Den midlertidige røde mindretalsregering af Socialdemokratiet og Venstrepartiet – de Grønne fik bekræftet sit mandat fra befolkningen i form at et absolut flertal ved valget den 25. april 2009. De to partier fik 52 procent af stemmerne. Formændene for begge partier gjorde det klart straks på valgnatten, at de ville fortsætte samarbejdet.
Baggrunden for den markante valgsejr er den omfattende folkelige mobilisering mod islandske finansspekulanter og uduelige politikere. Det globale finanskrak i oktober 2008 trak den islandske økonomi ned i et sort hul. I fire måneder glødede landet under folkelige protester, der krævede 3 ting:
a) Den siddende regering skulle gå af – for dens rolle i den islandske økonomis kollaps
b) Nationalbankdirektøren skulle gå af – for sin rolle i krakket
c) Der skulle afholdes nyvalg til parlamentet – det skulle have et nyt folkeligt mandat
Regeringslederen fra Selvstændighedspartiet nægtede længe at gå, men 2. februar gik det første af de folkelige krav i opfyldelse. Den siddende regering, med ministre fra de to partier, Selvstændighedspartiet (borgerligt) og Samfylkingin (socialdemokrater), gik af. Socialdemokraterne skiftede leder – og politik. (se også Protester baner vejen for en venstre-regering)
En alternativ midlertidig regering tog over, bestående af folk fra Socialdemokratiet og de Venstrepartiet – de Grønne.
Nationalbankdirektøren benægtede ethvert ansvar for det økonomiske uføre og nægtede at gå af. I løbet af et par uger fik den nye regering vedtaget en ny lov om Nationalbanken, dens opgaver og pligter OG dens ledelse. En lov, der i praksis fyrede den siddende bankdirektør . Og i skrivende stund er ansættelsen i gang af en ny bankdirektør.
Kæmpe sejr
Det er en kæmpe sejr for den folkelige bevægelse at få alle tre krav opfyldt. En bevægelse, som i ugevis samlede folkemængder på op til 8.000 islændinge på centrale pladser i Reykjavik – et antal, som svarer til at samle 150.000 danskere på Christiansborg Slotsplads.
Og en kæmpe valgsejr for de to islandske venstrefløjspartier, som (efter nogen tumult) var gået sammen om at ville føre Island igennem det statskrak, nationen led i oktober sidste år.
Man kan forestille sig begejstringen i Danmark, hvis vi gennem folkelige mobiliseringer havde formået at få så store krav igennem. Vi ville juble af begejstring, hvis vi stod med et rent S-SF-Ø- flertal, med 3 beslutsomme partiledelser, som var blevet valgt med mandat til at:
– afdække økonomisk uredelighed og kriminalitet
– bruge penge på uddannelse og forbedret arbejdsløshedsunderstøttelse
– bruge alle til rådighed stående politiske og økonomiske redskaber til at hjælpe husejere igennem problemer med at betale terminen for ikke at skulle gå fra hus og hjem.
Økonomien i knæ
Klart nok er tilfredsheden stor i Island. Men ekstatiske er de ikke, for hvad er det for en situation, landet står i?
Valutakassen er tom. Den islandske krone er kun det halve værd i forhold til for et halvt år siden. Og priserne er steget tilsvarende.
De nationaliserede bankers pengekasser står gabende tomme. Nationen står med en gæld på milliarder af kroner over for udlandet. En gæld, der skal forhandles på plads på en eller anden måde og derefter betales tilbage.
Der er taget et kæmpe lån hos den berygtede Valutafond IMF (International Monetary Fond), for at dække noget af det løbende underskud. Lånet er taget på betingelser, som befolkningen kun delvis kender, og IMF er ikke kendt for at tænke på befolkningernes velbefindende.
Erhvervslivet er bremset totalt op på grund af manglende indenlandsk efterspørgsel og ingen kassekredit fra bankerne. Og arbejdsløsheden flyver i vejret tilsvarende.
Og på de indre linjer står regeringspartierne med sine egne politiske udfordringer.
Enorme udfordringer
Socialdemokraterne er en blandet flok mennesker. De sad i regering med de borgerlige, da landet gik i sort. De skiftede så formand og politik og sidder nu i et rødt kabinet. Deres formand, Johanna Sigurdardottir nyder meget stor tillid i befolkningen og har trukket en masse stemmer til partiet, men hvor længe og hvordan kan hun holde sit bagland på sin politiske linje?
Venstrepartiet – de Grønne står meget stærkt og har fordoblet sit stemmetal til 22 procent af stemmerne). De var i kraftig opposition for et halvt år siden og bærer derfor intet ansvar for den økonomiske fallit. Men de er arge EU-modstandere, mens Socialdemokraterne går ind for at starte optagelsesforhandlinger med EU hurtigst muligt.
Og det i en situation, hvor befolkningen muligvis betragter EU og euroen som Islands eneste mulighed for fremtiden. Det nyligt overståede valg gav nemlig også fremgang til EU-søgende partier. Faktisk gav valgresultatet Socialdemokraterne mulighed for at danne regering med 3 mindre EU-venlige midterpartier. De fik 54 procent af stemmerne tilsammen.
De to røde partiledere har nu dannet regering i Island med en regeringskontrakt, som indledningsvis slår fast:
Regeringen er dannet for at sikre økonomisk og social stabilitet og søge en national samling om at føre Islands til genopbygning – en ny stabilitetskontrakt.
Regeringen vil arbejde på åbenhed i ledelsen, øget gennemsigtighed og demokratiske forbedringer. Regeringen vil kæmpe for et åbent og innovativt miljø, som kan sammenlignes med det bedste i vores nabolande i Europa, både når man ser på økonomi og på velfærd. I den forbindelse skeler vi især til vores nordiske venskabsnationer.
De politiske opgaver, de står med, er enorme. Der er ingen tvivl om, at de står overfor at skulle udføre stramninger og nedskæringer i et uhørt omfang for en moderne industri- og velfærdsnation. Det ved islændingene godt.
Håb og konflikt
Forhåbningerne er store til, at det røde kabinet kan udføre dette på en retfærdig og åben facon. De to partiledere lyder, som om de vil gøre alt hvad de kan for at opfylde dette. »Socialdemokraterne understreger socialismen som den nødvendige ledetråd for den økonomiske genopretning i de kommende år. Vi må sørge for, at vores økonomiske system er retfærdigt,« hedder det således meget opmuntrende i partiets politiske resolution fra 29. marts 2009.
Men så kommer den helt modstridende fortsættelse: »Islændingene vil efter valget i 2009 være bedst tjent med en socialistisk regering, som ansøger om medlemskab af EU.«
Der er ikke tvivl om, at den ny regering vil komme i konflikt med forhåbningerne hos deres vælgere. Men det bliver spændende at se, hvor langt den kan presses til at erstatte nyliberalismen med en solidarisk, demokratisk, menneskeværdig politik.
Heidbra Jonsdottir
Læs mere på:
Socialdemokraternes engelske hjemmeside
De Venstre Grønnes danske hjemmeside
Artikeln ursprungligen från Socialistisk Information.
Borgarmedia: Politiken1, 2, 3, VG1, 2, DB1, 2, SVD1, 2, DN1, 2, 3,
Läs även andra bloggares åsikter om Socialdemokraterne, De Venstre Grønne, rød regering, Johanna Sigurdardottir, IMF, Island, Politik, Vänsterpartiet -De Gröna
Upptäck mer från Svenssons Nyheter
Prenumerera för att få de senaste inläggen skickade till din e-post.