Dåligt med alternativ i Palestina

Jga postar hör en artikel av Gilbert Achcar om situationen i Palestina, överstta till danska av Socialistiska Partiets danska kamrater i SAP. Tidigare publicerad i Socialistisk Information.

Brug for et alternativ til Hamas og Fatah

Det er simpelthen ikke muligt at besejre Israel militært udefra. Derfor må enhver fornuftig strategi for at besejre den zionistiske stat tage højde for behovet for en større omvæltning inden for selve det israelske samfund.

Sådan siger Mellemøst-eksperten Gilbert Achcar i denne artikel, der er anden halvdel af et interview med Daniel Finn fra Irish Left Review. Vi bragte første del af interviewet den 19.1.09.

Gilbert Achcar: En status over den palæstinensiske kamp mod den israelske stat siden 1967 viser meget tydeligt, at den palæstinensiske modstand nåede sit højdepunkt i 1988 med den såkaldte ”Stenenes Revolution”, den første Intifada – uden våben, selvmordsbomber, raketter eller noget i den retning, kun massemobilisering. Det var det frygteligste, der kan ske for Israel: Det satte israelerne i en forfærdelig politisk situation.

En realistisk modstandsstrategi
Det kan man drage en lære af. Det handler om en strategisk forståelse, som ikke alle kræfter i regionen i tilstrækkelig grad har taget i betragtning.

I dag er der meget religiøst inspireret maksimalisme i den palæstinensiske kamp – på samme måde som der tidligere var en nationalistisk inspireret maksimalisme, men til gengæld ikke nogen realistisk vurdering af de betingelser, som er grundlaget for at lægge en strategi. Jeg taler selvfølgelig ikke om en kapitulations-strategi i ”realismens” navn som PLO’s (dvs. Arafats og nu Mahmoud Abbas’), men om en modstands- og frihedsstrategi, som ved hjælp af folkelig modstand påtvinger Israel det, der under de nuværende omstændigheder er muligt.

Det mulige under de nuværende omstændigheder er at få Israel til at trække sig tilbage fra de områder, de besatte i 1967, så disse områder får mulighed for at organisere deres eget styre demokratisk for i det mindste at opnå politisk selvstændighed. Det er ikke tilfældet i øjeblikket, hvilket fremgår af Israels og deres vestlige støtters reaktion på Hamas’ valgsejr.

Folkekrig er meningsløs
Ud over dette umiddelbare mål må den eneste fornuftige strategi på lang sigt forsøge at forstyrre selve det israelske samfund. En langsigtet strategi kan ikke udelukkende handle om at angribe det israelske samfund udefra, sådan som PLO’s og Hamas’ strategier gør.

Det er simpelthen ikke muligt at besejre Israel militært udefra, fordi deres bevæbning er langt stærkere end de omliggende arabiske lande, og dertil kommer, at flere af disse lande slet ikke er parate til en konfrontation med Israel. Det gælder ikke bare Egypten og Jordan, men også Syrien.

At befri hele det historiske Palæstina ved hjælp af en ”folkekrig” er meningsløst, fordi israelerne udgør det overvældende flertal inden for før-1967-grænserne. Der er ikke tale om en besættelseshær som USA i Vietnam, Afghanistan og Irak eller Israel i Libanon.

Derudover ved alle, at Israel har været en atommagt siden slutningen af 1960’erne. Enhver tanke om at ødelægge den israelske stat udefra er derfor irrationel – i alle ordets betydninger.
Dertil kommer internationalistiske overvejelser om, hvilken type sejr over den zionistiske stat der er ønskelig.

Bring det israelske samfund i krise
Under alle omstændigheder eksisterer der ingen fornuftig strategi for at besejre den zionistiske stat, som ikke tager højde for behovet for at en større omvæltning inden for selve det israelske samfund, hvor en større del af det israelske samfund aktivt går imod den israelske regerings krigeriske politik og kæmper for en varig fredelig løsning, baseret på retfærdighed, selvbestemmelse og en afslutning af alle former for diskrimination. Det er en afgørende og ekstremt betydningsfuld forudsætning.

Det er derfor, at Intifadaen i 1988 var så vigtig. Den skabte en virkelig og dyb krise i det israelske samfund.
I modsætning til dengang ser vi nu en meget høj grad af sammenhængskraft og enighed blandt israelerne midt i den mest grumme, alvorlige og brutale aggression i landets historie, og det varsler ikke godt. Under disse betingelser – selv hvis de opnår fiaskoer som Libanon i 2006 – hvad sker der så?

Der sker i hvert fald ikke det, at større dele af den israelske befolkning bryder med deres regerings politik, for slet ikke at tale om at bryde med zionismen. De bliver ikke krigsmodstandere, sådan som store dele af Tysklands befolkning blev under Første Verdenskrig, eller som den amerikanske befolkning under Vietnam-krigen. I stedet får vi en yderligere højredrejning.

Det er derfor, at udsigterne for regionen er meget dystre, for hvis denne offensiv ender med en fiasko – som vi ønsker – så ved vi på forhånd, at vi får Netanyahu til magten, og han er værre end den nuværende ledelse. Det er meget svært at se, hvor dette vil ende.

Jordan frygter Vestbredden

Daniel Finn: I israelske medier og blandt beslutningstagere tales der om at overlade Gaza til de egyptiske myndigheder og Vestbredden til Jordan. Det vil være ødelæggende for de palæstinensiske nationale håb i årtier frem. Hvilke skridt mener du, der kan tages for at forbedre udsigterne for den palæstinensiske nationale bevægelse?

Gilbert Achcar: Jeg opfatter ikke situationen, sådan som du beskriver den.
For det første ville det jordanske monarki blive skræmt ved tanken om at skulle overtage kontrollen med Vestbredden. Da der var reelle udsigter i den retning, tog jordanerne højde for den øgede militans blandt palæstinenserne. Derfor havde den daværende kong Husseins planer om en føderation med selvbestemmelse for Vestbredden eller for Vestbredden og Gaza.

Men det jordanske monarkis problem er nu, at det ikke kan regne med, at typer som Mahmoud Abbas tæmmer den palæstinensiske befolkning. De ved, at de står over for en meget radikaliseret befolkning, og at en forening af palæstinenserne på Vestbredden og palæstinenserne i Jordan, hvor de allerede udgør et flertal af befolkningen, vil være meget farlig for det jordanske monarki.

Hellere forening med Jordan
En ny forening af Vestbredden og Jordan ville helt klart være til fordel for palæstinenserne, fordi den såkaldte uafhængige stat på Vestbredden og Gaza er meningsløs. Derfor er jeg helt enig med dem, som kritiserer en to-stats-løsning. En såkaldt uafhængig stat på Vestbredden er meningsløs, hvis den er gidsel mellem Israel og Jordan – som en hammer og en ambolt.

Derfor har det palæstinensiske folk brug for det pusterum og frirum, de kunne få i Jordan – også på grund af de menneskelige og familiære bånd, der eksisterer mellem de to bredder af Jordan-floden. Der eksisterer et naturligt historisk fællesskab mellem samfundene på de to bredder. Hvis dette fællesskab skal kunne udøve selvbestemmelse, er det nødvendigt med en ny slags regering i Jordan, en virkelig demokratisk regering og ikke en regering, hvor flertallet af befolkningen bliver undertrykt af et regime, som opmuntrer etnisk splittelse, som det sker nu.

Derfor tror jeg ikke, at den jordanske regering er særlig entusiastisk ved udsigten til en forening af de to bredder – jeg tror ikke engang, at de overvejer det. I 1988 afskar Kong Hussein officielt forbindelserne mellem hans kongedømme og Vestbredden. Hvorfor gjorde han det?

Ganske enkelt fordi på det tidspunkt var Intifadaen i gang. Monarkiet havde hersket over Vestbredden, lige siden hans far indgik en aftale med zionisterne i 1948, uden større problemer, indtil den blev besat af israelerne i 1967. I 1988 forstod han, at den vestbred var blevet umulig at styre i lyset af intifadaen. Den var blevet en varm kartoffel: for farlig at styre, og det er derfor, at han afbrød forbindelsen officielt og opgav ethvert krav på Vestbredden.

En tredje kraft er nødvendig

Daniel Finn: Tror du, at Hamas og Fatah vil blive ved med at dominere den palæstinensiske scene i en overskuelig fremtid? Eller tror du, at nogle af de marginale kræfter, der eksisterer i øjeblikket, har nogen chance for at gøre sig gældende i højere grad?

Gilbert Achcar: Lige nu kan jeg ikke se, at der er udsigt til sådan en udvikling. Der er ikke nogen, som for alvor kan udfordre de to store spillere, Fatah og Hamas.

De andre kræfter, som eksisterer, især den palæstinensiske venstrefløj, har mistet troværdighed, efter at de gennem årene har spildt så mange muligheder. Så man kan ikke forvente en pludselig mirakuløs udvikling, med mindre der opstår nye kræfter, som vi endnu ikke har hørt om, og som ville have brug for tid til at modnes.
Under de nuværende omstændigheder vil den indre udvikling af de to poler i det palæstinensiske samfund fortsætte – en kamp mellem forskellige fraktioner inden for Fatah og lige sådan inden for Hamas. Begge disse bevægelser er store og har masseopbakning og meget stor medlemsbasis, og derfor er de ikke monolitiske. Forandringer inden for disse bevægelser er mere sandsynlige end uventede fødsel af nye kræfter udenfor.
Når det er sagt, så håber jeg meget, at der opstår en tredje styrke. Det kunne være en progressiv bevægelse, baseret på den venstrefløjstradition, som eksisterer blandt palæstinenserne, og som ikke er betydningsløs, selv i Gaza, selv om den ikke er
stærk nok til at være en modvægt til Fatah og Hamas.

Gilbert Achar er medlem af ledelsen af Fjerde Internationale. Han boede i mange år i Libanon og er nu professor ved School of Oriental and African Studies i London. Han er forfatter af mange bøger, der analyserer samfund og politik i Mellemøsten fra et venstrefløjsperspektiv, blandt andet The Clash of Barbarisms, Eastern Cauldron, The 33-Day War og Perilious Power (en samling af dialoger mellem Achcar og Noam Chomsky).

Denne del af interviewet er oversat af Michael Voss

Intressant?
Borgarmedia: AB1, 2, 3, DN, VG, DB1, 2, Politiken1, 2, 3, SDS,
Läs även andra bloggares åsikter om Hamas, Fatah, PFLP, Gilbert Achcar, Palestina, Gaza, Västbanken, Politik