuleret i den oprindelige appel, er overhovedet ikke ”neutral”, som de mest radikale underskrivere håber. Rammen er snarere socialdemokratisk. Det primære formål er nemlig at finde en vej ud af krisen uden at bryde med kapitalismen regler, men ved at regulere systemet. Ifølge appellen:

”Kommissionens formål skal være at klarlægge, hvorfor den offentlige gæld er opstået, hvilke betingelser den blev aftalt under, og hvad de lånte penge er blevet brugt til. På grundlag af disse tre vurderinger skal Kommissionen komme med passende anbefalinger til håndtering af gælden, også den del af gælden, som vurderes at være ulovlig, illegitim eller odiøs. Formålet med kommissionen vil være at hjælpe Grækenland med at tage alle nødvendige skridt i forhold til gældsbyrden.”

Denne type retorik styrker en falsk patriotisme, hvor man leder efter en udvej for at ”redde Grækenland”, ikke arbejderklassen og de udstødte og udbyttede lag. Men under krisen findes der ikke en udvej for Grækenland i abstrakt forstand, for der er ingen redning, der både er til fordel for kapitalister og arbejdere. Det er enten den ene eller den anden gruppe, som kan reddes, på bekostning af den anden.

5. Tekniske argumenter om gælden er nyttige , men sekundære og et supplement. Grundlæggende er den offentlige gæld i Grækenland ikke et teknisk problem eller et spørgsmål om redskaber, men et fundamentalt klassedilemma: Hvem betaler forkrisen? Hvem bærer byrden for den ødelæggende proces, som krisen krisen har sat i gang? Den gæld, som den arbejdende befolkning og de undertrykte bliver tvunget til at betale er ikke uretfærdig, fordi den bryder med lovgivning, men fordi den brutalt skader deres grundlæggende interesser og rettigheder. Hvis diskussionen kun handler om tekniske spørgsmål, er det åbenlyst, at regeringen og borgerskabet, med alle deres specialister, eksperter, massemedier og propagandaapparater vil have en klar fordel. Det væsentlige er den politiske kerne af kravet om at kontrollere gælden: Arbejderklassens ret til at få adgang til data om statsfinanserne, regnskaber og fonde eller, med andre ord, arbejderkontrol. Vi støtter dette krav. Men det er netop et overgangskrav, som ikke kun indfries under kapitalismens og den borgerlige stats betingelser. Og det er selvfølgelig ikke til nogen nytte at bede om ”nødvendige skridt” fra en borgerlig regering for at kæmpe for dette mål.

Vores uenighed med både Revisionskommissionen og de forskellige venstreorienterede omstrukturerings-programmer er strategisk, men har også umiddelbare konsekvenser for vores forslag i massebevægelsen. Vi bør ikke acceptere, at vi alle står med et problem, som kan løses til glæde for nationen som helhed, uanset hvor ”progressiv” den foreslåede løsning måtte være. Arbejderklassens og de udstødte gruppers vigtigste opgave er ikke at overbevise resten af nationen, men at konfrontere den med kampe, strejker, produktions-blokader osv. for at gennemtvinge en afskrivning af gælden – uanset om den er ulovlig, illegitim eller odiøs. De er ikke bange for vores argumenter. De er bange for vores styrke til at true borgerskabets klasseherredømme.

OKDE – Spartakos, græsk sektion af Fjerde Internationale

Oversat af Karina Skov för Socialistisk Information 

Intressant?
Borgarmedia: SVD1, 2, DN1, 2, 3, SVT1, 2, GP1, 2, E24_1, 2, 3, AV1, 2, 3, 4, 5, 6, VA,
Läs även andra bloggares åsikter om , , , , , , , , ,

Advertisements