Ett nytt ANC

Med anledning av polisens massaker på ett trettiotal arbetare i samband med en sydafrikansk gruvstrejk återpublicerar jag här en artikel från den sydafrikanska tidningen Amandla. Artikeln är översatt till danska och tidigare publicerad i Socialistisk Information och på Röda Malmö. Den handlar om ANC och inte specifikt om massakern eller strejken. Om det finns andra inlägg. Läs också ledaren i tidningen Amandla och läs Erik Helgesons inlägg på Frances blogg. De handlar mer specifikt om facket, strejkerna och våldet.

Et nyt ANC

En aktivist på den sydafrikanske venstrefløj ser tilbage på ANC’s 100-årige historie. Fra en bevægelse, der stod i spidsen for massernes kamp mod apartheidregimet, er ANC blevet statsbureaukratiets og den nye økonomiske elites parti.

ANC fejrede sit 100 års jubilæum den 8. januar 2012. Det var bestemt en stor bedrift for den ældste befrielsesbevægelse i Afrika. I løbet af sin historie har den været nødt til at tage mange udfordringer op. Nok især udfordringen at bevare en bredt baseret enhed, samtidig med at man skulle fastholde evnen til at handle og føre sin strategi ud i livet. Det er en bemærkelsesværdig del af ANC´s historie og vidner om generationer af fantastiske ledere, som har formet og anført ANC.

Ved festlige lejligheder er der dog ofte nogle blinde vinkler. En af de ting, der har en tendens til at gemme sig i sådan en blind vinkel og blive overset, er det faktum, at kampen for frihed i Sydafrika havde mange impulser – forskellige strømninger, divergerende stemmer og positioner, der fandtes både i og udenfor ANC og i sidste ende hjalp med at definere ANC. En anden ting, der let bliver glemt, er spørgsmålet om, hvorfor de socialistiske kræfter – især kommunistpartiet, som har sat det meste af sin eksistens ind på at opbygge og påvirke ANC – har været ude af stand til at sikre en antikapitalistisk orientering. Det er et afgørende spørgsmål for venstrefløjen

Vores deltagelse i 100 års festlighederne for ANC gør, at vi må reflektere over begge disse spørgsmål.

Pluralitet i den nationale befrielseskamp

I begyndelsen af det 20. århundrede startede ANC op som en moderat organisation for den sorte middelklasse, baseret på afrikansk nationalisme.

Den udviklede sig fra en respektfuld lobby-gruppe til en bred kampagneorganisation med revolutionær styrke og endelig til et regeringsparti. Mens ANC i starten gik meget lidt op i landbefolkningens og den sorte arbejderklasse, hjalp fremkomsten af fagforeninger og især Industrial Commercial Workers Union organisationen til at orientere sig mod de besiddelsesløse masser.

Det var i overvejende grad i 1950’erne, at ANC under indflydelse fra uafhængighedskampe i den tredje verden og det på daværende tidspunkt forbudte sydafrikanske kommunistparti (som begyndte at spille en ledende rolle i ANC) begyndte at omfavne militante masseaktioner, der krævede en mobilisering af arbejderkvarterer, andre organisationer og bevægelser.

For at udbrede sin støtte blandt samfundets undertrykte begyndte man at opbygeg alliancer med ligesindede bevægelser såsom Natal Indian Congress, Coloured People’s Congress and den (hvide) Congress of Democrats. Af stor betydning var det, at South African Congress of Trade Unions (SACTU) gikmed i Congress-Alliancen og blev dens faglige gren.

Vedtagelsen af Freedom Charter forenede disse og andre bevægelser og gjorde det muligt for ANC at operere som en bred kirke, hvor nationalister, kommunister og liberale osv. gik sammen omkring det fælles mål at vælte apartheid-regimet.

Andre røster, påvirkninger og bidrag

Trods det faktum, at de socialistiske strømninger i Sydafrika fulgte skillelinjerne fra den internationale opdeling efter splittelserne i Komintern, så blev sydafrikansk politik i vid udstrækning påvirket af såvel pro-sovjetiske kræfter, trotskismen og andre uafhængige marxistiske strømninger.

Den socialistiske bevægelses historie i Sydafrika blev i høj grad defineret af strategi og taktik i forhold til at kombinere kampen for socialisme med den nationale befrielsesbevægelse. i tilfældet Sydafrika, hvor kapitalismen udviklede sig gennem fordrivelsen af den indfødte befolkning fra deres landområder og ved hjælp af racisme og raceadskillelse, var det en almindelig forståelse, at socialismen og dens fortælling o enhed i arbejderklassen måtte udformes på en måde, som tog højde for de forudsætninger, som den koloniale og nationale undertrykkelse satte.

Det er denne kamp for at tillempe marxismen til de nationale betingelser, som har en så rig og varieret historie; en indfødt marxisme, som både berigede marxismen og de aktuelle kamp for national befrielse. Her kan vi fremhæve debatterne om jordspørgsmålet og de nationale spørgsmål, teorier om kapitalismens udvikling i underudviklede lande (udtryk for produktionsmåder), overgangen til socialisme osv.

Det er særlig vigtigt at anerkende bidragene fra to bevægelser, som i stigende grad er blevet ignoreret eller forfalsket i tiden efter 1994.

The Non European Unity Movement blev dannet i 1943. Det var en bevægelse, som forsøgte at samle på føderalt plan folk fra de store sorte grupper – afrikanere, farvede og indere – uafhængigt af deres religion, kaste eller stamme. Samlingspunktet skulle være et program for demokratiske krav i Tipunktsprogrammet. Congress of the People, som ANC stod i spidsen for, og vedtagelsen af Freedom Charter i 1955, var åbenlyst påvirket og inspireret af eksemplet fra Unity Movement.

Arven fra Unity Movement kom til udtryk i form af ikke-samarbejdspolitikken og i boykot-taktikken, som blev et stærkt redskab for modstand mod apartheidregeringens del-og-hersk-politik og forsøg på samarbejde gennem bantustan-strategien i 1970’erne og 80’erne. Man kunne også se den i afvisning af organisere sig ud fra racetilhørsforhold, og i opbygningen af en samlet nation med perspektiver på sprog- og jordspørgsmålet, som påvirkede alle dele af befrielsesbevægelsen. Men på grund af splittelser, svage forbindelser til de sorte arbejdsklassesamfund (med visse undtagelser) og en dominans fra professionelle middelklasseledere, så lykkedes det stort set ikke at materialisere disse ideer og taktiske principper i den virkelige kamp.

Det blev op til Black Consciousness Movement, anført af Steve Biko, og fremgangen for den uafhængige fagbevægelse at sætte kraft bag nogle af de vigtigste ideer i Unity Movement og give dem en betydning for massernes kamp. Black Consciousness Movement byggede på en ideologisk holdning, som hyldede vigtigheden af at trop å egne kræfter og genskabte en følelse af stolthed og selvbevidsthed blandt de sorte og blev dermed en udfordring af apartheid-opdelingen af de ikke-hvide eller afrikanere, farvede og indere.

Black Consciousness Movement så alle de undertrykte som sorte og gav dermed udtryk for nødvendigheden af at overvinde apartheidregimets del- og-hersk-strategi ved at forene alle undertrykte i en kamp for national befrielse. I sin kerne var dette det centrale i den strategi, der blev lanceret af de tidlige modstandere af raceadskillelse og støttet af videnskabens afvisning af racekriteriet som en gyldigt biologisk kategori.

Denne linje tog et skridt videre med fremvæksten af den uafhængige fagbevægelse i 1970’erne og tidligere 80’ere, og som senere førte til dannelsen af den Sydafrikanske Faglige Landsorganisation FOSATU. FOSATU var en aktivistisk landsorganisation dannet i 1979. Den gik ind for arbejderkontrol og demokrati i fagbevægelsen og i virksomhederne. FOSATU mente, at fagforeningerne ikke skulle være raceopdelte og var en af de første landsorganisationer, som faktisk organiserede på tværs af forskellige hudfarver.

Studenteroprører i 1976 og det efterfølgende bølge af massestrejker og protester i de sorte townships var et signal om, at apartheidsystemets afslutning var begyndt. Anti-kapitalistisk politik slog rødder i Sydafrika, og massebevægelsen udfordrede staten på mange fronter. En revolutionær situation var ved at modnes, og det stod klart, at den herskende klasse ikke kunne herske på den gamle måde, og at masserne nægtede at lade sig regere på den gamle facon. For første gang i befrielsesbevægelsens historie så man folkelige mobiliseringer, masseopstande, selvforsvarsgrupper og arbejderkampe, som ikke bare fandt sted på samme tid, men som skabte politiske betingelser, som rakte ud over kravet om én person – én stemme’. Det var en periode med skærpet bevidsthed, som omformede og radikaliserede ANC. Det blev opfanget i ANC’s opfordring til at gøre landet uregerligt. Det kunne også ses i ANC’s analyse af den daværende situation i Sydafrika som en dobbeltmagts-situation, det vil sige på den ene side masseopstande anført af gadekomiteer i boligområderne, folkedomstole og paralyseringen af de lokale regeringsstrukturer, og på den anden side staten og dens undertrykkelsesapparat. At tage magten blev et punkt på den nationale dagsorden.

I denne situation blev socialistiske kræfter i stigende grad ledende i den brede massebevægelse, som blev opbygget i de konkrete kampe i Sydafrika. Strategien med at opbygge en bred folkelig alliance som en demokratisk massebevægelse, og mere konkret i form af United Democratic Front, gav mulighed for at sikre en socialistisk ledelse af kampen mod apartheid.

Det kom imidlertid aldrig til at ske, og på kun få år faldt radikaliseringen af massebevægelsen og af ANC til jorden på grund af både objektive og subjektive faktorer. Sovjetunionens sammenbrud var en katastrofe for ANC og for det sydafrikanske kommunistparti (SACP), som var blevet helt afhængig af den materielle og idelogiske hjælp. Det var ikke kun ANC, som blev påvirket af den ændrede balance i de internationale styrkeforhold. Også befrielsesbevægelser fra Irland, Palæstina, El Salvador og mange andre blev tvunget til at genfinde sig selv i den nye situation. Sovjetunionens sammenbrud skabte en ideologiskkrise for venstrefløjen. Socialismens troværdighedskrise havde ødelæggende konsekvenser for SACP. Ledende medlemmer af Centralkomiteen som Thabo Mbeki og Jacob Zuma forlod partiet. Ledelsen af SACP trådte tilbage.

ANC benyttede lejligheden til at indgå i forhandlinger med apartheidregeringen, da De Klerk senere krydse Rubicon, men i forhandlingerne og den senere overgang fra apartheid var det umuligt at skave rum for en permanent kamp, som kunne åbne op for en overgang til en meget mere radikal omformning af det eksisterende system. I stedet afviklede og forkastede ANC og dele af UDF den folkelige modstand. Som et håndtag blev de folkelige protester og masseorganisationer tændt og slukket i forhold til, hvad der var nødvendigt for at få en forhandlingsløsning med apartheidregimet. Dynamikken i massemobiliseringen og den arbejdermagt, som havde formet befrielsespolitikken i 1980’erne blev bevidst sat til side, efterhånden som den politiske overgang og forhandlingerne kom i centrum.

I starten, i løbet af de første år med forhandlinger, fastholdt ANC en radikal profil i offentligheden. I sine første offentlige udtalelser efter løsladelsen fastslog Nelson Mandela, at det stadig var ANC’s politik at nationalisere økonomiens kerneområder. Samme budskab kom fra Chris Hani, Harry Gwala og mange ledere af de folkelige bevægelser. Men efterhånden som forhandlingerne skred frem, accepterede ANC at give afkald på den væbnede kamp og fordømme vold. I denne periode sluttede den moderate ledelse i eksil sig sammen med de reformistiske elementer i de interne ANC-strukturer og blev den ledende kraft, som førte ANC frem til indgåelsen af en aftale med apartheidregeringen.

Den ikoniske status hos Mandela, Tambo og Slovo, som alle ønskede en ordning med den herskende klasse, var nok til at dække over de dybe klasseskel og klasseinteresser inden for den demokratisk massebevægelse. På grund af deres lederskab og på grund af ideologien i den afrikanske nationalisme – den lim, som bandt den brede ANC-”kirke” sammen – var de i stand til at udplacere de radikale kræfter i og udenfor ANC, som var modstandere af en aftale med apartheidregimet.

Venstrefløjen uden for ANC boykottede forhandlingerne og krævede i stedet en grundlovgivende forsamling og begik den fejl at holde sig helt uden for forhandlingerne. Ved at værne om sin renhed mistede man indflydelse i samfundet i bredere forstand og blev mere og mere marginaliseret. ANC fik frie hænder til at indgå vigtige kompromisser uden at skulle betale en politisk pris i form af deres støtte fra masserne. Den succesfulde afslutning på forhandlingerne og den kendsgerning, at de førte til et system med én person- én stemme betød, at ANC var i stand til at fremstå som befrielsesbevægelsen.

Mod nye kampe og bevægelser

I forhold til nye kampe og bevægelser er det klart, at de sidste 20 år har ændret ANC fra en bevægelse forankret i kampen for frihed og modstand (den bevægelse, som stod i spidsen for boykot af de raceadskilte busser, for kvindernes march til Pretoria mod pas-lovene (1955, red), for minearbejdernes strejke, kampagner for frigivelse af politiske fanger, indkaldelsen af Folkekongressen og vedtagelsen af Freedom Charter) til et politisk parti, som i sidste ende følger behovene hos den internationale og lokale kapital. Dette er sandheden, selv om fremadstræbende dele af småborgerskabet med rødder i statsbureaukratiet og de statslige virksomheder bygger på ANC’s opbakning fra arbejderklassen. Med magten i hænderne er det ikke lykkedes for ANC at bryde de monopoler, som dominerer den sydafrikanske økonomi, da dette stod på dagsordenen, men har tilladt de største virksomheder at flytte fra Sydafrika og genopfinde sig selv som udenlandske selskaber, plys at man har markedsgjort og privatiseret centrale statslige virksomheder og funktioner og overgivet vores økonomi til WTO og behovene hos den griske finanskapital.

Den økonomiske politik har som konsekvens af forskellige GEAR-inspirerede tiltag (GEAR = Growth, Employment and Redistribution (GEAR) – et økonomisk vækstprogram iværksat fra 1996, red.) ført til stigende ulighed (Sydafrika bliver nu regnet for det mest ulige land i verden), og arbejdsløsheden er mere end fordoblet med en faktisk arbejdsløshed i dag tæt på 40 procent – en af de højeste i verden. Og det er under ANC’s ansvar, at næsten 40 procent af arbejdsstyrken hyres gennem jobagenter. Ved at prioritere programmet Black Economic Empowerment (BEE) og fremme en sort kapitalistklasse (som strategi for at fjerne racismen I økonomien) har problemer med entreprenør-korruption paralyseret statens rådrum og skabt en dyb krise inden for uddannelses- og sundhedssystemet, ligesom rammerne for de lokale myndigheder er smuldret.

De store problemer med at sørge for grundlæggende behov som bolig, vandforsyning og elektricitet har ført til over 6000 protestaktioner sidste år, ifølge politiets statistikker. En ny bølge af klassekampe, som er på den ene side er motiveret af den udbredte tilstand af løsarbejde og arbejdsløshed, og på den anden side af den organiserede fagbevægelses forsvar for job og løn, skriger på en politisk koordinering og aktionsenhed – noget som ”det kæmpende ANC” stod for i gamle dage. SACP, som stadig opfatter sig som ”arbejderklassens avantgarde, har begravet sig selv i Zuma-projektet og taget ansvaret for at regere den sydafrikanske tragedie efter apartheid – i stedet for at anerkende betydningen af disse kampe for at sætte en ny arbejderklasse-dagsorden i et Sydafrika, som stadig trænger til grundlæggende forandringer. i de seneste to årtier har ANC udskiftet sin basis fra masserne til en afhængighed af statsbureaukratiet, partiapparatet og en nu elite både på landet og i byerne. I stigende grad er ANC blevet den nye elites parti.

Forandringen kan ikke længere komme fra ANC. Polokwane (ANC’s seneste kongres fandt sted i 2007 i byen Polokwane/Pietersburg, red.) var et eksempel på, at venstrefløjen i ANC ikke er i stand til at skabe nogen meningsfuld forandring. Polokwane, som et forsøg på at genskabe en demokratisk kultur og genetablere forbindelse mellem organisationen og de almindelige medlemmer, det vil sige at udskifte ”klasseprojektet fra 1996” (neoliberalismen) med en radikal strategi for omfordeling af værdierne, er blevet bremset af bureaukratiet i statsapparatet og i selve ANC. Den griske elite har undermineret alle progressive tiltag i den økonomiske politik. Tempoet i landreformen er stadig lige langsomt. Selv den miskrediterede politik med willing-buyer, willing-seller policy (dvs. de store jordejere selv afgør, om de vil sælge, red.) fortsætter, og den lovede sygesikringsreform er langt fra at blive gennemført.

Med mindre der eksisterer sociale bevægelser, stærke fagforeninger og radikale initiativer som for eksempel den nye Democratic Left Front, som mobiliserer for alternativer på en bred anti-kapitalistisk platform, kommer vi ikke til at se frugterne af 100 års kampe.

Mercia Andrews

Mercia Andrews er aktiv i bevægelser for retten til jorden og er medlem af Democratic Left Front.

Artiklen er oversat fra det sydafrikanske tidsskrift Amandla af Bodil Olsen og Åge Skovrind

Intressant?
Läs även andra bloggares åsikter om , , , , , , , , , , , , , , ,

Liked it? Take a second to support Svensson on Patreon!
Become a patron at Patreon!