Om det franska valet – intervju med medlem i NPA

Frankrig: Vi skal genskabe troen på at mobilisere

Mere end seks millioner stemmer til Le Pens datter, borgerskabets politiske repræsentanter i høj grad miskrediteret takket være Sarkozy, favoritten Hollande, der holder nederlagets tøjler i hænderne, og en række kandidater til venstre for PS, som fordelte stemmerne på en anden måde, men ikke dårligere end i 2007 …

Interview med Sandra Demarcq fra det Nye Antikapitalistiske Parti (NPA). Intervjuare Paolo Gilardi.

Er det med disse ord, man kan opsummere resultaterne af første runde, Sandra?

Sandra Demarcq: Ja. Og jeg vil tilføje, at i sidste ende er den samlede status et dårligere styrkeforhold for venstrefløjen, her efter valget.

Mange iagttagere diskuterer karakteren af stemmerne til Front National. Er det proteststemmer eller stemmer, der støtter FN?

Lidt af begge dele. I modsætning til sin far har Marine Le Pen spillet det sociale kort, fortællingen om at forsvare de små folk, ”det Frankrig, der lider,” som om hun selv var en del af dette Frankrig. Og det virkede. De første analyser af stemmeafgivningen synes at vise, at et flertal af arbejdere stemte på hende, ligesom i 2002, men denne gang også et mange unge. Det er bekymrende …

Ja, bortset fra at siden 1985 er der en fast støtte til FN på 15-18 procent. Der er ikke bare en enkeltstående vildfarelse, det er en ideologisk tilslutning.

Ja, faktisk, de får opbakning fra alle dem, der ikke længere tror på den traditionelle højrefløj og fra dem, som ikke længere ser noget håb i venstrefløjen..

Men andre gav udtryk for deres skuffelse ved at stemme på Mélenchon.

Det er sandt, at han i første omgang har forstået at give et svar til dem, der er skuffede over PS (Parti Socialiste, socialdemokraterne, o.a.) – med et budskab, der minder om (PS-præsident, o.a.) Mitterrand i 1981. Hvis man ser nærmere på hans program, er forskellen til Mitterrands program ikke tykkere end et stykke cigaretpapir. Men stort set har han forstået at give et håb til folk, der er blevet svigtet af Hollande… Dette er et vigtigt fænomen, som vi skal være opmærksomme på, på trods af alle uklarhederne i Mechelons snak om ”revolution via stemmeboksen ”og om ” borgernes opstand. ”

Betyder det så, at NPA har stillet sig på sidelinjen, som det for eksempel udtrykkes af en af jeres ledende medlemmer, Samy Joshua?

Nej, det tror jeg ikke. Betingelserne var åbenlyst dårlige. I 2002 og 2007 var der ikke nogen Mélenchon. Og endnu mindre en intern splittelse (i NPA, o.a.). Men vores kampagne ramte ikke ved siden af. Fra starten af den officielle kampagne, med lige taletid (til alle kandidater i tv, o.a.) var vi i stand til at sprede vores synspunkter og forslag.

Vi har ikke kørt en ”arbejderromantisk” kampagne fra sidelinjen, som nogle har sagt internt. Vi var i stand til, i kraft af Philip Poutous kandidatur, at sende et stærkt budskab. Nemlig at det er op til os – lønmodtagerne, kvinder, unge, arbejdsløse og pensionister, at tage sagen i egen hånd i kampen mod kapitalismens misgerninger. Ud over vores stemmetal lykkedes det at præsentere et anti-kapitalistisk svar på befolkningens forventninger: forbud mod afskedigelser, forhøjelse af alle indkomster med 300 euro netto, annullering af gæld, en anden fordeling af rigdom og en udfasning af atomenergi i løbet af ti år.

Og den kendsgerning, at Mélenchon var hurtig til at tage afstand fra at gå med i en kommende regering under Hollandes ledelse, er også et resultat af vores kritik, vores krav om en selvstændig rolle i forhold til et fremtidigt regeringsflertal med PS og De Grønne.

Hvad så nu?

Nu drejer det sig om at mobilisere den bredest mulige enhed først og fremmest for at sparke Sarko og hans band ud med et massivt valgresultat. Men også for, at vi i den fælles mobilisering kan få rejst de sociale spørgsmål, som har været bemærkelsesværdigt fraværende i løbet af valgkampen. Og det starter Første Maj, for med forsøget på at gøre krav på dagen anerkender Sarkozy indirekte betydningen af det sociale spørgsmål.

Og det er særligt vigtigt at genskabe en tro på mobiliseringerne, for hvis Sarko ryger ud, skal vi være klar til at slås mod de nedskæringer, som ifølge Holland vil ”give ny mening ”.

Det er i kampen for kravene, mod nedskæringerne – uanset om de kommer fra højre eller ”venstre”, at vi skal opbygge en politisk og social opposition til den regering, der kommer ud af anden runde. Den virkelige opposition er ikke Le Pen.

Interviewet er lavet af Paolo Gilardi den 25. april for den svejtsiske avis l’anticapitaliste.
Oversat af Karina Skov för Socialistisk Information.

Intressant?
Bloggat: Kildén & Åsman1, 2,
I borgarmedia om det franska valet: DN1, 2, 3, 4, 5, SVT1, 2, 3, SVD, GP,
Läs även andra bloggares åsikter om NPA, FDG, FN, Front National, Le Pen, Sandra Demarcq, Paolo Gilardi, Sarkozy, Hollande, Frankrike, Samhälle, Politik