För 70 år sen: De danska judarnas flykt

70 år siden: Danske jøder evakueret

Da den tyske besættelsesmagt gik i aktion mod de danske jøder i oktober 1943 var den trotskistiske gruppe med til at ”tømme” de gamle arbejderkvarterer i blandt andet Adelgade og Borgergade i det indre Købehavn. Her boede jøder, der ikke selv kunne betale for deres flugt over Øresund.

Som andre politiske strømninger i arbejderbevægelsen, var den danske sektion af Fjerde Internationale aktiv i kampen mod den tyske besættelsesmagt. Aktiv fra så at sige fra dag et. Løbesedlen ”Udtalelse til situationen” blev uddelt allerede den 10. april 1940, det vil sige dagen efter besættelsen, og udtalelsen var den første illegale publikation i Danmark. Noget af det praktiske illegale arbejde blev senere at få jøder over Øresund til Sverige. Gruppen – Revolutionære Socialister hed de – havde oprettet deres egne flugtruter.

Jytte Vendel var en af dem, der blev evakueret. Sammen med sin jødiske mand, Herman Oschlak, måtte hun flygte til Sverige. Ikke sammen, men hver for sig. Parret boede dog ikke i det omtalte Adelgade-Borgergade-kvarter.

70 år senere får Socialistisk Information deres historie, da vi besøger Jytte Vendel i hendes malerlejlighed et sted i København mellem Vesterbro og Frederiksberg. Her bor hun i det halve år, det andet halvår tilbringes i Sverige på hendes ødegård. Begge steder er der malerier overalt. Hendes egne. Den 89-årige kunstmaler er stadig meget aktiv på dette område.

”I oktober 1943 måtte vi flygte. Først min mand. Han forsvandt, uden at nogen rigtig opdagede det. Han måtte ikke fortælle, at han flygtede. Heller ikke til mig. Han sagde blot, at han gik en tur. Turen blev lang og endte i Sverige. En dag kom en mand og gav mig en note om, at jeg skulle flygte samme nat. Denne mand blev jeg hurtigt fortrolig med, da jeg kunne kende min mand håndskrift på noten. Det var jeg helt sikker på. ’Du skal følge med denne mand’, havde min mand, Herman, skrevet. Vi fulgtes ad hen til en bil, hvor der var andre, der skulle tage flugten. Inden da havde jeg med mit nyfødte barn boet forskellige steder, skiftet bolig hver dag efter jagten på jøderne i Danmark var sat ind”

Evakueringer
”Min mand skaffede os over Øresund. Jeg er ikke i tvivl om, at det var gennem hans gamle ven fra et ophold på Arbejderhøjskolen ved Esbjerg, Carl Heinrich Petersen. De havde været venner siden og var det resten af deres liv. Begge er døde for længst. De to kendte hinanden, før jeg lærte min kommende mand at kende”.

Situationen havde ændret sig i 1943 efter en ellers fra besættelsesmagtens side besindig holdning overfor jøderne i Danmark. Nu ændrede situationen sig. Efter ordrer fra Berlin planlagde den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best, at internere de danske jøder natten mellem den 1. til 2. oktober. Det mislykkedes, da planerne var blevet lækket af den tyske skibsfartsattache, G.F. Duckwitz, der stod for en noget mere diplomatisk kurs.

Den danske Fjerde Internationale-gruppe, Revolutionære Socialister, som også Carl Heinrich Petersen var medlem af, kunne i kraft af deres erfaringer med tyske flygtningetransporter bidrage til de nye opgaver med at evakuere danske jøder. Gruppen var central i at tømme det fattige kvarter omkring Adelgade og Borgergade i København for jøder, men også andre steder. Folk her kunne ikke betale de høje priser på transporterne, som der ofte blev krævet. Et par år tidligere havde Revolutionære Socialister i mere generelle formuleringer forholdt sig til jødeevakueringer. I et særnummer af deres blad, Klassekamp, skrev de om vigtigheden af at bekæmpe enhver form for undertrykkelse og forfølgelse af jøder, der havde demokratiske rettigheder som andre i samfundet. Der blev også skelnet mellem den fattige jøde og den kapitalistiske jøde, men bladet slog fast med understreget tekst: ”Det er enhver arbejders pligt at stå enhver jøde bi, hvis det er ham muligt”.

I Sverige
”Det var dybt hemmeligt, at jeg skulle flygte,” fortsætter Jytte Vendel. ”Mine forældre vidste intet. Herman ordnede min flugt. Det var gennem hans kontakter. At det var gennem Carl Heinrich Petersens gruppe viste sig også, da han overtog vores lejlighed. Det havde de aftalt. Herfra fortsætter Carl Heinrich sit politiske arbejde. Herman fandt en bolig i Malmø via en illegal kontakt. Senere kom vi til at bo på en højskole i Sverige, hvor vi havde det godt i venlige omgivelser indtil krigens slutning”.

”Inden den tid havde vi i Malmø boet hos en kvinde, der havde nazistiske sympatier. I hvert fald kunne hun ikke lide jøder. Vi havde kun en korridor, hvor der lige kunne stå en seng og en barnevogn. Ingen køkkenadgang. Hun tjente godt på det, er jeg overbevist om. Den slags tror jeg var udbredt”.

Den svenske regering proklamerede villighed til at modtage de danske jøder, men jøderne mødte også en antisemitisk stemning i det land, de ankom til.

Flugten
”Selve flugten foregik fra Frederiksholms Kanal lige ud for et tysk militært kvarter. Ruten gik fra København til Helsingør med Wibroe-bryggeriets båd. Ud for den svenske ø Hven slog båden så en bue ind, hvor en svensk båd kunne samle de flygtende op. Inden da var vi blevet kraftigt beskudt af tyskerne.”

”Der var ca. 30 personer under lasten. Ved Frederiksholms Kanal skulle vi være helt stille, ingen lyd, når der kom tysk kontrol. Nogle tyske vagtposter vidste – tror jeg – hvad der foregik. De hjalp os med andre ord. Mit barn havde fået stærke sovepiller, så han kunne holde sig i ro.”

”Efter den svenske båd havde samlet os op ud for Hven, kom vi samlet til Malmø. Jeg kom allerførst til at bo hos min mands søstre, for vi havde intet at leve af. Siden blev vi, mit barn og jeg – forenet med min mand, også som nævnt under fattige kår. Siden på højskolen som noget meget positivt”.

”Da vi atter i maj 1945 kom til København, blev vi sammen med mange andre flygtninge fra Sverige meget positivt modtaget på Hovedbanegården. Vi fik ny lejlighed samt møbler af kommunen. Det var godt ovenpå så meget forfærdeligt. Flere af min mands familie kom i KZ-lejre”

Ikke alle
Jytte Vendel og Herman Oschlaks flygtningehistorie endte godt her. Men sådan var det ikke for alle. Ikke alle oplevede denne godhed, når de så, hvad der var sket med deres ting og sager. Blot for at nævne, at alt ikke var fryd og gammen for danske jøder i maj 1945 og tiden, der fulgte. Fattige jøder, og dem var der mange af, var ilde stedt – også på grund af den dyre flugt, mange blev nødt til at benytte sig af. Nogle var statsløse jøder. De mødte en kold og afvisende holdning hos de danske myndigheder.

Der var ca. 8000 jøder i Danmark på dette tidspunkt, hvoraf ca. 5000 boede i København. Kun 481 jøder blev fanget og sendt til KZ-lejre, mens flere end 7000 nåede at flygte til Sverige. Af de tilfangetagne døde ”kun” 104. Det store hjælpearbejde hos den danske befolkning var årsagen til succesen samt enkelte venlige mennesker i den tyske værnemagt, der i afgørende øjeblikke vendte ryggen til aktioner med jødetransporterne.

Arrestationer
Trods deres grundige og velforberedte arbejde drev transporter af jøder og tyske desertører trotskisterne i Revolutionære Socialister i armene på Gestapo. En bølge af arrestationer i maj 1944 svækkede gruppen alvorligt. En stikker, der havde hjulpet med jødetransporterne, havde afsløret nogle af gruppens medlemmer. Gruppen havde brudt alt samarbejde med ham, men han havde haft held til at placere endnu en mand i cirklerne omkring Revolutionære Socialister. Resultatet blev arrestationen af fem medlemmer af RS og fire andre, som de arbejdede tæt sammen med i dette arbejde.

Stikkeren viste sig at være en af de mest berygtede Gestapostikkere. Sven Bjørnestad hed han, redaktør for forskellige månedsblade, bl.a. ”Nationalt Værn”. Han blev likvideret af modstandsfolk og fundet i april 1945 i en mose tæt på Hillerød.

Nogle af de arresterede blev afhørt og tortureret. Andre nåede at flygte til Sverige. Senere kom de anholdte til Frøslevlejren – efter et kort ophold i Horserød. En enkelt – Niels Jacobsen – blev senere sendt fra Frøslev til KZ-lejren Neuengamme ved Hamburg og siden til Porta Westfalika mellem Hannover og Osnabrück. Et tysk medlem af RS, Georg Jungclas, blev også arresteret i den sammenhæng. Han blev sendt til Hamburg, hvor han var flygtet fra efter nazisternes magtovertagelse. Senere blev han sendt til Berlin, hvor han skulle stilles for en domstol, der efter al sandsynlighed ville have dødsdømt ham, men de allieredes bombardementer af den tyske hovedstad var nu så kraftige, at processen mislykkedes. Arkivet med hans sager blev ødelagt under et bombeangreb, og han reddede livet, men han var fortsat fængslet, indtil amerikanske tropper befriede fangerne i april 1945.

Men arrestationer i forhold til jødetransporterne og den efterfølgende forfølgelse svækkede den danske sektion af Fjerde Internationale så kraftigt, at gruppens blad havde svært ved at udkomme. De tilbageblevne gik under jorden. Ikke mindst de mest politisk ledende var for en tid væk. Men de reorganiserede sig og kom senere med i andre aktioner mod den tyske besættelsesmagt.

Svend Vestergaard Jensen

Ursprungligen publicerat i Socialistisk Information.

Intressant?
Läs även andra bloggares åsikter om Fjerde Internationale, Carl Heinrich Petersen, Werner Best, Gestapo, Nationalt Værn, Fröslevlejren, Neuengamme, Fjärde Internationalen, Revolutionære Socialister, Adelgade, Borgergade, København, Øresund, Öresund, Vesterbro, Frederiksberg, Köpenhamn, Malmö, Judar, Helsingör, Helsingör, Samhälle, Politik, Historia