Tid for klassekamp! Tid for organisering!

Nu står vi overfor yderligere fire år med Reinfeldt, fire år med åben borgerlig klassepolitik. Vi socialister ser det som vores opgave i denne svære stund at opbygge et virkeligt rød-grønt alternativ fra grunden, at give vores bidrag til at styrke en faglig bevægelse klar til kamp samt at opbygge bevægelser til forsvar for social velfærd og støtte til en grøn samfundsomstilling.

”Socialdemokratiet kommer aldrig mere til at eje Sverige,” skrev Göteborgs-Posten i sin leder den 20. september.

Dagen efter Alliancens valgsejr er de borgerlige ledersider ved at løbe over af klassebestemt tilfredshed og selvretfærdighed. ”Der er et historisk gennembrud”, fortsætter Göteborgs-Posten, og henviser til at Reinfeldt er den første borgerlige statsminister i moderne tid, som det er lykkedes at blive genvalgt. Historiens vingesus viser sig på flere måder. Moderaterna, det parti som med næb og klør kæmpede mod den almindelige valgret, har aldrig siden den blev indført, haft så godt et valg. Socialdemokraterne noterer derimod sin laveste opbakning siden 1914. Bægeret blivertilmed endnu mere bittert af de fremmedfjendske Sverigedemokraters fremgang og indtog i rigsdagen. Hvordan kunne det gå sådan?

”Denne valgkamp har handlet om en sidste afsked med den bevægelse, som har domineret Sverige i 1900-tallet. Og jeg skriver netop bevægelse, for det er det som er forsvundet” (Göran Greider, Dagens Nyheter 19/9). Greider sætter her fingeren på det basale i tidens udvikling. I dag findes der ikke meget tilbage af den mangfoldige bevægelse, som en gang fulgte medborgeren fra vugge til grav – eller i det mindste fra at være ”ung ørn” (organisation for børn og unge, o.a.) til Fonus. (begravelsesfirma).

Medlemskorpset er brudt sammen. Så sendt som i begyndelsen af 1990’erne lå medlemstallet på en kvart million, i dag er det sunket til under 100.000. Det socialdemokratiske ungdomsforbund er skrumpet fra 50.000 medlemmer i begyndelsen af 1970’erne til i dag 2500. Af de en gang 100.000 faglige tillidsfolk, man hævdede at have i begyndelsen af 1970’erne, er der ikke mange tilbage. Og hvor mange af medlemmerne er i det hele taget aktive?

I løbet af det seneste årti har vi set, hvordan selve bunden er ved at gå ud af det Socialdemokrati, som en gang var Sveriges dominerende folkebevægelse. I samme takt har vi endog set, at bureaukratiseringen, topstyringen og højredrejningen er blevet yderligere tydeliggjort. Politikken bliver i stadig stigende grad udarbejdet langt væk fra de almindelige græsrødder. Den sag klares nu af professionelle politikere, funktionærer, spindoktorer og reklamebureauer. Her ligger forklaringen bag partiets tilbagegang i meningsmålingerne – fra topplaceringen med 50 procent i Erlanders sidste valgkamp ned til dagens bundplacering med 30 procent – samt at man ofte er nødt til at finde forstørrelsesglasset frem for at skelne deres politik fra de borgerlige partiers.

I dette års valgkamp kom al denne svaghed og udviskning af profilen tydeligt frem i dagens lys. Trods et gyldent udgangspunkt som opposition – med øgede modsætninger, sociale forringelser, finanskrise, klimasammenbrud osv. Og med Alliancen ved regeringsroret – sluttede det hele med et nederlag. Det bliver svært for vælgerne at forstå, når man som S og deres rød-grønne oppositionskammerater først i flere år heftigt kritiserer borgernes jobskattefradrag, hvorefter man sluger dette skattesænkningschok på 71 milliarder på nær sølle 2 milliarder. Yderligere lagde man sig med sin økonomiske politik indenfor de samme nyliberale rammer som Anders Borg (borgerlig finansminister, o.a.). At man i nogle enkelte spørgsmål – som a-kassen, sygeforsikringen og rut-fradrag (skattefradrag for at få udført rengøring og andet arbejde i hjemmet o.a.) – fremførte andre synspunkter og en anden politik, var ikke tilstrækkeligt.

Lad os forestille os, at man i stedet var gået frem med et helhedsprogram for udbygning af den sociale velfærd. Vi ved, at pengene findes. Alene de skattesænkninger på i alt 97 milliarder, som Alliancen gennemførte, skulle, ifølge en beregning af økonom Stefan Carlén fra HK-Stat kunne række til 231.000 fuldtidsjob i den offentlige sektor. Det er også langt mere end den sociale velfærd er blevet berøvet de seneste 30 år på grund af skattesænkninger og omfordelingspolitik til de riges fordel.

Nu står vi overfor yderligere fire år med Reinfeldt, fire år med åben borgerlig klassepolitik. Vi socialister ser det som vores opgave i denne svære stund at opbygge et virkeligt rød-grønt alternativ fra grunden, at give vores bidrag til at styrke en faglig bevægelse klar til kamp samt at opbygge bevægelser til forsvar for social velfærd og støtte til en grøn samfundsomstilling. Det er alene, hvis disse sociale kræfter i samfundets basis styrkes, at parolen om nødvendigheden af at opbygge et nyt arbejderparti bliver realistisk.

Tiden er inde for os mange på bunden at organisere os i klassekamp, som Åsa Linderborg og Daniel Suhonen udtrykte det i Aftonbladets kulturtillæg dagen efter valgnedturen: ”Klassekamp er, som Marx og Engels fremhævede, alle tiders melodi. Borgerskabet har fået lov til at skråle sine sange alene alt for længe. Det er på tide at fylde lungerne.”

Dette indlæg blev bragt som leder fredag den 24. september på www.internationalen.se, som udgives af Socialistiske Partiet, Fjerde Internationales svenske sektion.

Oversat af Ebbe Rand Jørgensen för danska Socialistisk Information.

Intressant?
Läs även andra bloggares åsikter om Klassekamp, Organisering, Klassepolitik, Alliansen, Moderaterna, Socialdemokraterne, Göran Greider, Åsa Linderborg, Daniel Suhonen, Sverige, Klass, Val, Demokrati, Arbetarklass, Samhälle, Politik