Venstrefrontens Jean-Luc Melenchon er præsidentvalgets overraskelse

18. marts, på den 141. årsdag for Pariserkommunen, forventede arrangørerne 20-30.000 deltagere i demonstrationen for at ”indtage Bastillen”. Der kom op mod 120.000.

Der findes ikke noget valg, som ligner en fransk præsidentvalgkamp. Det er et seks-måneder langt løb, hvor næsten alle politiske stalde har en løber, og hvor reglerne er mindre diskriminerende mod ”outsiderne” end i mange andre lande.

Det giver en fordel til den kandidat, der har personlighed: en kandidat, der appellerer til vælgerne som en frisk, oprigtig og ”ikke-politiker”-type, har større chance for at vinde opbakning end i andre valg.

Gennem årene har dette valgsystem givet venstrefløjens kandidater mulighed for at udnytte dette. Den lidenskabelige arbejderklasse-fighter Arlette Laguiller fra Arbejderkamp (LO) var en sand stjerne mellem 1974 og 2002, hvor hun fik 1,6 millioner stemmer (5,7 procent).

I 2007 var det nye ansigt Revolutionære Kommunistiske Ligas (LCR) Olivier Besancenot. En ung postarbejder, som forøgede de1,2 millioner stemmer, LCR fik i 2002 til 1.500.000 (4,1 procent). For en stund blev Besancenot anset for at være Frankrigs mest populære politiker.

Siden 2002 er opbakningen til kandidaten fra Frankrigs Kommunistiske Parti (PCF) faldet. Partiets kandidat fik 21,3 procent i 1969 og 15,4 procent i 1981. I 2002 scorede LO og LCR flere stemmer end PCF’s Robert Hue (3,4 procent). I 2007 kollapsede PCF til sølle til 1,9 procent.

Venstrefronten

i år har PCF besluttet ikke at optille en kandidat i eget navn, men at støtte den kandidat, som på forhånd var udpeget af Venstrefronten (Front de Gauche). Det var Jean-Luc Melenchon, mangeårig leder af venstreorienterede fraktioner i det socialistiske (socialdemokratiske) Parti (PS).

Melenchon meldte sig ud af PS, efter at partiets kongres i 2008 afviste et forslag om at droppe den neoliberale politik og vende tilbage til en mere arbejderorienteret politik.

Sammen med andre desillusionerede PS-medlemmer dannede Melenchon Parti de Gauche (Venstrepartiet), inspireret dels af Tysklands Die Linke). Senere tog Venstrepartiet initiativ til at danne Venstrefronten som en valgalliance med PCF og andre mindre venstreorienterede grupper.

Melenchons kampagne har været den vigtigste nyhed i valgkampen, hvor første valgrunde finder sted søndag den 22. april.

Efterhånden som valgdagen nærmer sig, viser meningsmålingerne en støtte til Melenchon på mellem 14 procent og 17 procent, det vil sige i konkurrence med Marine Le Pens racistiske Front National (FN) om tredjepladsen.

Afgående præsident Nicolas Sarkozy, fra det konservative UMP, og Socialisternes Francois Hollande ligger forrest i meningsmålingerne med mellem 26 procent og 30 procent.

Melenchons kampagnen har ændret den politiske dynamik til venstre for PS. I to årtier har det været et slagsmål mellem PCF, trotskistiske organisationer som LO og LCR, og De Grønne.

Stigende støtte

Gennem de seneste seks måneder er opbakningen til Venstrefrontens kandidat tredoblet på bekostning af alle andre venstre kandidater.

Støtten til såvel Hollande som Eva Joly fra Økologisk Europa-De Grønne (EELV) er faldet med op til 5 procent. Støtten til kandidaterne på den yderste venstrefløj, Nathalie Arthaud fra LO og Philippe Poutou fra det Nye Antikapitalistisk Parti (NPA), er stoppet på 1 procent eller mindre.

Hvad forklarer denne succes?

For det første Melenchons direkte afvisning af neoliberalismen, og opfordring til en ”borgernes revolution” mod finansfyrsterne og den rige magtelite. Melenchon forestiller sig en voksende massemodstand mod neoliberale nedskæringer i Frankrig føre til dannelsen af en ”sjette franske republik” med økonomisk og social retfærdighed, folkeligt demokrati og miljømæssig bæredygtighed.

Ekkoet fra ‘Bevægelsen for en femte Republik’, som var præsident Hugo Chavez’ første politiske projekt i Venezuela, er ikke tilfældig. Melenchon, hvis mor var spansk, har en lang tradition for solidaritetsarbejde med kampe i Latinamerika. De højreorienterede medier beskriver ham hånligt som ”den lille Chavez” på grund af hans oratoriske stil.

De vigtigste forslag fra Venstrefronten er en umiddelbar tilbagevenden til 35-timers arbejdsuge, fuld pension fra 60 år (mindst 75 procent af slutlønnen), en 22 procent stigning i mindstelønnen til 1700 euro om måneden og et loft for maksimløn. Han foreslår desuden, at 800.000 midlertidige jobs i den offentlige sektor bliver permanente.

Velfærdsprogrammet omfatter en 100 procent dækning af sundhedsudgifter, oprettelse af en halv million børnehavepladser, et årligt socialt boligbyggeri på 200.000 boliger, en fastfrysning af huslejer og 10 milliarder euro til investeringer i uddannelse og forskning.

Den offentlige sektor vil vokse gennem re-nationalisering af de store energiselskaber og oprettelsen af 11 nye offentlige selskaber. De skal dække områder såsom socialt boligbyggeri, bankvirksomhed, sundhed, uddannelse, information og kultur, medicin, transport og børnepasning.

Omfattende ”økologisk planlægning” vil også blive indført.

Der skal indføres vetoret mod fyringer i alle brancher, som giver overskud. Ansatte i fabrikker, som skal lukkes eller sælges, vil få gunstige betingelser for at kunne omdanne dem til kooperativer.

Venstrefrontens forslag vil blive finansieret ved lukning af skattely, øgede skatter på kapital og høje indkomster, herunder en 100 procent skat på indkomster over 360.000 euro om året – og genindførele af Nationalbankens mulighed for at opkøbe statens gæld.

På det udenrigspolitiske kræver Venstrefronten en tilbagetrækning fra NATO og en komplet nytænkning af forsvarspolitikken.

Kampagnen

Melenchons første kampagnemøder viste hurtigt, at kampagnen var i kontakt med folkelige følelser. Efter sin første optræden foran 3,2 millioner seere i det nationale TV-program ’I ord og handling’, var rådhuse og idrætshaller fyldt til bristepunktet. Det startede med 6000 deltagere i Nantes.

Venstrefrontens kandidat benyttede nedgraderingen af den franske offentlige gæld i januar til at protestere uden for Standard og Poors’ kontor i Paris og til at slå sig op som den kandidat, der ”går til modstand mod ratingbureauerne”.

Han fordømte også de nye EU-regler i finanspagten, der begrænser de nationale budgetter til et strukturelt underskud ikke større end 0,5 procent af bruttonationalproduktet. Der var tale om ”en organisering af Europa, der fører til katastrofe,” sagde han.

Kernen i Melenchons argumentation har været, at en alternativ politik til den neoliberale stramme faktisk er mulig – at tvinge de rige og spekulanterne til at betale for deres krise. Hans møder har kombineret en forklaring på, at Venstrefrontens program er realistisk, med ætsende angreb på ”nedskærings-kandidaterne”, og opfordringer til modstand på gader og arbejdspladser.

Kampagnen er også blevet opbygget via ture i ”vælgermiljøer”, f.eks. på gymnasier og universiteter, miljøgrupper, ansatte i offentlig transport, landmænd og kunstnere og intellektuelle.

En illustrativ historie var Melenchons tale på den nationale kongres hos det franske Natur- og Miljøforbund, hvor Venstre Front kandidat fremlagde en grundlæggende økosocialistisk vision.

Et vigtigt mål for kampagnen har været ”det glemte folk” i arbejderforstæderne, hvor FN har opbygget støtte gennem de seneste 20 år, ofte på bekostning af PCF.

Til en forsamling på 2500 personer i Metz (hvor FN vandt over 20 procent af stemmerne i regionalvalget i 2010) sagde Melenchon: ”i må ikke give efter for det hadefulde parti, der opfordrer til at vende dig mod de andre. I må ikke blive splittet efter religion eller hudfarve. Der er kun én regel, der bør definere os i forhold til andre -Liberté, Egalité, Fraternité!”

Den 18. marts, på 141 årsdagen for Pariserkommunen, kom bekræftelsen på, at Venstrefrontens kampagne virkelig bider fra sig. Arrangørerne havde forventet 20.000 til 30.000 til en demonstration, der skulle ”indtage Bastillen”. Der kom op mod 120.000.

Andre massemøder i Toulouse (50.000) og Marseille (100.000) har bygget på succesen fra Paris.

Reaktioner

Den stigende popularitet for Melenchon har resulteret i voldsomme reaktioner fra hele det franske politiske spektrum. Laurence Parisot, leder af arbejdsgiversammenslutningen MEDEF sammenlignede Venstrefrontens kampagne med terrorregimet under den franske revolution.

De højreorienterede medier har lanceret en forudsigelig jagt efter ”snavs” i Melanchons fortid, som at han i sin ungdom var medlem af den trotskistiske Internationale Kommunistiske Organisation, og han i 2011 afviste at beskrive Cuba som et diktatur.

Økonomiske kommentatorer har beskrevet Venstrefrontens programforslag som ufinansierede, i strid med EU-aftaler og uholdbare for virksomhedernes og statens økonomi.

Nogle af de mere voldsomme reaktioner er kommet fra venstrefløjen i bred forstand. Den 9. april kom Daniel Cohn-Bendit, tidligere maj 1968-leder og nu medlem af EU-Parlamentet for EELV, med et angreb på Melemchon, hvor han i et interview i Le Monde for talte om ”fremkomsten af denne jakobinske, centralistiske parodi på en venstrefløj, der er en velsignelse for Nicolas Sarkozy”.

Den 11. april mindede Eva Joly, EELV’s præsidentkandidat og nede på 2 procent i meningsmålingerne, om, at Melenchon er ”allieret med PCF, der er pro-atomkraft, pro-produktivistiske og pro-infrastruktur”. Hun beskrev Venstre Front program som ”revolutionært, urealistisk og farligt for Francois Hollande”.

En lignende reaktion kom fra franske modstandsbevægelses-veteran Stephane Hessel. Med et hint til præsidentvalget i 2002, hvor SP-kandidaten Lionel Jospin blev forvist til en tredjeplads efter FN, opfordrede Hessel til, at Melenchon trak sig ud af valget.

Men fra en anden retning kunne læserne af dagbladet Liberation den 22. marts læse en kommentar, hvor NPA lederne Pierre-Francois Grond, Myriam Martin og Helene Adam opfordrede til at stemme på Melenchon stedet for på NPA’s kandidat Philippe Poutou.

De tre, som tilhører den ”anti-kapitalistiske venstrefraktion” inden for NPA, sagde: ”Det er med bitterhed, men også med vrede, at vi ser vores parti opgive de løfter, det kom med ved sin grundlæggelse – at samle alle anti-kapitalister til et masseparti. Ved at opstille sin egen kandidat er NPA på vej til at marginalisere sig selv og forspilde muligheden for at påvirke de store spørgsmål i den politiske situation.”

Poutou svarede den 11. april i interview i Le Monde ”Der er krav, som vi har til fælles med Venstrefronten, men der er også en løsning, som ikke er vores. At arbejde med PS( …) Vores diskussion handler om at opbygge et politisk redskab, der i morgen vil give os mulighed for at bekæmpe kapitalismen, en diskussion om at ekspropriere bankerne, om ægte demokrati, om at sætte spørgsmålstegn ved kapitalisternes magt over økonomien. ”

NPA kandidat sagde: ”Opbygning af et PS version 2, som er en smule mere radikalt end den nuværende version 1, er mindre kompliceret end at bygge et anti-kapitalistisk parti.”

Uanset valgresultatet den 22. april står det klart, at Mélenchon kampagnen har rystet op i fransk politik til alle sider.

Dick Nichols

Dick Nichols er Europa-korrespondent for den australske ugeavis Green Left Weekly. Artiklen er opdateret den 16. april och publicerad i Socialistisk Information. Oversat af Karina Skov.

Intressant?
Borgarmedia: DN1, 2, 3, 4, 5GP1, 2, SVT1, 2, 3, 4, SVD1, 2, AB1, 2, 3, 4, SR,
Läs även andra bloggares åsikter om , , , , , , , , , , ,

Advertisements