Revolutionær, reformistisk og stalinistisk politik

Ursprungligen publicerat på Socialistisk Information.

Arbejderbevægelsens historie er rig på dyrekøbte erfaringer. Vi må lære af fortidens fejltagelser, hvis vi skal sætte kurs mod en socialistisk revolution.

Blandt alle partier, der er repræsenteret i Folketinget, er Enhedslisten det eneste parti, der erklærer sig som tilhænger af en socialistisk revolution. Og hvad mere er, er det også det eneste parti, der har en klar opfattelse af, hvad dette egentlig indebærer. Ifølge Enhedslistens principprogram ”må der, i takt med at der vindes folkelig opbakning til revolutionære brud med kapitalismen, opbygges demokratiske folkemagtsorganer, som har den organiserede styrke til at vinde den konfrontation med kapitalmagten, som på et eller andet tidspunkt vil bryde ud.”

”Et socialistisk samfund kan ikke bare »overtage« den nuværende stat, som fundamentalt set er indrettet til at organisere og forsvare netop et kapitalistisk samfund. Det gælder den danske stat, og endnu mere altomfattende den EU- stat, der er under opbygning. Det er nødvendigt at forberede en sådan revolution,” hedder det i programmet.

Hvornår sådanne folkelige magtorganer vil opstå i Danmark, er det til gengæld ikke muligt at sige. Da det drejer sig om folkets egne magtorganer, kan man ikke pace dem frem. Men det er en stor opmuntring at se, at i snart sagt alle de nylige revolutionære rejsninger i den arabiske verden, har vi set spirer til deres dannelse overalt. Og kontrarevolutionerne, som for tiden også præger denne del af verden, tager ikke mindst sigte på at lægge hindringer i vejen for deres dannelse, fordi man godt ved, at de signaliserer enden på det kapitalistiske system.

Erfaringer

Men det er ikke kun i de nylige revolutionære bevægelser, vi har set sådanne folkelige magtorganer gro frem. De har faktisk været et kendetegn for de fleste opgør med kapitalismen over Pariserkommunen i Frankrig i 1871 til revolutionerne i Rusland i 1905 og i 1917, i den mislykkede revolution i Tyskland i 1918, til de revolutionære bevægelser i 1968. Og selv under de nylige opgør med stalinismen i Østeuropa, så man klare tendenser til det samme.

Hvem ved i dag, at de arbejdere i Polen, der startede Solidarnosc ikke havde til hensigt at privatisere Polen, men at skabe et Polen, hvor de vigtigste beslutninger blev taget af et system af arbejderråd? Og så sent som et par uger før murens fald deltog jeg i et møde i Østberlin med mange deltagere fra arbejdsplader og venstrestrømninger, der også gik ind for at skabe et DDR, der var baseret på arbejderråd. Men som alt andet blev disse bestræbelser druknet i tilstrømningen af penge fra Vesten.

Rusland

Når kapitalismen kommer i krise, som den gjorde under Første Verdenskrig, så åbner der sig mulighed for, at selv en numerisk lille arbejderklasse kan drage det store flertal af de andre undertrykte med sig i en revolution.

Der var omkring 4 millioner industri- og transportarbejdere i Rusland i 1917. Der var omkring 100 millioner bønder – de fleste livegne. De nationale mindretal, hvoraf langt de fleste var bønder, udgjorde 52 procent af befolkningen i Rusland.

Alligevel lykkedes det for Lenin og bolsjevikkerne at gennemføre Oktoberrevolutionen. Men det var helt afgørende, at det revolutionære partis politik passede til de objektive omstændigheder.

Man tilfredsstillede de nationale mindretals interesser ved at sikre dem ret til løsrivelse, hvad der dog kun skete i forbindelse med dannelsen af den finske borgerlige stat. Og man tilfredsstillede bøndernes interesser ved at love dem den jord, de dyrkede – en oprørsbevægelse blandt de jordløse bønder var allerede i gang før Oktoberrevolutionen. Og man indfriede det russiske folks store ønsker om fred ved at indgå fredsaftaler i Brest-Litovsk med Tyskland, selvom især denne fred var dyr for det revolutionære styre at indgå.

Sloganet var som bekendt: Fred, jord, brød. Og da det blev aktuelt: Al magt til sovjetterne!

Sovjet er det russiske ord for råd. Og sovjetsystemet bestod af centraliserede råd af arbejdersovjetter, af soldatersovjetter og af bondesovjetter.

Dels for at sikre et så demokratisk system som muligt, og dels for at modvirke en tendens til bureaukratisering, blev der indført regler, der sikrede, at ingen delegeret kunne få mere i løn, end dem, der havde valgt ham eller hende, at der skulle afholdes valg hver anden måned, og at i det øjeblik den delegerede brød med sit mandat eller andre henstillinger fra sine vælgere, skulle vedkommende træde tilbage og erstattes af en anden repræsentant.

Tredje Internationale (Komintern)

Bolsjevikkerne betragtede Oktoberrevolutionen, som det første led i en kæde af verdensomfattende revolutioner. Man stiftede derfor en ny internationale – Kommunistisk Internationale (Komintern) i 1919 – og på kongressen i 1920 vedtog man de såkaldte Moskvateser – dvs. retningslinjer for den nye Internationale.

I disse teser slog man fast, at det var muligt for kommunister at indgå snævre, begrænsede alliancer med andre med henblik på konkrete handlinger, men at alliancerne kun blev indgået under forudsætning af, at kommunisterne samtidigt bevarede retten til at fremføre hele deres program og retten til selvstændig handling.

I ”Familiens, privatejendommen og statens Oprindelse”, slog Engels fast, at kernen i enhver statsmagt var en flok bevæbnede mænd, som forsvarede de herskende klassers herredømme. Selvom den borgerlige revolution hævder at være demokratisk, er den reelt et klassediktatur. Også den nye stat havde brug for et diktatur i overgangsperioden, hvor arbejderklassen og dens allierede bestræbte sig på helt at afskaffe statsmagten. Proletariatets diktatur var et undertrykkelseselement, som var vendt mod de kræfter, der forsøgte at forhindre den revolutionære omvæltning.

Når man i den grad understregede vigtigheden af proletariatets diktatur, var det ikke mindst på grund af erfaringer fra den russiske revolution. Men selve magtovertagelsen forløb yderst fredeligt – man regner med, at under 20 blev dræbt i Petrograd og kun nogle få hundreder i Moskva – så kom 22 forskellige imperialistiske lande kontrarevolutionen til hjælp, og den efterfølgende krig medførte tab af hundreder af tusinder af menneskeliv, og at Ruslands industri og transportvæsen nærmest lå i ruiner.

I slutningen af krigen opstod der også sovjetter i andre lande, blandt andet i Tyskland, men her begik arbejderne og soldaterne den fejl at vælge socialdemokratiske politikere til at stå i spidsen for sovjetterne, og som en følge af blandt andet det, slog verdensrevolutionen ikke igennem i Tyskland, hvis industrielle potentiale kunne have haft stor betydning for Sovjetunionen.

Jeg betragter det som vigtigt at gennemgå disse revolutionære landvindinger, ikke mindst af hensyn til, hvad der senere skete med Sovjetunionen og Komintern.

Den stalinistiske degeneration

I dag kan alle socialister enes om, at Stalins overtagelse af magten i Sovjetunionens kommunistiske parti (SUKP) og i Komintern medførte nogle fejltagelser, men der er stadig strid om, hvor alvorlige de egentlig var.

For mit vedkommende vil jeg hævde, at virkningerne var katastrofale. Ikke blot endte millioner af russere deres liv i de stalinistiske fangelejre – først de bolsjevikker, som var imod Stalin, og som kunne angribe ham fra venstre, derefter også millioner af andre. Blandt de udrensede i de berygtede Moskvaprocesser i 1930-erne, var de medlemmer af den gamle bolsjevikiske centralkomite, man kunne få fat i, og resten blev myrdet, som det skete for Leon Trotskij i 1940.

Moskvaprocesserne ramte ikke mindst hæren. Dels fordi Den Røde Hær var blevet bygget op af Trotskij, og dels fordi Stalin i almindelighed frygtede enhver væbnet magt, han ikke kunne kontrollere. Da i alt 36.671 officerer var blevet ofre for udrensningerne, mente Hitler, at nu havde Stalin hugget hovedet af Den Røde Hær, og det var blandt andet derfor, at han lod den tyske hær angribe Sovjet i juni 1941.

Stalinismen gennemførte også nogle vigtige forandringer i den ”teoretiske” linje. Sovjetsystemet blev afskaffet. Og stalinisterne opfandt ”teorien” om socialisme i et enkelt land. Andre landes kommunistiske partier blev udelukkende bedømt ud fra deres hengivenhed over for ”Socialismens fædreland”. Udenrigspolitisk førte man en svingende kurs, der i nogle tilfælde var præget at sekterisme og i andre tilfælde af det modsatte.

Teorien om socialfascismen

Katastrofal var den manglende forståelse af småborgerskabet, som under normale forhold hælder til højre, men i krisetider står vaklende og kan vindes for en revolutionær politik. Men det mest katastrofale var formuleringen af ”teorien” om socialfascismen, som stillede alle andre partier lige, men som reelt betød, at de socialdemokratiske partier blev til hovedfjenden, hvad der havde fatale konsekvenser i Tyskland, og som efter min mening var med til at bane vejen for Hitlers magtovertagelse.

Ved valget i 1930 havde de tyske kommunister fået omkring 4.600.000 tusinde stemmer – en fremgang på 1.300.000 stemmer fra valget i 1928. Det nazistiske parti var hoppet fra 800.000 stemmer og helt frem til 6.400.000 stemmer, mens socialdemokraterne trods en vis tilbagegang alligevel havde 8.600.000 stemmer. Alligevel blev valget i 1930 udråbt som en stor sejr for kommunisterne, og det var på denne baggrund ”teorien” om socialfascismen blev til.

Den Arbejdernes Enhedsfront, som Bertol Brecht skrev sin berømte sang om, var alene en enhedsfront fra neden – med de menige socialdemokratiske arbejere. Man afviste enhver ide om også at henvende sig til de socialdemokratiske ledere, som de socialdemokratiske medlemmer jo selv havde valgt – også i de socialdemokratiske fagforeninger eller i bedriftsrådene – for at lave en fælles front med dem imod den voksende fare fra nazisterne. Om ikke andet kunne et afslag på en sådan anmodning have afsløret de socialdemokratiske ledere over for deres egne medlemmer.

I stedet valgte man undertiden at alliere sig med nazisterne, som man gjorde, da Enhedsfronten gik på gaderne for støtte en folkeafstemning, som var arrangeret af Hitler, og som hvis han havde vundet den, ville bringe ham til magten.

Advarsler

Fra sit eksil advarede blandt andet Trotskij (som ikke blot havde stået i spidsen for Den Røde Hær, men også stået i spidsen for Petrogadsovjetterne i 1905 og senere i 1917). Han beskrev, hvordan de nazistiske bander gik til angreb på arbejdernes tilholdssteder – socialdemokratiske og kommunistiske lokaler – og sagde, at det var nødvendigt at indgå aftaler om, hvordan man i fællesskab kunne forsvare sig.

Han skriver også:

”Ingen fælles platform med Socialdemokratiet eller lederne af de tyske fagforeninger; ingen fælles publikationer, bannere, plakater. Marchér separat, men slå samlet. Aftal blot, hvem man skal slå, hvornår man skal slå og hvordan, man skal slå. En sådan aftale kan sluttes med Fanden selv, med hans oldemor og endog med Noske og Grzezinskij (socialdemokratiske ledere). På én betingelse: at man ikke binder sine egne hænder”.

I slutningen af sit arbejde harcelerer Trotskij over de kommunistiske ledere, som er tilbøjelige til at strø om sig med ultraradikale fraser.

”Uden en sejr over Socialdemokratiet kan vi ikke kæmpe mod fascismen”, siger disse elendige ledere, og af samme grund – holder de deres pas parate.

Arbejderkommunister! I er hundreder af tusinder, millioner. I kan ikke rejse noget sted hen, der er ikke pas nok til jer. Skulle fascismen komme til magten, vil den ride over jeres hoveder og rygge som en frygtelig mare. Jeres redning ligger i en nådesløs kamp. Men kun en kamp i fællesskab med de socialdemokratiske arbejdere kan bringe sejr. Skynd jer arbejderkommunister, I har kun lidt tid tilbage!”

Folkefrontstaktikken

Nu blev det ikke kun de tyske arbejdere, men hele Europa og det meste af verden, der kom til at lide som et resultat af Hitlers magtovertagelse i Tyskland. Men når jeg har brugt så meget plads på at citere Trotskij, er det fordi, jeg mener han har ret – også i sin afgrænsning og i sine advarsler mod at stole på de socialdemokratiske ledere og i sin insisteren på, at det revolutionære parti bevarede sin uafhængighed.

For efter at have måttet notere sig det store nederlag for de tyske kommunister og den tyske arbejderklasse ved Hitlers magtovertagelse foretog stalinisterne en brat kovending – bort fra sekterismen – men til gengæld gik man nu ind for folkefrontstaktikken.

Ikke blot oprettede man fælles platforme med de socialdemokratiske partier, men også med borgerlige partier. Man opfandt skillelinjer i de borgerlige partier, og fik tilsyneladende held til under presset fra den fortsatte økonomiske krise at alliere sig med den ”progressive” del af borgerskabet.

Folkefrontsregeringer blev blandt andet oprettet i Frankrig og i Spanien, men prisen var, at de blev oprettet på et borgerligt program. Der blev ikke stillet spørgsmålstegn ved eksistensen af den borgerlige og kapitalistiske stat.

Kommunisternes rolle i folkefronterne blev at holde arbejderklassen i skak. Under den franske folkefront oprettede man det kasernerede politi, som blev sat ind mod strejkende arbejdere i 1935. Man svigtede de revolutionære kræfter i Fransk Indokina og forbød franske arbejdere at komme deres klassefæller i Spanien til hjælp. Folkefrontsregeringen i Spanien vendte sig imod fabriksbesættelser og jordløse bønders bevægelse for at få uddelt jorden og alle andre forsøg på at indføre socialisme.

I samarbejde med Spaniens Kommunistiske Parti oprettede det russiske sikkerhedspoliti, NKVD, adskillige hemmelige fængsler især i området omkring Madrid. I et af disse fængsler blev lederen af det anti-stalinistiske parti, POUM, først alvorligt torteret for derefter at blive myrdet. Den danske trotskist Aage Kjelsø, der var blevet hvervet til den internationale brigade på et fransk hvervningskontor af kroaten Josip Broz – den senere marskal Tito – sad i et andet NKVD-fængsel, og kun det faktum, at de spanske fangevogtere benyttede et bombeangreb mod Madrid til at åbne dørene for ham, frelste ham fra at lide samme skæbne.

I Kina fik kommunisterne først ordre til at tilslutte sig Chiang Kai-sheks Koumintang, og dette resulterede i en nedslagtning af arbejderklassen i Shanghai, da med det såkaldte Venstre-Koumintang, der resulterede i endnu flere massakrer. De oprindelige kommunistiske ledere tilsluttede sig derefter den internationale venstreopposition, mens stalinisten Mao Zedong i spidsen for 6000 af de resterende kommunister indledte ”den lange march”.

Efter at have ydet disse bidrag i folkefrontsregeringernes tjeneste blev kommunisterne igen sat udenfor. Enten fordi fascisterne vandt kampene, eller også fordi de nu stabiliserede borgerlige partier ikke mere havde brug for deres tjenester.

I 1943 opløste Stalin Komintern som en gestus over for sine vestlige allierede, og han indgik aftaler med dem om at dele Europa op i mellem de to parter. Som en følge heraf modtog de græske kommunister ikke længere støtte fra Sovjetunionen, og de led følgelig nederlag over for de britiske ekspeditionsstyrker. I nogle af de andre vestlige lande blev kommunisterne medlemmer af befrielsesregeringerne, som også var med til at stabilisere kapitalismen efter Anden Verdenskrig (i Italien var det stort set kun de kommunistiske partisaner, der havde våben). Et forsøg på at dele Jugoslavien mellem Moskva og Vesten slog derimod fejl, fordi det var jugoslaverne selv, der havde befriet Jugoslavien under Titos ledelse.

Modsætningerne mellem Stalin og Tito var en af baggrundene for, at man i 1947 oprettede Kommunistisk Informationsbureau – Kominform – som blev opløst igen i 1956.

”Teorien” om den etapevise revolution

I perioden, hvor folkefrontstaktikken og dens efterfølger – samarbejdet i ”befrielsesregeringerne” – herskede, forblev mange muligheder for socialistiske revolutioner uudnyttede. Senere betød sammenbruddet for Sovjet og den efterfølgende forvirring i tidligere kommunistiske partier, at millioner af mennesker tabte lysten til at beskæftige sig med politik og trak sig tilbage til privatlivets fred.

Men før jeg forlader min kritik af stalinismen, er det også nødvendigt at forklare de dybe virkninger af en anden ”teori”, som stalinismen frembragte, og som stadig præger store dele af venstrefløjen og især de resterende kommunistiske partier og deres tilhængere.

Det er ”teorien” om den etapevise revolution, som opdeler kampen for socialismen i to adskilte faser.

Først gælder det om at etablere og forsvare det borgerlige demokrati. Når det så først er gjort, kan man begynde at forberede næste fase, nemlig kampen for socialismen.

Selv om Stalin for længst er død, så lever disse ideer videre i bedste velbefindende. Også selvom det bliver mere og mere åbenlyst, at de problemer, verden står overfor, slet ikke kan løses inden for kapitalismens rammer.

Men lad os prøve at se nærmere på, hvad der reelt skete, mens Lenin selv stod i spidsen for Komintern og for den russiske revolution.

Den 14. oktober 1921 skrev Lenin i ”Læren fra Oktober”, at en borgerlig, demokratisk revolution har en indbygget tendens til at gå over i en socialistisk revolution.

”Men for at konsolidere den borgerlige-demokratiske revolutions resultater”, skrev Lenin, ”var vi tunget til at gå videre; og vi gik videre. Vi løste den borgerlige-demokratiske revolutions problemer, som et ”biprodukt”, sideløbende med vore egne selvstændige proletarisk-revolutionære, socialistiske aktiviteter…. Den første udviklede sig til den anden. Den anden løser under sit forløb den førstes problemer. Kamp, og kamp alene, afgør, hvor langt den anden vil have held til at distancere sig fra den første…

Sovjetsystemet er et af de mest levende beviser på, hvordan den ene revolution udvikler sig til den anden”.

Lenin kaldte denne indbyggede tendens for den ”uafbrudte revolution”, Trotskij kaldte den samme tendens for den ”permanente revolution”.

Mulighederne for, at denne tendens kan slå igennem, er ikke blevet forringet siden 1917. Tværtimod er mulighederne mangedoblet. Aldrig har proletarerne – i betydningen de besiddelsesløse med hensyn til produktionsmidler – været større end i dag.

Men – og der er i høj grad et men!

For det første halter bevidstheden langt efter den objektive udvikling. At kapitalismen længe har været et råddent system erkendes af os alle. Men for at gøre noget effektivt ved det, må vi først organisere os.

Hvor langsom en sådan organiseringsproces foregår, så vi tydeligt efter krisen på børsen i 1929, hvor det tog frem til udbruddet af Anden Verdenskrig, før den amerikanske arbejderbevægelse var parat til at slå igen.

Organiseringen af internationale sammenslutninger af revolutionære, som jeg mener også er nødvendigt, tager endnu længere tid.

Den Første Arbejderinternationale blev oprettet på en kongres i London i 1864, hvor Marx og Engels var drivende kræfter, men hvor også anarkister var fremtrædende medlemmer. Den overlevede ikke virkningerne af Pariserkommunen, men gik i opløsning igen i 1876. Dog ikke før, den havde efterladt sig spor i nogle lande, blandt andet i Danmark, hvor Luis Pio i tæt samarbejde med Karl Marx i 1871 gav stødet til dannelsen af Den Internationale Arbejderassociation for Danmark, hvorfra fremvæksten af de faglige og politiske arbejderbevægelser i Danmark kan dateres.

Den Anden Internationale blev oprettet i 1889, hvor den aldrende Engels var hædersgæst, men den gik faktisk i opløsning under Første Verdenskrig i 1916. Efter Anden Verdenskrig blev den dog gendannet i 1923 under navnet Socialistisk Arbejderinternationale, som i dag er skredet kraftigt mod højre og blandt andet indtil Mubaraks fald i Egypten også havde hans parti som medlemsorganisation, ligesom Ben Alis parti i Tunesien også var medlemsorganisation. Den støtter helhjertet imperialismen.

Komintern blev oprettet i 1919 og opløst igen i 1943. Den efterlod millioner af desillusionerede medlemmer.

I 1938 oprettedes Fjerde Internationale, der med udsigt til en ny krig har bestræbt sig på at redde det oprindelige revolutionære program igennem krigen – bl.a. ideen om at søge at forvandle enhver imperialistisk krig til en borgerkrig imod imperialismen. Men den var også blevet stærkt svækket af Stalins forfølgelser, som blandt andet udryddede alle i den engang så stærke venstreopposition i Rusland. Hvor kraftige disse udryddelser har været, ses af den kendsgerning, at det først var på Fjerde Internationales sidste verdenskongres i 2010, det lykkedes at få anerkendt en lille russisk sektion.

Den 21. november 2009 udsendte Venezuelas præsident Hugo Chavéz en opfordring til at danne en Femte Internationale. Forslaget blev hilst med bifald – og med store reservationer. Mange frygter, at Internationalen vil blive for tæt knyttet til den Venezuelas statsapparat, og dets støtte til regimer som det iranske og Gadaffi-regimet i Libyen.

Tidligere havde vi råd og tid til at formulere det, vi kæmpede for under slagordet: Socialisme eller barbari!
Det har vi ikke længere. I dag må slagordet nærmest blive: Socialisme eller undergang!
Enhver kan se, at hvis de frie markedskræfter bliver ved med at udfolde sig, så er det selve naturen, der står på spil.
Derfor haster det med en afklaring af de vigtigste spørgsmål, som dette indlæg lægger op til.

Vagn Rasmussen er mangeårigt medlem af SAP og Fjerde Internationale

Läs också:

  • Vad är det för fel med den svenska vänstern? Del 1
  • Sverige behöver en ny vänster, del2
  • Lite mer om en ny svensk vänster, del 3
  • Klimathotet – en utmaning för vänstern, del 4
  • En ny vänster, del 5
  • En ny modern demokratisk vänster, del 6
  • En ny modern demokratisk vänster, del 7
  • Så vinner vänstern valen
  • En möjlig socialism – del 1
  • Socialismen och marknaden
  • Företagande under socialismen
  • Marknad eller plan under socialismen?
  • Demokratisk kontroll över storföretagen
  • Intressant?
    Läs även andra bloggares åsikter om , , , , , , , , , , , , , , , ,

    Advertisements