Irlands krise

I sidste uge fik Irland langt om længe den økonomiske redningspakke fra EU, som siden foråret har været uundgåelig. Pakken er et lån på 90-95 mia. Euro, som lige nu ser ud til at blive fulgt op af et lån fra den Internationale ValutaFond (IMF), samt et lån direkte af den engelske stat.

Baggrunden for redningen af den irske økonomi er det største statsunderskud i EU (14,4 pct. af BNP) og en stor statsgæld (65 pct. af BNP) – ophobet på rekordtid. Uredeligheden i statsfinanserne er udslaget af en massiv krise i alle sektorer i den irske økonomi. Arbejdsløsheden er på blot to år steget fra 4,6 pct. i 2008 til 14,1 pct. i september 2010. Industriproduktionen er faldet drastisk, bankerne kollapser – det hele synes uden ende.

Inden krisen blev Irland fremhævet af EU som mønsterland for alle små åbne økonomier med sin stærke vækst og lave arbejdsløshed, Hvorfor er den økonomiske krise i Irland pludselig blevet så alvorlig? Landet ligner ikke ved første øjemål de sydeuropæiske lande, der selv inden krisen havde tocifrede arbejdsløshedstal.

Svaret er, at alvoren i Irlands økonomiske krise er et direkte udslag af den nyliberale vækstmodel, som landet indførte i starten af 1990erne og som har undergravet ethvert grundlag for styring af egen økonomi.

EU har siden 2000’ernes vækstboom på den lille britiske ø fremhævet Irland som mønsterland for bla. de skandinaviske lande og de nye østeuropæiske lande i EU. Irlands vækst var nemlig grundlagt på sunde liberale principper:
– en lille centralistisk stat
– en hyperliberal åbenhed overfor udenlandske investeringer
– og en ekstrem tilpasning af uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet til de udenlandske investorers behov for arbejdskraft.

Irland, hed det sig, var en keltisk ”tigerøkonomi” krydret med nyliberalismens fremmeste kendetegn:
– lav selskabsskat på 12,5 pct. (10 pct. for industrien),
– et ureguleret penge- og kapitalmarked (udenlandske bankers udlånsrate eksploderede op til krisen, fx udvidede Danske Banks filial kreditten med 50 pct. om året i 2006-2008).
– Frit slag for arbejdsgiverne til at bruge udenlandsk arbejdskraft for at dumpe irske lønninger (i 2007 var der mere end 200.000 polske arbejdere i Irland)
– Kraftige besparelser på de offentlige budgetter, som blev påbegyndt allerede i starten af 1990erne

Den irske model og erfaringer blev fremført overalt af liberale og konservative politikere i Europa. Her var modellen, der skulle bringe de østeuropæiske nytilkommere ud af fattigdommen og ind i den vest- og kontinentaleuropæiske liga af rige lande. Det eneste de skulle gøre var at åbne landegrænserne for de rige europæiske landes kapital. Denne model blev bl.a. fulgt i de baltiske lande og Centraleuropa. Modsat Irland er rigdommen udeblevet. Men krisens virkning har været nøjagtigt den samme: massiv kapitalflugt, arbejdsløshed og fattigdom. Imperialismen har haft mange ansigter gennem tiden. Nyliberalismen som den er blevet prædiket af EU, OECD og IMF er organiseret imperialisme i Europas periferi med uorganiserede ødelæggelser i sit kølvand.

Irlands nedtur under den økonomiske krise er således en helt naturlig konsekvens af den nyliberale vækstmodel, der har forvandlet landet fra et mønsterland til en degenereret spekulantstat.

Den irske models krise er et tæppefald for nyliberalismen. Det er ikke længere muligt at skjule den klassekarakter, som den nyliberale politik har. Hjælpepakkerne udstiller på allertydeligste vis, hvem der betaler for at holde liv i den døende nyliberale patient. Således har lånet til Irland – ligesom IMF-lånet til Grækenland tidligere på året – først og fremmest til formål at redde de irske banker fra kollaps. Igen bliver det arbejderbefolkningens midler, som kanaliseres over i bankerne – der igen skal tjene pengene hjem gennem højere rentemarginaler. Danmarks nyliberale statsminister yder derfor gladelig lånet til Irland; han ved det havner i lommerne hos Danske Banks irske filial, National Irish Bank.

Modregningen for lånet fra EU er nedskæringer i den offentlige sektor (20 pct.), reallønsnedgang og rentestigninger. Selvom Irland har skåret ind til benet som et nyliberalt mønsterland er det ikke nok. Ræset mod bunden standser ikke – ikke før enhver social sikkerhed, velfærd og værdighed for arbejderbefolkningen er smadret.

Arbejderbefolkningen i Irland og andre Europæiske betaler altså tredobbelt for nyliberalismens hærgen:
– Først gennem løndumping på arbejdsmarkedet, hvor dogmet har lydt: du må gå ned i løn kammerat; arbejderne mod øst får lavere løn end dig.
– Anden gang når skattemidler i form af hjælpepakker/lån indkrævet på arbejde, ryger direkte i bankernes lommer
– Og tredje gang, når den offentlige sektor må skæres bort for at kunne oprethold lav skat på kapitalen og de højstlønnede.
Samme model ser vi effektueret over hele Europa.

Den aktuelle irske krise har udstillet, at den liberale model både øger udbytningen af arbejderklassen og skærper den økonomisk krise. I disse uger protesterer arbejdere og uddannelsessøgende i mange europæiske lande. Den modstand er nødvendig. Den må styrkes. Den må udvikle sig fra protester mod angreb og nedskæringer til en kamp for politiske løsninger i arbejderklassens interesse. Og den må koordineres på tværs af landegrænser i Europa.

SAP’s forretningsudvalg, d. 25. november 2010

Ursprungligen från SAP:s hemsida.

Intressant?
Bloggat: Kildén & Åsman,
Borgarmedia: GP1, 2, 3, 4, 5, SVD1, 2, 3, 4, 5, DN1, 2,
Läs även andra bloggares åsikter om Irland, Kris, Finanskris, Arbejdsløshed, EU, IMF, Tigerøkonomi, Danske Bank, National Irish Bank, Krise, Ekonomi, Arbetslöshet, Arbetsmarknad, Samhälle, Politik