Kongres i NPA-Frankrig: Den yderste venstrefløj i en blindgyde

Alt i alt var det temmelig deprimerende at være til kongres i NPA – ”Nyt Antikapitalistisk Parti” i Frankrig 11-13. februar 2011. Efter en lovende start er partiet nu løbet ind i alvorlige problemer og stod overfor svære strategiske beslutninger om holdningen til andre strømninger på venstrefløjen og om spørgsmålet om at opstille kandidater der bruger tørklæde. Kongressen fik ikke afgjort disse spørgsmål.

Nouveau Parti Anticapitaliste – NPA – blev startet for et par år siden, og fik en god start. Det var Ligue Communiste Revolutionaire – LCR – den franske sektion af Fjerde Internationale, der tog initiativet og forberedte lanceringen af en bredere antikapitalistisk organisation. Selv om det ikke lykkedes at få andre betydningsfulde venstrefløjsstrømninger med, fik NPA alligevel appel, og mens LCR havde ca 3.000 medlemmer fik det nye parti fra starten 9.000 medlemmer. LCR, der igennem årtier havde været Fjerde Internationales stærkeste organisation, opløste sig selv.

Valget til Europaparlament i juni 2009 viste det nye partis styrke – NPA fik 4,88 procent af stemmerne. Men valget viste også svaghederne i projektet. Partiet manglede 0,12 procent i at passere spærregrænsen og blev ikke repræsenteret. Det lykkedes heller ikke at samle den yderste venstrefløj. Lutte Ouvriere – Arbejderkamp – stillede op. De fik kun 1,2 procent af stemmerne, men det var langt mere end det, NPA manglede, for at komme over spærregrænsen. Partiet blev også overhalet af Front de Gauche – Venstrefronten, der fik 6,47 procent og 5 mandater. Venstrefronten er en samling af det Franske Kommunistparti, og en gruppe der har forladt Socialistpartiet, fordi de var imod EU forfatningen samt mindre venstrefløjsstrømninger. Endelig fik Europe Ecologie – de Grønne et særdeles godt valg med 16,28 procent af stemmerne.

Ved regionalvalgene sidste år fik NPA et dårligere valg – med kun ca. 2 procent af stemmerne. Det er altså ikke lykkedes at etablere partiet som en stærk venstrefløjsorganisation.

I løbet af 2010 har der været mange massive strejker og demonstrationer i Frankrig, først og fremmest omkring spørgsmålet om hævelse af pensionsalderen fra 60 til 62 år, som den borgerligere og upopulære præsident Sarkozy vil gennemføre, og som arbejderbefolkningen er imod. NPA har været meget aktive i disse mobiliseringer, men på trods af det har man ikke vundet mange nye medlemmer, og samtidig har man tabt mange – så partiet i dag er mindst 2.000 færre end ved lanceringen i 2009. Andre hævder, at partiet nu har under 6.000 medlemmer.

Enhed på venstrefløjen eller hvad?
Kongressen samlede 600 delegerede – fordelt på 4 platforme eller tendenser – og den centrale diskussion var spørgsmålet om enhed med Venstrefronten. Venstrefronten, som har etableret sig som større end NPA, vil opstille Jean-Luc Melenchon til præsident, og vil gerne have NPA’s støtte til dette.

Alle strømninger i NPA er stærkt skeptiske overfor dette. Det største mindretal – platform 1 – som havde opslutning fra ca. 40 procent af de delegerede, afviser et samarbejde med henvisning til, at Melenchon har været minister i Mitterrands regeringer, at han er klar til et samarbejde med det franske Socialistparti, som vil føre en neoliberal politik. Denne platform mener derfor, at NPA skal prøve at finde en anden antikapitalistisk kandidat med rødder i de folkelige mobiliseringer, eller eventuelt endnu en gang opstille deres egen kandidat, Olivier Besancenot, til præsidentvalget – hvad han foreløbig selv afviser.

Platform 2, som blev støttet af omkring 30 procent af de delegerede, tillægger ikke det parlamentariske arbejde særlig betydning, og synes ikke det er vigtigt at søge enhed med den øvrige venstrefløj. Den lægger vægten på arbejdet i massebevægelserne og mobiliseringen for en generalstrejke.

Platform 3 ønsker et samarbejde med Venstrefronten, selv om de også er skeptiske overfor opstillingen af Melenchon, og havde opbakning fra små 30 procent af de delegerede.

Platform 4, som er lille – under 5 procent af de delegerede, anvender en meget revolutionær, trotskistisk retorik, og afviser enhver form for samarbejde eller kompromisser.

Oppositionens kandidater
NPA opererer ligesom Enhedslisten i spændingen mellem ønsket om at komme af med den borgerlige regering – og den sørgelige viden, at en ny regering næppe vil føre en antikapitalistisk politik.

Socialistpartiet, som er et socialdemokratisk parti, går efter præsidentposten – og vil muligvis stille Dominique Strauss-Kahn op – en person, der er generalsekretær for IMF – dvs. den internationale kapitals vigtigste redskab til at gennemføre nyliberal politik og påtvinge stater nedskæringer og ødelæggelse af sociale foranstaltninger.

Endelig er der De Grønne – som har haft to gode valg – og som opsamler mange progressive stemmer, men som næppe er en stabil progressiv kraft.

Det er meget muligt, at mistilliden hos flertallet i NPA til Venstrefronten er berettiget, og at Venstrefronten vil være mere kompromisvillig med Strauss-Kahn end NPA, men ved at afvise at søge enhed risikerer NPA at svække venstrefløjen, hvilket vil spille kortene i hænderne på De Grønne og Socialistpartiet – og det er en dynamik, der kan isolere og marginalisere NPA.

Et af partierne i Venstrefronten – Venstrepartiet – skrev inden kongressen en lang offentlig appel til NPA om samarbejde, hvor man bl.a. foreslår et samarbejde, ridser op at enhed på venstrefløjen er det bedste middel til at stoppe højrefløjens fremmarch og udtrykker skepsis overfor Socialistpartiet. Yderligere opregner Venstrepartiet en række ligheder i programmet, f.eks. i fordelingen af rigdommen, at man ønsker at forlade Lissabon-traktaten og kræver, at Frankrig forlader NATO og trækker sine tropper ud af Afghanistan.

Venstrepartiet tilbød altså enhed til NPA og forhandlinger om samarbejde, men det blev afvist af kongressen.

Venstrefrontens præsidentkandidat Melenchon reagerede da også meget skarpt på NPA kongressen. I sin blog skriver han, at han er ”skuffet”, at ”kongressen er deprimerende, en farce”, og at NPA er på vej tilbage til at være ”det lille venstre”.

Kongressen endte uden noget klart flertal – men med et flertal imod at forsøge et bredere samarbejde med Venstrefronten.

Den franske tørklædesag
NPA havde endnu et problem, som måske nok var mindre strategisk betydningsfuldt, men som alligevel kan blive meget skadeligt for partiet. NPA har haft sin egen tørklædesag. Til de regionale valg opstillede partiet Ilham Moussad, der bruger hijab – eller tørklæde.

Opstillingen vakte voldsom opsigt i Frankrig, men hun blev forsvaret af partiets talsperson Olivier Besancenot. Spørgsmålet har nogen betydning da der er omkring 5 millioner mennesker i Frankrig indvandret fra muslimske lande – mest Nordafrika, der er gammelt fransk koloniområde – og disse udgør ofte de socialt mest udstødte og dem med de hårdeste og lavest betalte job. Det er altså vigtigt for et revolutionært parti at kunne opstille kandidater fra denne gruppe.

Debatten var ikke bare i den franske presse og udenfor partiet, men kom snart også indenfor partiet. Det blev Ilham Moussaid for meget, og i december 2010 forlod hun sammen med 11 andre aktivister partiet.

Debatten fortsatte imidlertid – og vandene har delt partiet. Ved valgene til kongressen stemte et stort flertal af medlemmerne for et forslag om, at muslimske kvinder der bærer tørklæde, godt kan være medlemmer, men ikke kan blive repræsentanter for partiet. På selve kongressen blev dette synspunkt imidlertid stemt ned – med 2 stemmers flertal, og med tvivl om, hvad resultatet reelt blev. Senere blev der vedtaget et forslag om at holde endnu en kongres kun om dette spørgsmål.

At høre diskussionen var som at høre diskussionen om Asmaa Abdol-Hamids opstilling. Er tørklædet udtryk for kønslig og religiøs undertrykkelse – eller mere nuanceret symbolik og måske en reaktion på islamofobisk pres? Resultatet var også som i Danmark: Muslimerne føler sig ikke hjemme i partiet, pga. den skarpe debat og modstanderne af at opstille kandidater med tørklæde er også stærkt utilfredse. Sagen blev sendt til afgørelse på en ny kongres, hvilket vil sige, at den fortsætter med at være til gene for partiet.

Reelle problemer
NPA er stadigvæk en stærk spiller på den franske venstrefløj, på grund af sin stærke forankring i folkelige kampe og sine revolutionære traditioner – et parti som man må regne med, og som det er vigtigt for Enhedslisten at have kontakt med.

Partiet diskuterer reelle problemer, ikke opdigtede. På den ene side vil en afvisning af et valgsamarbejde isolere og marginalisere NPA, – på den anden side vil et samarbejde risikere at trække partiet ind i en højredrejning.

Det er også reelt nok at diskutere, hvordan man kan opstille muslimske kandidater, uden at blive forbundet med den stærke patriarkalske tradition, der ofte er forbundet med islam. Men med den nuværende kongres har NPA ikke bevæget sig mod løsningen af sine problemer, men gjort dem værre. Det er nu op til det nyvalgte lederskab at finde en vej ud af disse problemer.

Mikael Hertoft

Från Socialistisk Information.

Mikael Hertoft er medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse og deltog i NPA’s kongres som repræsentant for Enhedslsten.

Denne artikel er også skrevet til Modkrafts Kontradoxa-sektion

Läs mer: Vänster-enhet eller eget partibygge?

Intressant?
Läs även andra bloggares åsikter om NPA, Kongress, Frankrig, Vänstern, Enhedslisten, Nouveau Parti Anticapitaliste, LCR, Venstrefløjen, Hijab, Jean-Luc Melenchon, Olivier Besancenot, Tørklæde, Frankrike, Vänstern, Antikapitalism, Samhälle, Politik