Sydafrika: En brutal tragedie, som aldrig skulle være sket

Del 4 av 7 i serien Gruvarbetarstrejk i Sydafrika

Ingen begivenhed siden afslutningen på apartheidregimet sammenfatter på samme måde som massakren i Marikana, hvor overfladisk omstillingen har været i dette land. Hvad der skete, vil blive diskuteret i år fremover.

Det er allerede klart, at minearbejderne vil blive beskyldt for at være voldelige. Minearbejderne vil blive fremstillet som vilde. Men faktum er, at tungt bevæbnet politi med skarp ammunition brutalt skød og dræbte over 35 minearbejdere. Mange flere blev såret. Nogle vil dø af deres kvæstelser. Ti andre arbejdere var blevet dræbt lige før denne massakre.

Det var ikke en aktion udført af egenrådige politifolk. Massakren var et resultat af beslutninger taget i toppen af politiets strukturer. Politiet havde lovet at svare igen med magt og kom med skarp ammunition. De opførte sig ikke bedre end apartheidpolitiet i Sharpeville, i Soweto-oprøret og i protesterne fra 1980’erne, hvor mange af vores folk blev dræbt.

Politiets aggressive og voldelige svar på protesterne mod dårlig kommunal service finder et ekko i denne massakre.

Dette repræsenterer en blodplet på det nye Sydafrika.

Det repræsenterer et mislykket lederskab. Det er et mislykket lederskab hos regeringen: dens arbejdsminister og miniister for råstoffer, som har været fraværende under hele denne episode; dens politimister, som fastholder, at det ikke er en politimæssig, men udelukkende en faglig konflikt, og som forsvarer politiets handling; en mislykket præsident, som kun kan komme med banaliteter i forhold til krisen og ikke mobilisere sin regering og dens umådelige ressourcer til her og nu at gøre noget ved minearbejdernes problemer og nu deres efterladte familiemedlemmer.

Det har været en mislykket og forræderisk ledelse af Lonmin-minen, som ignorerede de faglige ledere og nægtede at tage sig af arbejderne og deres krav. Ledelsen flik-flakker mellem at sige ja til forhandlinger med arbejderne og afviser så med henvisning til, at der er indgået en to-årig aftale med Minearbejderforbundet (NUM).

Det er desværre også et mislykket fagligt lederskab. I første omgang NUM, som ser enhver opposition til deres ledelse som kriminel og påstår, at al modstand nødvendigvis må være skabt af Mineselskabet. Dette er åbenlyst ikke rigtigt. Det er også gået galt hos (den konkurrende faglige organisation, red) Association of Mining and Construction Union (AMCU), som optræder opportunistisk i et forsøg på at rekruttere utilfredse NUM-medlemmer og mobiliserer arbejdere for urealistiske krav og forsømmer at fordømme vold fra deres medlemmer.

Graden af vold i vores miner viser den store ulighed og polarisering i det sydafrikanske samfund. Minearbejdere er ansat under ekstremt usle forhold og lever i elendige lejre uden basale fornødenheder. Minearbejderne bliver ofte ansat gennem arbejdsformidlere og bliver marginaliseret uden anstændige arbejdsforhold.

De vilde strejker (ligesom andre lignende strejker i minerne), som startede begivenhederne, som førte til nedslagtningen, er et svar på den strukturelle vold i det sydafrikanske minesystem. Men det er også et svar på noget andet, som vi ikke må glemme.

Forgyldte mineejere med erfaring fra BEE-samarbejde (BEE = Black Economic Empowerment, et regeringsprogram som skal sikre sorte og farvede større plads i erhvervslivet, red) ser en lejlighed til at drive en kile ind mellem “ansvarlige” faglige ledere og arbejderne. De lokker fagforeningerne ind i hyggelige forhold og isolerer dem fra arbejderne på gulvet. Vreden i minerne er en dybtfølt vrede mod mineledelsen, som i stigende grad bliver rettet mod de faglige lederes medansvar og deres manglende evne til at forsvare og repræsenterer arbejdernes interesser.

Fremmedgørelsen mellem de menige medlemmer og fagforeningens ledelse er en faktor bag det, som skete i Lonmin-minen, og som sker i andre platinium-miner.

Ikke desto mindre er nedslagtningen af 35 minearbejdere et resultat af statens, nærmere bestemt politiets, vold. Som minimum må minister (for politiet, red) Mthethwa tage ansvaret på sig og træde tilbage.

Denne udtalelse er offentliggjort den 17. august 2012 af redaktionen på det sydafrikanske webmagasin Amandla

Svensson/Socialistisk Information/Amandla

Intressant?
Läs även andra bloggares åsikter om , , , , , , , , , , , , , ,

Series Navigation<< Stockholm: Stöd Sydafrikas gruvarbetareLonmin – skurkbolag med ökända ägare >>
Advertisements