Egypten på kogepunktet

Bevægelsen har kastet lys på den amerikansk-støttede politistat styret af Hosni Mubarak, den 83-årige diktator, som er forhadt for sin ledelse af et samfund, hvor et lille mindretal har samlet enorme rigdomme, mens mere end 23 procent af befolkningen på 79 millioner lever under den officielle fattigdomsgrænse. Fremvæksten af arbejdernes strejker og protester smelter nu sammen med den pro-demokratiske bevægelse.

Mindst 15.000 demonstranter erobrede Kairos enorme Tahrir-plads den 25. januar i den største politiske demonstration i den ægyptiske hovedstad i de sidste 30 år. Andre titusinder mødte frem til demonstrationer i flere provinsbyer. Mindst to mennesker blev dræbt i sammenstød med de egyptiske sikkerhedsstyrker.
Men snarere end at blive skræmt af politiets undertrykkelse var demonstranterne i stand til at bytte om på rollefordelingen, så det var Egyptens notorisk voldelige betjente, der fik bank. Og som en opfølgning på demonstrationen, indkaldte en række sekulære, demokratiske organisationer til national strejke den 26. januar. (Efter denne artikel blev skrevet, den 25. januar, er protesterne fortsat hver eneste dag, med et foreløbigt højdepunkt den 1. februar. Over 300 menes dræbt indtil nu, SI-red.)

Redaktøren af International Socialist Review (USA), Ahmed Shawki , vendte for nylig vendt hjem fra Kairo. Sammen med den egyptisk-amerikanske aktivist Mostafa Omar snakkede han med Lee Sustar om betydningen af protesterne og om de sociale og politiske kræfter, der gav anledning til dem.
– – – – – – – – – – – – – – – – –
Hvilken betydning har den tunesiske opstand haft for Egypten?

Ahmed: Alle i Egypten taler om Tunesien. Opstanden i Tunesien har sat fokus på manglen på demokrati og på de økonomiske problemer i Egypten.

På alle niveauer i samfundet ser vi en ophobning af klager over, at man ikke kan få dagligdagen til at hæge sammen. Fødevarepriserne stiger og vil fortsætte med at stige. Så er der den høje arbejdsløshed, hjemløshed og manglende muligheder for unge mennesker. De samme spørgsmål er i centrum for kampen i Tunesien, og folk er blevet inspireret af, hvad der er sket der.

Mostafa: En række tunesiske Facebook-aktivister kom med råd til de egyptiske demonstranter om den bedste taktik.

For eksempel har deltagelsen i de protester, som den egyptiske demokratibevægelse har indkaldt til i de sidste par år, ligget på omkring 300 til 400 personer. Politiet vil normalt opløse dem op eller anholde et stort antal mennesker.

Denne gang gik det anderledes. Der er en delvist samlet ledelse, som til en vis grad forberedte demonstrationen. Efter råd fra tuneserne besluttede arrangørerne i Kairo, at man ikke skulle mødes ét sted, men i stedet mødes forskellige steder og derfra samles ved forskellige offentlige institutioner. På den måde vandt man over politiet.

Tidligere ville politiet til tider acceptere demonstrationer, for derefter at kontrollere dem gennem vold eller anholdelser. Denne gang havde de ikke held med sig. Nogle demonstranter samledes ved parlamentet og forsøget at storme det. Andre mødtes ved tv- og radiohuset, hvor de forsøgte at trænge ind. Den største protest i Kairo var på Tahrir-pladsen i byens centrum.

Det andet problem for politiet var, at de ikke forventede så mange deltagere. De troede, at der kun vilel komem et par tusinde til demonstrationen i Kairo, men men der var mindst 10.000 på Tahrir-pladsen, og flere andre steder.

Hvad med protesterne uden for Kairo?

Ahmed: I Alexandria var politiet meget aggressivt og brugte gummikugler for at splitte folkemængden. Men folk holdt stand. Dette er til trods for, at politiet er, som sædvanlig, anholdt de centrale aktivister og chikanerede deres familier.

Mostafa: I en række byer gik politiet til angreb på demonstrationer med gummikugler og vandkanoner. De gav tilladelse til demonstrationerne, men gik derefter til angreb på dem. Men det virkede ikke. Faktisk gik folk til angreb på sikkerhedsstyrkerne. Der er en række rapporter om, at folk slår røven ud af bukserne på sikkerhedsstyrkerne og en fascinerende video af demonstranter, som jagter politiet.

Størrelsen og omfanget af protester uden for Kairo er regeringens største problem. I Suez nægtede folk at opløse demonstrationen og kæmpede en slags guerilla kamp mod politiet. I Alexandria var der en massedemonstration med titusinder, efterfulgt af møder på centrale pladser. Der var fascinerende scener – folk bragte store plakater med Mubaraks ansigt, og brændte dem på gaden. Andetsteds i en række byer i Nildeltaet – et meget industrialiseret område – var demonstrationerne også meget militante. Det var næsten som en national opstand.

I Kairo var en række fremtrædende folk fra oppositionen til stede. Den vigtigste er den tidligere præsidentkandidat, Ayman Nour, der var med til at besætte Tahrir-pladsen.

Er der noget fortilfælde med protester i dette omfang? Hvem står i spidsen for dem?

Mostafa: Det er ikke sket siden 1977, da Tahrir-pladsen blev besat i protest mod prisstigninger efter ordre fra Den Internationale Valutafond.

Ledelsen af den forenede opposition kommer fra parlamentsvalget, som blev afholdt i december. Da resultatet helt og aldeles var manipuleret til at give Mubaraks regime et overvældende flertal, dannede omkring 80 eller 90 tidligere medlemmer af parlamentet et skyggeparlament og samlede en række oppositionspartier i dette. Disse mennesker koordinerer mere eller mindre opfordringen til protest.

Nogle af de unge holdt en række workshops for at diskutere, hvordan man taktisk bedst kunne forberede aktionen. Det Muslimske Broderskab – det største oppositionsgruppe i Egypten – støttede ikke officielt protesterne, men tillod sine medlemmer at deltage som privatpersoner.

Demonstrationen var organiseret på omkring 10 dage. Arrangørerne valgte den 25. januar – Politiets Dag, den dag i 1951, da politiet kæmpede mod den britiske besættelsesmagt. Arrangørerne ønskede at smæde politiet på en dag, hvor politiet fejrede deres såkaldte patriotiske ferie. Hensigten var, delvist, at fremhæve politiets brutalitet. Protesten kommer også tæt på årsdagen for 1977-opstanden mod IMF og nyliberalismen.
Men arrangørerne vidste, at denne protest ville blive anderledes. Et tegn herpå var antallet af selvmord i de seneste dage, hvor folk fulgte eksemplet fra martyren i Tunesien – Mohamed Bouazizi, den arbejdsløse akademiker, der satte ild til sig selv, efter at politiet lukkede hans frugtbod.

New York Times har faktisk undervurderet antallet af selvmord og selvmordsforsøg i Egypten. Nogle har sprunget ud fra broer, nogle sprang bygninger, og nogle skar deres håndled over foran parlamentsbygningen. Derfor vidste arrangørerne af demonstrationen, at tingene var ved at koge over.

Hvad er oppositionens politik?

Ahmed: Det muslimske Broderskab gav en nominel hilsen til mobilisering, men vil ikke reelt støtte demonstrationerne. Der er dog bred opbakning til protesterne på tværs af sociale klasser.

Selv dele af middelklassen, der kan indstillet på at undertrykke protesterne, har en temmelig bestemt holdning om, at Gamal Mubarak, præsidentens søn, ikke bør være hans efterfølger. Der er et bredt lag af den politiske klasse, der ikke vil tillade, at statens funktioner skal være en familieopgave.

Så nu protesterne har rejst spørgsmålet, hvorvidt Mubarak skal stille op som præsident igen. Og boykotten af parlamentsvalget har gjort denne institution endnu mere til et gummistempel end normalt. Statens afhængighed af undtagelsestilstand for at holde sig selv oppe står mere klart end nogensinde.

Mostafa: Den liberale opposition har kæmpet for at ophæve undtagelsestilstanden, at afholde demokratiske valg, og at stoppe salget af naturgas til Israel. Den har været i stand til, i bedste fald, at mobilisere 1.000 eller 2.000 mennesker til protester. Så medierne har sagt, at den 25. januar var en protest er uden fortilfælde.
Men hvis du ser på antallet af arbejdere, der har været involveret i strejker og faglige demonstrationer i de seneste år, handler det om omkring 1 mio. Arbejderbevægelsen har gennem flere år bygget op, samlet kræfter og vundet indrømmelser fra regeringen. Det er ikke altid regeringen, som har vundet. Men Men arbejderne vandt deres strejker, i hvert fald på papiret, og har fået mere selvtillid.

Alt dette var under opbygning før Tunesien. Hvad Tunesien gjorde – og du kan ikke undervurdere det – var at ændre ligningen. Folk sagde, ”Tunesien er et lille land. Hvis de kan få titusinder på gaden og brænder sig selv ihjel for at sende et budskab og ændre regimet, så vil vi også gøre det.”

Man kan se det, hvis man læser læserbrevene til oppositionsaviserne. For et par uger siden – efter at parlamentsvalget var manipuleret – var der en følelse af håb. Nu, siger de, er der en grund til at håbe – vi skal have en revolution.

Alt dette er bemærkelsesværdigt, fordi der har været et folkeligt fjendskab mod Tunesien helt tilbage fra Sadat-tiden i 1970’erne. Når de to lande spiller fodbold mod hinanden, er der ofte blodsudgydelser – folk er blevet dræbt. Nu ser man tunesiske flag over hele Egypten.

Vil de politiske krav i protesterne smelte sammen med arbejdernes økonomiske krav?

Mostafa: Jeg er ikke sikker på, hvem der kom med opfordringen til en national strejke. Men det, som skete den 25. januar i tekstilbyen Mahalla fortæller en del. En demonstration, der startede om morgenen med 200 mennesker var sidst på dagen vokset til 45.000 mennesker. Jeg formoder, at en masse af de arbejdere, der har protesteret, vil fortsætte med at demonstrere.

Den anden bemærkelsesværdige ting er, at den egyptiske faglige landsorganisation – ledet af folk, der udpeges af regeringen – delvist har brudt med regeringen i de to uger efter den tunesiske opstand. De vil have priskontrol, lønstigninger og en ordning med støtte til basale fødevarer. Folk kan ikke finde varer som te og olie. Det er uhørt, at de faglige topfolk kræver dette, for de samme personer har støttet neoliberalismen. Det er påvirkningen fra Tunesien.

Samtidig er arbejdernes levevilkår kun blevet værre. Den officielle arbejdsløshed er 12 procent, men det reelle tal er 24 eller 25 procent. Fødevarepriserne er ude af kontrol. Et kilo tomater – en basisvare – koster 2 dollar – for ikke så længe siden var prisen 35 cents. Det er uoverkommeligt dyrt i et land, hvor offentligt ansatte kun tjener omkring 26 dollar om måneden. Sult er et reelt problem. Og nu presser IMF på, for at regeringen skal fjerne statsstøtten til benzinpriserne.

Det er god grund til – og folk i Vesten glemmer ofte dette – at der har været en stigning i arbejdernes kamp i løbet af de sidste tre år. Hver dag er der en strejke – og på aktionsdagen var der 12 større strejker. Regeringen fik stoppet dem med det samme ved at love at indfri alle de strejkendes ønsker.

De amerikanske medier fokuserer altid på den formodede trussel om ”islamisk radikalisme« i Egypten som i resten af Mellemøsten. Er det en faktor i denne kamp?

Mostafa: To gange har det Muslimske Broderskab nu helt undladt at opfordre til en national strejke eller en national demonstration. Først i 2006, og igen i år, ville de ikke støtte Vredens Dag (eller Oprørets Dag, den 25. januar. Briderskabet støttede dog aktionsdagen den 29. januar. SI-red.).

De er stadig den største politiske kraft i landet, men de nægter at tage en konfrontation med regeringen. Det er reelt arbejderbevægelsen og de radikale unge, som er den drivende kraft, ikke det Muslimske Broderskab. Broderskabet er stadig det største oppositionsparti med mest slagkraft, men de står slet ikke bag de, der sker nu.

En masse unge mennesker og arbejdere, der er kommet ind i bevægelsen i de sidste to uger, er åbne for demokratiske og socialistiske ideer. Selv en masse af de unge tilhængere af det Muslimske Broderskab er åbne for en anden analyse – som ikke bare ser konflikten som en konflikt mellem Islam og Vesten. i en af demonstrationerne var der for eksempel en tydeligvis religiøs mand, som bar et skilt, hvor der stod, at det er lige meget, om du er muslim eller kristen, bare du deltager i kampen.

Det er en stor forandring fra 1. januar, hvor voldelige angreb på kristne kirker fik det til at se ud, som om landet var på randen af borgerkrig mellem muslimer og kristne. Sidste år var der flere angreb på kristne kirker end nogensinde tidligere i det moderne Egyptens historie. Men i dag er der mange kristne, der er gået med i en fælles kamp med muslimer mod politiet og den korrupte stat, selv om kirkelederne opfordrede dem til at holde sig væk fra protesterne.

Alt dette betyder, at der er en åbning for, at venstrefløjen – især socialisterne – kan vokse. Der er nyt blod i bevægelsen, og det Muslimske Broderskab kæmper ikke. Det er venstrefløjen, der tager kampen op, sammen med nye unge radikale.

Hvad kan man gøre internationalt for at hjælpe den egyptiske bevægelse?

Mostafa: Mohamed ElBaradei, den tidligere internationale inspektør af atomvåben og en leder af demokratibevægelsen, opfordrede for nylig udenrigsminister Hillary Clinton til at kæmpe for menneskerettighederne i Egypten og Mellemøsten.

Men det er helt forkert. USA har været en vigtig støtte for styret i Tunesien og uden sammenligning den største støtte for den egyptiske stat. Den amerikanske regering er delvist ansvarlig grusomhederne begået af Mubaraks regime og ønsker i virkeligheden ikke demokratiske reformer.

Aktivister i USA har derfor har en vigtig opgave med at kræve, at USA stopper sin støtte til den egyptiske regering og dens bestræbelser på at fastholde det korrupte og autoritære styre.

Oversat fra netavisen Socialist Worker (USA) af Åge Skovrind til Socialistisk Information.

Intressant?

Bloggat: Mullvaden1, 2, K & Å,
Borgarmedia: SVD1, 2, 3, DN1, 2, 3, 4, 5, GP1, 2, 3, 4, 5, AB1, 2, 3, 4, 5,
Läs även andra bloggares åsikter om Hosni Mubarak, Tahrir, Befrielsetorget, Kairo, International Socialist Review, Ahmed Shawki, Mostafa Omar, Tunesien, Revolution, Uppror, Revolt, Egypten, Tunisien, Politik, Samhälle